Den 18. - 23. 12. 2013 var jeg gæst på refugiet
Jeg har i mange år ledt efter steder for os, som dels har været omkring psykiatrien og stadig har en eller anden form for forbindelse med psykiatrien. Mange af os er uforskyldt kommet ind i systemet, og ja så sidder vi fast og er stemplet.
Et område, som jeg personligt ikke mener, at der bliver taget nok vare på andet end, er at vi kan blive fyldt med medicin og så skal leve med de forfærdelige bivirkninger, som disse præparater uheldigvis har. Jeg skal da ikke sige, at der ikke er nogen personer, som måske har hjælp af medicinen. Men min personlige holdning er, at vi i bund og grund kan helbrede os selv med sund kost, forståelse, tid, meditation, ro, omsorg og kærlighed. Men dette kan i sig selv være svært at få til at fungere, hvis læger og psykiater mm. ikke vil samarbejde. Det kan også være svært for ens nærmeste at forstå, at det er det, der skal til. Men alt tager tid og dette er i sig selv også en meget lang proces. Særligt hvis du først skal udtrappe af medicinen og derefter skal igennem processen med alle bivirkningerne, der først skal forlade din krop eller desværre måske er blevet kroniske.
Men tilbage til refugiet
Jeg sad en aften og læste, at der blev afholdt et refugium igennem LAP fra den 2. december 2013 – 2. januar 2014 på Inspirationscentret Maribo. Endelig var der et sted og nogle, der ville afprøve, hvordan dette ville virke på ”os”. Men samtidig urolig over om det var det rigtige lige nu. Jeg havde tankerne på familien lige op til jul. Jeg havde vilde forventninger til refugiet. Der blev skrevet i folderen, at der var mange aktiviteter som ekstra tilbud. Heriblandt psykoterapi, mindfulness, drømmearbejde, maleøvelser, indre fordybelse, yoga og dybdeafspænding. Da jeg så ankom og mødte vores værter med nissehuer på, tænkte jeg: i morgen er det mig, der står og skal tage imod flere gæster med nissehue på og være den venlige, smilende imødekommende person!! Det gjorde mig noget urolig. Det skal lige siges, at værterne var to skønne kærlige forstående varme personer, som jeg fik et utroligt dejligt og roligt forhold til på resten af mit ophold på Inspirationscentret.
Jeg fik tildelt et værelse øverst oppe med udsigt mod kirken. Værten var meget venlig, rar og hjalp mig op med kufferten mm. Jeg følte en klaustrofobisk varme indeni mig, da jeg trådte ind i værelset. Jeg kunne bare komme ned, når jeg var parat og havde pakket ud. Jeg fik aldrig pakket ud. Tænkte her kan jeg simpelthen ikke bo i flere dage. De havde jo gjort det bedste for mig. Valgt et værelse med megen ro og væk fra alt. Det havde jeg jo ønsket, fordi jeg har fået nedsat hørelse og konstant høj susen på øret efter medicinen - de såkaldte ”lykkepiller” Venlafaxin - og ikke tåler meget larm og uro.
Jeg gik ned og fik fat i værten og fortalte ham, hvordan jeg havde det med værelset.
Jamen der var da slet ingen problemer. Da jeg havde spist, fik jeg valget imellem 3 værelser, og så kunne jeg i ro og fred sætte mig i hvert og finde lige netop det, som var bedst for mig. Hele den første dag og aften havde jeg det ikke særlig godt. Var fyldt op med alt for meget. Turen herned, nye mennesker og forventninger. Der ”skulle” da være aktiviteter morgen, middag og aften. Jeg skulle finde mig selv i dette kæmpe uoverskuelige udbud. Den aften tænkte jeg, at jeg nok måtte sige, at det var nok ikke lige det, som jeg havde forventet og måtte tage hjem.
Da jeg vågnede havde forventningerne lagt sig og min indstilling til dette refugium var vendt. Jeg var jo ikke kommet hertil for at skulle blive endnu mere stresset. Jeg var kommet hertil for at få ro, hvile og bare være i nuet. Det betød ikke noget for mig, at der ikke lige var noget på programmet. Jeg selv var på programmet. Jeg var så heldig, at mange af aktiviteterne alligevel blev til noget. Jeg deltog bl.a. i meditation, mindfulness, dybdeafspænding, qi gong, yoga, drømmearbejde, massage og psykoterapi.
Alt foregik stille og meget fredfyldt. Selve opholdet bar præg af kærlig medmenneskelighed og ro. Personalet og værterne gjorde et kæmpe frivilligt stykke arbejde for os, som var gæster. Der var altid disket op med lækker mad, som var økologisk. Der var hver morgen hjemmebagt brød og tilbehør mm. Om eftermiddagen og aftenen fik vi altid hjemmebagt kage. Aftensmaden og frokosten var yderst lækker, altid med salat og diverse lune retter og tilbehør. Som jeg tidligere skrev, så er det så vigtigt for vores psyke, at vi husker at spise sundt hver dag. Dette kan være svært at huske og kunne overkomme, når livet gør ondt, og kræfterne er små. Det er da forkælelse ud over al forventning at få serveret og bare skulle nyde - og ja også svært at skulle indse og forstå, at mennesker, som var her frivilligt, de var her for min skyld og for, at jeg skulle få det bedre. Det var frivilligt, om vi ville hjælpe til. Det var ingen pligt, kun hvis vi syntes, overskuddet var der. Der var altid tid til en snak, lige meget hvad tid på dagen. Selv om aftenen fulgte roen med, når vi satte os i tv stuen. Jeg personligt følte, at vi var en lille familie, der var samlet om det hyggelige bord med levende lys, te, kaffe og hjemmebagt kage. Imens vi puttede os i sofaen med puder og tæpper. Selve stedet er så smukt og området omkring den store bygning er omgivet af en kæmpe stor have med masser af grønt.
Pilotprojektet, som LAP har stået for, er vejen frem for os og kommende, der har været eller er i en eller anden form for behandling. Det kunne være rart, at politikkerne/psykiaterne og lægerne kunne få øjnene op for, at sådan et refugium er meget bedre end at blive fyldt med medicin, der efter min mening ikke gør noget godt for os andet end at rykke problemerne og gøre os til ”rolige patienter”, der ikke gør vrøvl, men bliver passive individer.
Det kunne være dejligt, hvis der blev lyttet til det, som de f.eks. har gjort i Sverige. Her er der bl.a. blevet lavet en terapihave. Man ved jo at det at være i naturen er healende for vores sind. Så ønsketænkningen må være at kunne få finansieret et sted på landet i frisk natur med have og måske ved vandet. Her kunne man få en ”henvisning” fra egen læge. Lige som vi i dag hurtigt kan få en henvisning til f.eks. psykiater. Det at kunne være et sted, hvor man vidste, at her bliver der ikke set ned på en, eller man bliver ikke stemplet, fordi man har været et sted i sit liv, hvor livet blev svært og gjorde ondt. Her har vi lov og ret til selv at bestemme og bare være os. Så at kunne få ”lov” til at recover sig selv i rolige omgivelser uden at være dopet af diverse medicin. Derfor er dette refugie et kæmpe skridt på vejen. Mærke at der er lys forude.
Netop fordi det er så vigtigt, at kunne snakke og dele sine erfaringer omkring sind og psyke med andre, der er eller har været omkring livets svære sider. Dette kan stadig være svært for andre at forstå. Det er stadig lidt tabu, ikke at kunne fungere i dette samfund med en skjult sygdom under huden. Derfor var det så dejligt for mig at være der. Her kunne jeg være mig selv.
Jeg håber af hele mit hjerte, at tanken om et nyt refugium bliver en realitet. Så andre også kan få glæde af at prøve at kunne recover sig selv uden nogen form for medicin og læger.
