Hemmeligheden bag psykisk modstandskraft
Sådan lyder titlen på Christina Berndt’s bog. Christina er en tysk videnskabs-journalist, og det journalistiske mærkes, idet bogen på mange måder er en opremsning af diverse forskning i metodikker, der bygger på allerede kendt viden.
Faktisk er meget af det, der præsenteres som nyt, meget gammel viden. Og det hvad enten man ser det beskrevet i leveregler fra det gamle Kina (Tao) eller læser det hos Euripides, eller Plinius den Ældre, i kejser Marcus Aurelius erindringer eller i senere værker. Så bogen føles lidt overflødig, synes det mig. Men som en god ven sagde til mig, det er ikke alle, der har din dannelse og viden. Og for dem kan fremlæggelsen af disse regler godt være en stor hjælp.
En svaghed i bogen er nok den, at i følge bagsideflap og bagsidetekst tilbydes metodiker til opnåelse af modstandskraft, men i selve bogen bliver det mere en opremsning af, hvor mange steder gammel pædagogisk, psykologisk og folkelig viden nu er videnskabeligt bevist eller til dels bevist.
Når der så hist og her dukker noget op, der ligner råd eller anvisninger, så ligner det de allerede eksisterende selvhjælpsbøger. Du skal tænke positivt, det er de positive tanker og erindringer, der skaber modstandskraften.
Ja, det er som nævnt gammel viden. Det svære i at forstå, hvorfor der tilsyneladende er eller kan være genetiske elementer indblandet i evnen til at udvikle modstandskraften, kommer ikke rigtigt frem. Måske fordi man ikke helt har forstået hvorfor. Husk at scanninger ikke er hele forklaringen.
Og jow, der er nok for nogle nyt at hente, den stoiske tankegang, der ligger skjult i anvisningerne, kan godt bruges til en aktiv indsats for at blive bedre til at leve livet med det overskud og overblik, der kræves for at få liv ud af livet, og husk at et liv uden modstand er et liv uden spænding – dog alt med måde, som man siger.
Et sted i bogen er dog meget vigtigt, og det er omkring, hvordan man udvikler modstandskraften hos børn. Om ikke af anden grund så for børnenes skyld. Overbeskyttelse dræber både modstandskraft og anlæg for opbyggelse af den.
Sådan tackler du modgang. Hemmeligheden bag psykisk modstandskraft.
Forfatter: Christina Berndt
Dansk udgave Gads forlag, 1. udgave 1. oplag.
ISBN 978-12-05012-4