Som nyetableret LAP-Syddanmark fik vi en plads i Region Syddanmarks dialogforum, og den plads har jeg fået med Herluf Dalhof som suppleant. Vi havde første møde den 31. 3. 14 og udover LAP er 7 andre psykiatri-organisationer repræsenteret. 2 var fraværende, men vi resterende 6 mødtes med Region Syddanmarks direktør, afdelingsleder for psykiatrien, lederen af Psyk-Info, 2 medarbejdere fra regionens psykiatriafdeling samt 2 politikere. En fra S og en fra O.

Lederen af Psyk-Info kom hen til mig og sagde, at hun var rigtig glad for, at LAP endelig var repræsenteret, fordi de så tit gerne ville have os som brugere med i diverse arrangementer og høre vores mening om mange forskellige ting. Jeg fik af Regionen en indbydelse til en bruger af lokalpsykiatrien om at deltage i en fokusgruppe, som kunne fortælle om deres oplevelser med lokalpsykiatrien.

Jeg videregav indbydelsen til et LAPmedlem, som er bruger af lokalpsykiatrien i Fredericia. Han deltog i mødet, og det viste sig, at de 3 som deltog i gruppen alle brugte netop lokalpsykiatrien i Fredericia, og de havde alle 3 meget alvorlig kritik af den. De havde bl.a. oplevet, at det var meget svært at få deres diagnose at vide, flere oplevede at blive tvangsafsluttet med den begrundelse, at der skulle være plads til andre, selv om de var langt fra færdig-behandlede og heller ikke blev stillet anden behandling eller hjælp i udsigt.

Jeg fortalte om disse oplevelser ved mødet den 31.3. og sagde, at det kunne have alvorlige konsekvenser for brugere af lokalpsykiatrien, at de ikke kan få udleveret en ellers helt åbenlys diagnose, da de dermed kan risikere at blive erklæret uddannelsesparate, selv om de slet ikke er det. Og som følge deraf blive trukket i eller miste kontanthjælpen, fordi de ikke kan klare det, de bliver tvunget ud i af kommunen. Både politikerne og de ansatte fra regionens psykiatri lyttede og mente ikke, at det lød rart.

Det er mit indtryk, at der fra regionens ledelse og politikere virkelig lyttes til det, der bliver sagt, og der kom også efter mødet en mail til mig med en opfordring om, at det LAP-medlem, som deltog i fokusgruppen klager over det forløb, han har været igennem, og det bliver gjort. Direktøren for region Syddanmark kom med en opfordring til, at skrive direkte til ham, hvis vi oplevede noget som var meget kritisabelt i psykiatrien, da han jo ikke kunne gøre noget ved problemerne, hvis han ikke kender til dem.

Jeg vil til slut gerne opfordre til, at LAP bliver repræsenteret i alle regioners dialogfora.