Der findes faktisk et meget større akutberedskab omkring dig, end du måske er klar over. Og det mest tragiske i denne sammenhæng er faktisk, at du, når du virkelig har brug for det, og det brænder på, har svært ved at finde hoved og hale på, hvem du kan og bør kontakte, for at du får netop den hjælp og støtte, som gør en indlæggelse overflødig.

Lav en liste til dig selv og sæt dig selv nogle mål om, hvad du gør og hvornår, eller i hvilke situationer du gør brug af hvilke ting. Det vil nemlig hjælpe dig i situationen, og vil gøre det nemmere for dig at få eller bevare overblikket. Der bør være både en primær og en sekundær mulighed for akuthjælp. Og det vil faktisk være godt for dig, hvis du sørger for, at der er flere end disse to muligheder. Og du bør søge hjælpen, før det bliver for kritisk. For jo mere kritisk det er, jo sværere bliver det faktisk at få reel hjælp og få den til at virke. Du ville spare mange indlæggelser, hvis du forstår at udnytte de muligheder for hjælp og støtte, som findes i samfundet og i dit netværk. Og en kritisk tilgang til at søge hjælp vil også gøre dit liv lettere og give bedre livskvalitet.

Du bør også tænke i, hvad det er for en hjælp og støtte, du magter at få på banen, og hvad der i de forskellige situationer hjælper dig bedst. Både på det korte og på det længere sigt. Nogle gange er det vigtigere, at hjælpen er let tilgængelig, og du med sikkerhed kan komme igennem til den, så betyder det mindre om kvaliteten af hjælpen er den helt rigtige. Imidlertid kan det ofte være vigtigere at hjælperen er den rigtige og forstår at lytte og forstå netop dig – end at du nemt kan få kontakt til vedkommende. Du kan således bedre vente på, at du kan kontakte netop den, som kan hjælpe dig. Så skal du blot huske på, at du får kontakt, og du får bragt dine problemer på banen på en måde, så du får hjælpen. Og får hjælp til det som er vigtigt.

I region Hovedstadens psykiatri har man netop indført LEAN-modellen, en metode der gerne på sigt skulle gøre op med, at det er andre, som afgør, hvad der er den bedste hjælp for dig. Metoden lægger nemlig vægt på, at det er brugeren, som afgør, hvad der er væsentligt i situationen. Hjælperen skal således spørge sig selv, om han eller hun i situationen formåede at give brugeren netop den hjælp, der var nødvendig. Den hjælp, som gjorde en forskel for brugeren. Og ikke den hjælp, som hjælperen føler, er den rigtige. Det centrale spørgsmål er ”hjalp jeg med det som var aktuelt ?” og gjorde jeg en forskel for brugeren. Det kræver altså, at man kan sætte sig i brugerens sted. Og kan hjælperen altid det – NEJ og det er netop problemet. Hvem kan altid sætte sig i brugerens sted – det er kun brugeren selv. Og så vil jeg endda påstå, at man ikke altid kan overskue sin situation selv, men må have hjælp af andre til at analysere den.

Og i den situation, er det vigtigt, at den som hjælper en, formår at bevare overblikket og samtidig kan holde sig neutral. Hjælperens rolle er mest at bevare overblikket og stille de rigtige spørgsmål på de rigtige tidspunkter – og det vil jo i sagens natur afhænge af, hvilken baggrund hjælperen har både fagligt og i forhold til viden om den person, som hjælperen skal hjælpe.

Mange gange hjælper det, hvis personen, som er hjælper, forestiller sig at være et spejl for personen. Således at de spørgsmål der stilles, og kommentarer der gives, afspejler den situation, som brugeren er i. Dette var en gennemgang sat i ord - nu vil jeg give nogle eksempler på hvordan man hjælper, sig selv, til at sørger for, at hjælpen er inden for rækkevidde, når man har brug for den.

EKSEMPEL 1

• Du er ked af det og ligger og græder, da du vågner. Prøv at tænke på hvad der skete i går, hvad du tænkte på, inden du faldt i søvn. Prøv at skrive ned hvad du aktuelt er ked af. Eller tænk over hvad der gør dig ked af det. Lav evt. en aflednings-handling – gør noget som gør dig glad. Eller blot noget, som får dig til at trække på smilebåndet. Se noget i fjernsynet, læs lokalavisen for at adsprede dig.

• En time efter er du stadig ked af det. Du har en fast aftale med en ven/mor/barn /kontaktperson om at snakke sammen. Det er imidlertid senere på dagen. Prøv at skrive tingene, du er ked af, ned på et stykke papir. Så husker du, hvad det er som er vigtigt, du får sat konkrete ord på, og det kan måske gøre, at du allerede føler dig trøstet lidt.

• Tal med personen om det, du var ked af. Mange gange vil det gøre det lettere, eller du får følelserne i kog og grædt ud. Resultatet er, at du er mindre ked af det.

• Imidlertid kan det ske, at du ikke følte dig forstået – og det gør dig endnu mere ked af det.

• Kontakt en alternativ person i dit netværk eller kontakt en officiel hjælpelinje og prøv at fremlægge det for dem.

• Eller ta´ det med til din kontaktperson senere på ugen.

• Lad være med at gå alene med det for længe.

EKSEMPEL 2

• Du vågner op og har selvmordstanker. Du vil ikke dele det med dine venner, så kontakt en anonym rådgivning pr. telefon eller personligt.

• Ring et neutralt sted hen f.eks. psykiatrisk skadestue. Få en snak med dem.

• Tal med din egen praktiserende læge. Måske er det nok, at dele det med vedkommende, som kender dig og lytter. Måske skal der nogle samtaler med en psykolog til.

• Du mødes med en god ven – går en lang tur og bringer det i spil på en konstruktiv måde. Og føler dig lettet.

• Fortsæt med at søge hjælp, indtil du føler dig hjulpet.

• Hvis tilstrækkeligt mange finder ud af at hjælpe sig selv, kan vi samfundsmæssigt spare mange indlæggelser og dermed komme overbelægningerne til livs eller blot begrænse dem.