Som en der altid har nægtet at spille offerrollen, er det begyndt at blive et spørgsmål for mig, hvorfor så mange, både inden- og udenfor psykiatribruger kredse, tilsyneladende er så afhængige af den rolle.
Nedenstående er en refleksion over, hvad det handler om, og hvad ”roller” evt. giver. Forsøg på at skimte et svar på hvorfor - både at tilsyneladende så mange vælger den eller viderefører behagerollen (som jo er en overlevelsesnødvendighed i den nonverbale alder) – som offerrolle, ofte faktisk uvidende om at det er et valg, de har truffet. Hvordan det udformer sig, synes der at være flere varianter for.
Behagerollen
Der er en rolle. vi alle har været bruger af, nemlig ”behagerollen”, da den dækker det mimiske sprog, vi bruger i den nonverbale spæde alder. Mimikken kan være støttet af lyde, som i sig selv udgør et sprog, og som voksne ofte ikke helt forstår, selv om det hænger sammen med evnen til at opfostre spædbarnet.
Nogle mennesker lægger aldrig behagerollen væk, selv efter opnåelse af sprog. Og til en vis grad har de i, visse miljøer, respons på rollen uskyldig (læggen hoved på skrå og se undrende eller bedende op). Faktisk ses samme attitude hos kæledyr som hunde og katte, og den ses hos store katte og lignende i fangenskab, samt i optagelser af vilde dyr, som del af kommunikationen også hos dyrearter, som siges at have en form for verbalt sprog. Der bruges den over for alfaerne. Hvor det er forståeligt og naturligt for firepotede at benytte disse attituder, kan det forekomme sært at menneskene bruger dem; eller er det sært? Ligger der en tryghed i at fremstå hjælpeløs? Det vil jeg vende tilbage til under brugen af offerrollen. Eller er denne forbliven i rollen efter den verbale kommunikations mulighed hos barn og voksen i virkeligheden et udtryk for en form for livsangst, angsten for at udleve sine egne beslutninger, egne valg eller en manglende tiltro til dem, så det er lettere og tryggere at lade andre træffe beslutningerne for en?
Offerrollerne
På en måde kan man måske sige, at behagerollen er basis for offerrollen, fordi der er visse sammenfald i måden, den viser sig på. Men offerrollen er væsentligt mere udbygget i sin form og sin måde at blive brugt på. Og der er tre væsentlige faktorer, der skiller den fra behagerollen. Men fælles for dem er, at man lader sig offergøre af omgivelserne, og det kan man så gøre på flere måder. Enten bevidst valgt som tryghedstilstand, som manipulerende attitude eller påtvunget. Lad os se lidt på de tre former, hvor man kan offergøre sig selv eller omgivelserne via sin offerrolle. Eller blive offergjort af omgivelserne.
Trygheds offerrollen
Her afgiver man retten til selvbestemmelse og lader udvalgte personer, man har tillid til, være styrende for sig, og man oplever derved tryghed. En tryghed der er udtryk for en manglende tryghedsfølelse, og som måske dækker over et manglende livsmod. Og i og for sig er der ikke noget galt med det rollevalg, så længe det er en selv, som vælger, at det føles trygt og ikke kvælende. Vejledende, men med plads til handling, der giver en oplevelse af helhed i følelse og tanke samt et brugbart livsfundament. Det bevidste spil på offerrollen Modsætningen er den bevidste offerattitude; det er altid de andres skyld, når noget sker. Især de ting, man oplever som ubehagelige i sit liv. Det er alverdens instanser, der kun vil dig det ondt og ødelægger dine muligheder for at være den, du gerne vil være.
For det meste er dit postulat ikke andet end et postulat og kunne let forveksles med en manglende evne til at tage ansvar for dig selv. På en måde er der stor lighed mellem det, man kalder den almindelige lille paranoia og så denne form for offerrolle. I begge tilfælde er det DE ANDRE, der gør noget, hvor du altid selv er uskyldig og sagesløs - altså det passive offer. Denne form er nok den mest udbredte, som ses i alt fra familierelationer over venskaber og arbejdsforhold til politiske relationer. Denne skyden skylden på andre, kan faktisk tolkes som en form livsfornægtelse. En modstand mod at være medansvarlig for sig selv. Hvorfra kommer så denne fornægtelse eller ansvarsangst? Selv der, hvor man postulerer moralske og andre årsager til fornægtelsen, er den i sin grundnatur en angst for livet. Ikke at forveksle med en anden angst - den egentlige livsangst. Den baserer sig oftest på traumer. Offerrollespillet derimod er en form for valg måske et ubevidst valg, men dog et valg. Og måske kunne det være hensigtsmæssigt for en selv, at overveje om den egentlig giver den livsværdi og rigdom, som faktisk ville være mulig for personen, eller om den skaber en mental mur, der lukker for livets muligheder.
En anden form - den på tvungne offerrolle
Man bliver offergjort af omgivelserne. Denne form ses ofte i relation til behandlingssituationer. Man ses som mentalt eller psykisk ude af balance. ”Det er synd for dig, derfor træffer vi beslutningerne og gør tingene for dig”. Denne mentalitet er heldigvis på retur i systemerne, om end det går langsomt. I enkelte tilfælde kan den holdning/metodik være nødvendig for overlevelsen hos modtageren. Men det er nok i de færreste tilfælde. Den mest almindelige ses ofte på f.eks. væresteder og bosteder, men også i visse skole tilbud. Bemærk at denne umyndiggørende rolletildeling ikke kun findes inden for psykiatrien. For år tilbage var der en stor debat omkring temaet, skabt ud fra forståelsesproblematikker i relation til ”Handleplanerne” og den deri liggende selvstændiggørelse af personen, der omhandledes af handleplanen.
Noget personale spurgte på en meget besøgt debatside, om de f.eks. måtte samle en tabt ting op, om de måtte være med i en opvask etc., fordi det pludselig kunne ses som umyndiggørelse af beboere på bosteder eller lign. Det virker til dels, som om man har fundet et leje, hvor selvfølgelig hjælpsomhed ikke ses som umyndiggørelse. Men balancen kan være hårfin; ved den påtvungne offerrolle, hvor personer umyndiggør brugeren ved at fratage dem handlingsmulighed, er det vigtigt at holde sig for øje, at den ikke kun ses i behandlersystemerne. Rollen kan også være udpræget hos forældre, der ikke kan, tør eller vil, se deres børn som selvstændige ansvarlige individer.
Især hvis børnenes ansvarsværdier er anderledes end forældrenes. Den må nok siges at være af negativ værdi, ikke mindst fordi den med sine diktater forhindrer en udvikling til et menneske med en selvstændig viden og kunnen. Kunnen er en absolut nødvendighed for opbygning af selvtillid og selvværd, fordi dette at vide, at man kan noget og kan det godt, giver tro på sig selv. Der findes en gammel visdom, som lyder: ”Lær et håndværk til fuldkommenhed. Glem det. Brug det!”. Det skal forstås på den måde, at så længe man skal tænke over sin metodik, så kan man ikke sit fag. Nok en lidt skræmmende ide i vestlig idesfære, men ikke dårlig at tænke over som grundlag for livet. Her har vi måske noget af problematikkerne og manglerne ved mange af selvrealiseringsbøgerne. De baserer sig på et ”sandet mantra” - selvværd giver ikke kunnen (vigtig f.eks. for recovery), men det er kunnen, som giver selvværd.
En helt anden rolle er imagerollen
Imagerollen kan være selvvalgt eller en del af gruppetilhørs-forholdsattituden. I første udgave vil den oftest være ret selvvalgt, men influeret af hvad mennesket får af inspirationer og påvirkninger fra omgivelserne. Man vælger mellem de forskellige idoler, der pt. florerer i samfundet – delsamfundet eller moden. Her ikke kun tøjmoden, men også livsstilsmoden (ja, der er mode i den også). En anden form for imagevalg er gruppeuniformen, som giver identitet indadog udadtil. I de fleste tilfælde vil man nok kunne betegne imagevalg og den deri liggende rolle, som selvværdspositiv.
Dog kan den have en selvdestruktiv form, hvor der så kan opstå en problematik for omverdenen. Skal man forsøge at påvirke til en ændring, eller bør man respektere personens valg. Svaret er ikke entydigt, men må bero på en individuel bedømmelse. Dog vil jeg mene, at imagerollevalget er positiv for personlighedsdannelsen og et fundament for selvværd.
Det var så nogle tanker omkring et måske overset element i det at blive og være menneske.
