Vi har netop i LAP tilsluttet os et åbent brev til regering og folketing fra bruger og pårørendeforeningerne og Institut for Menneskerettigheder, som opfordrer til at forbyde bæltefiksering over 48 timer, og håber at de forskellige foreninger for psykiatere tilslutter sig dette, i en erkendelse af at tvang ikke kan anses for behandling.
Tvungen opfølgning har ifølge evalueringen af forsøgsordningen været en stor succes, for det behandlende personale, der har fået deres ret til medicinering igennem. Interviewundersøgelsen blandt de ramte patienter var mangelfuld, fordi mange af patienterne var ”for syge” til at deltage. De få, der medvirkede, har oplevet ordningen som overgreb, der forringede deres livskvalitet og fastholder dem i sygdomsrollen. Hvordan kan man så tale om vellykket medicinering? Patienterne har fået medicinen, men den virker ikke efter hensigten. Er formålet, at patienterne skal være zombier, eller er det fordi, de behandlende læger ikke kender de psykologiske aspekter omkring det mentale immunforsvar, der forhindrer medicin givet under tvang i at fungere efter hensigten. Fordi den af patientens immunsystem opfattes som fremmedlegemer, der trænger ind i patientens krop. Tvang som behandlingsprincip bør opgives helt. Det vil give langt bedre behandlingsresultater i psykiatrien. Ved efterårets revision af psykiatriloven bør Folketinget som minimum bringe forsøget med tvungen opfølgning til ophør og give psykiatriske testamenter/forhåndserklæringer bindende gyldighed, hvad angår ikke ønsket behandling!
En stor tak skal lyde til Liselott Blixt, der som repræsentant for folketingspolitikerne beredvilligt stillede op til vores landsmøde, klædt på til opgaven som formand for §71-tilsynet og som psykiatriordfører for sit parti. Lyttende og spørgende som altid, men også med nogle gode budskaber til vores medlemmer. I fællesskab formår vi at få nedbragt tvangsanvendelsen i den danske psykiatri.
Siden landsmødet har et par af vores landsledelsesmedlemmer valgt at trække sig, og vi har således nu 13 LL medlemmer og én suppleant. På årets Folkemøde på Bornholm var LAP meget synligt til stede. Både med uddeling af materialer, med vores eget velbesøgte debatarrangement om nedbringelse af tvang i psykiatrien og via vores deltagelse i diverse arrangementer og paneler i paraplyen: Stop Fattigdom Nu. Dertil kommer så synlighed og deltagelse i andre organisationers psykiatrirelaterede arrangementer.
Det er tankevækkende, at der har været flere sager i forbindelse med botilbud, hvor det igen kommer frem, at der er et stort ønske om, at få journalerne med fra psykiatrien for at beskytte personalet og foregribe voldsepisoder. Vores holdning er, at problemet i højere grad ligger i besparelser i kommunerne, der sparer så ivrigt, at de glemmer at levere ydelserne, som borgerne – især psykiatribrugeren - ifølge serviceloven har krav på. Et problem er, at regionerne/staten ikke har nogen sanktionsmuligheder, og borgerne ikke er stærke nok til at få deres krav igennem. P.t. går det meget ud over personer med angst, fordi kommunerne i højere grad målretter deres tilbud til grupper, og fordi lægerne siden 1. januar er pålagt at spare på udskrivningen af beroligende mediciner. Nogle mener, at de ansatte i kommunernes afsnit for psykosocial e indsatser ikke er klædt på til opgaven. Vi oplever nok mest, at de burde have bedre supervision og mulighed for sparring med psykologer, så de i højere grad får en forståelse af, hvad der sker i deres samspil med borgerne, og får opbygget en pakke af redskaber, der virker, eller forstår hvorfor de redskaber, de har lært på deres grunduddannelse, ikke fungerer.
Det er p.t. fremme i medierne, at forsikring af psykiatribrugere er svært at opnå. Psykisk sygdom regnes for en kronisk lidelse, og mange forsikringsselskaber opfatter, at den er på linje med dødelig kræft i sidste fase, hvorfor man ikke vil lave simple ulykkes- eller indboforsikringer. Nogle psykiatribrugere kan således ikke engang få forsikret en cykel eller få en rejseforsikring med almindelig dækning. Der arbejdes nu på at lovgive på området for derved at komme denne forskelsbehandling til livs.
Aktuelt kommer forskelsbehandlingen frem, når der er bombetrussel på f.eks. psykiatrihospitalet Oringe. Psykiatribrugeres liv er så nedprioriteret, at man vælger ikke at evakuere hospitalet – havde det været et hvilket som helst andet sted, ville der straks være iværksat en effektiv og hurtig evakuering.
Hvornår bliver det en menneskeret selv at vælge psykiatrisk behandling til og fra – hvornår mon patienten kommer i centrum, som alle vejledninger efterhånden flot skriver, men hvor det stadig halter, også i Region Hovedstadens psykiatri? De indlagte patienter deltager med stor tilfredshed fra ledelsens side i behandlingskonferencerne, og er således med i hele fasen af udarbejdelsen af behandlingsplanen, og får den udleveret på skrift. Imidlertid er der ikke tid i de ambulante patientforløb til samme inddragelse af patienterne. Logikken er svær at få øje på, for ledelsen påpeger netop over for os, at inddragelse af patienterne i udarbejdelsen af behandlingsplanerne målretter disse, og derved spares der rigtig mange mandetimer.
Vores motto er forsat ”Intet om os uden os” og vi kæmper stadig for, at dette skal blive en realitet på alle niveauer i behandlingen.
God sommer