På landsmødet 2014 blev der oprettet en arbejdsmarkedsgruppe. Vi er pt. 8 personer, men vi vil gerne være flere (op til 11).
I de senere år er der sket mange forringelser for arbejdsløse og syge, og det er blevet sværere at få førtidspension. Omkring en fjerdedel af alle på kontanthjælp er psykisk syge. Bliver man arbejdsløs, fordi man bliver syg, eller bliver man syg, fordi man bliver arbejdsløs? Jeg mener, det kan gå begge veje. Jeg mener, vi i gruppen skal være med til at påvirke den offentlige debat om arbejdsløshed og gøre opmærksom på den skadelige virkning af kontanthjælpssystemet og den megen kontrol, aktivering og sanktioner.
Vi skulle gerne komme med nogle bud på, hvordan der skabes et mere rummeligt arbejdsmarked for dem der er syge. Vi skal også se på, hvordan man undgår at flere bliver syge, både pga. for meget arbejde og frygten for at miste sit arbejde, for med mere automatiseret arbejde vil endnu flere blive ekskluderet fremover. Det bliver nok nødvendigt med en ny måde at fordele det arbejde, der er, og at skabe et socialt sikkerhedsnet, hvor der ikke er så mange, der falder igennem.
Hvordan kan flere komme i fleks- eller løntilskudsjob? Hvordan kan flere komme videre med uddannelse, når de har været syge, eller stadig er det? Det skulle vi gerne kunne give nogle bud på. Vi skal også se på, hvad den tidligere arbejdsmarkedsgruppe har efterladt sig af materiale.
Det er nogle af mine visioner for gruppen, men hvad vi konkret kommer til at arbejde med og hvordan er også op til gruppens øvrige medlemmer, og det er meningen, at vi skal planlægge det på nogle af de første møder. Jeg vil indkalde til det første møde inden sommerferien, sandsynligvis i lokalerne på Vesterbrogade.
Lars Arredondo Bruun, tovholder for arbejdsmarkedsgruppen og formand for LAP Københavns Omegn.
E-mail: larsa@tdcadsl.dk
Telefon: 23 49 40 34