Dan Turèll havde udtalt overskriften til forrige bagsideklumme. Han holdt af hverdagen. Overskriften denne gang er mere specifik og helt uden Dans billigelse, men er helt og holdent for egen regning. Jeg synes, at vi skal være stolte og glade for det demokrati, vi trods alt har. Det kunne ærlig talt være meget, meget bedre, men det kunne så sandelig også være værre. Nu er situationen så, at vi efter næsten fire år står overfor et nyt valg til Folketinget. Folketingspolitikere og andre politikere er, som helhed, efter min mening, som folk er flest. De fleste er bedre end deres rygte, og en ikke uvæsentlig del er værre...
Den såkaldte politikerlede er efter sigende - og en hel del meningsmålinger - kun blevet værre. Folkeviddet har oftest negative opfattelser, som underbygger denne tendens: ’Politikere er som fugle. Når der ikke er valg, sidder de højt oppe og skider ned på folk, og når der er valg, spiser de af hånden’. Eller: ’Politikere er ligesom Ikea – låger og skuffer. ’ (vokalt: lover og skuffer). Medierne spiller naturligvis en afgørende og stadig større rolle i vores opfattelse af politikere og politik. Det gælder så sandelig også for, hvordan vi ser på verden, samfundet og de forskellige grupper af mennesker, som landet består af.
Der må ikke reklameres for politik i dansk fjernsyn. I al fald ikke officielt. Mange vil mene, at det gøres der alligevel ved ikke at svare på journalisternes spørgsmål og i stedet fremsige nøje udtænkte sætninger, slogans eller, som de hedder, ’soundbites’, som er korte, kontante og ligesom reklameslogans huskes og ’sælger’. Det skal den gode journalist naturligvis i sandhedens tjeneste arbejde imod, men det bliver sværere og sværere. Alt efter som journalisterne bliver færre og færre og samtidig skal producere mere og mere. Samtidig med at politikerne bliver ’dygtigere’ og ’dygtigere’. Blandt andet ved at uddanne sig og ansætte nogle af de journalister, som der på den anden side bliver færre af. Man kunne måske driste sig til at mene, at her er endnu et punkt, hvor uligheden stiger i Danmark. De kommercielle kanaler, herunder TV2, må ikke bringe valgannoncer. Annonceres må der til gengæld stadigvæk gerne i den mere og mere skrantende dagspresse, så morgenaviser og middagsaviser har kronede dage med dyre helsidesannoncer med partilederfotos og velvalgte ord, som gerne skulle skaffe vælgere.
Annoncerne følger parolen om, at egen godhed skal fremhæves, men andres udueligheder er ej at foragte, så de skal også nævnes.
Nok om politikere. Dem får vi rigelig tid til at følge og læse om den nærmeste fremtid. Vi får, som nævnt tidligere, megen viden og mange holdninger fra fjernsynet om samfundsgrupper, vi normalt ikke møder i vores hverdag. Udviklingen er desværre også, at vi mere og mere helst eller kun vil omgås dem, vi kender og ligner. Byområder og gader er mere og mere opdelt i ens befolkningsgrupper. Forfatteren Lars Olsen har i flere bøger om ulighed beskrevet, at man på et bykort næsten fra gade til gade kan sige, hvem som bor i hver enkelt gade, og hvad de har i uddannelse og indtægt. Man kan endda forudsige med stor nøjagtighed, hvad børnene får i karakterer. Det synes jeg, er ganske ubehageligt. For det gør, at vi får mindre forståelse af andre, som ikke ligner os. Når akademikere kun omgås akademikere og overførselsindkomster kun omgås overførselsindkomster, mister vi den gensidige forståelse og i sidste ende den berømte sammenhængskraft.
En udsendelsesrække har den seneste tid været meget populær på TV2. Den beskæftiger sig med ’udkants Danmark’, andre kalder det så smukt for ’den rådne banan’, og andre igen kalder det mere poetisk ’vandkantsDanmark’. Men det er de områder og ’øer’, hvor der er flest arbejdsløse, overførselsindkomster og huse på tvangsauktion – for nu at beskrive det nogenlunde neutralt. Et eksempel er Nakskov og udsendelsesrækken hedder da også: ’På røven i Nakskov’. Det er der mange i Nakskov, som er blevet rigtigt kede af og endda vrede over. Men producenterne bag siger beroligende: Jamen, vi har ikke kaldt serien: ’Nakskov på røven’. – Og det har de selvfølgelig ret i. Spørgsmålet eller rettere problemet er blot, om ’vi’ får større viden og forståelse for problemerne med manglende arbejde og penge. Om den sociale armod og fortællingerne om en række triste skæbner får os til bedre at forstå. Eller om vi blot bliver selvforherligende ’besserwissere’ og i vores stille sind tænker, at ’det er godt det ikke er mig’. Det kan meget let risikere at blive det, jeg vil kalde ’socialporno’. Producenterne bag har forsvaret sig med, at ’casene’ og de berørte og portrætterede selv har indvilliget og sagt ja til at medvirke. Når andre så har spurgt, om de har kunnet overskue konsekvenserne af, at en hel familie er blevet ’udstillet’ med druk, skænderier og svigt, er det blevet modsvaret med, at kritikerne vil umyndiggøre og endda yderligere nedgøre de sociale tabere. Der er blandt andet portrætteret en ung skoledreng og hans ulykkelige liv og familien og samfundets svigt. Når vi kender mobningens grusomhed og omverdenens fordomme, kan man da frygte, at historien vil følge og skade ham langt hen i livet. Det kan være, det letter den samfundsmæssige forståelse, men hvis drengen skal betale prisen, er det en høj pris.
Jeg glemmer aldrig en uge på Filmhøjskolen i Ebeltoft. Jeg skulle blandt andet møde mit store journalistiske idol Poul Martinsen. Ham, som på Danmarks Radio var mesteren i dokumentar med udsendelser om rockere som på en ’øde’ ø møder hippier, om hvordan normale mennesker i en presset situation kan begå tortur mod andre medmennesker og et mere koloreret portræt af daværende Se & Hør-redaktørfrue Tutta Rosenberg. Det var udsendelser, som lagde gaderne øde og satte landet i oprør.
På kurset fortalte Poul Martinsen om forskellige dokumentarprogrammer, han havde bedrevet. Om kongelig skuespiller Jørgen Reenberg, som var træt af, at kameraet fulgte ham overalt og blandt andet spurgte: Må jeg gå på WC og skide i fred eller skal dit kamera også med? Der var også en anden dokumentarserie, som beskrev en række af samfundets såkaldte ’tabere’. Både Jørgen Reenberg og ’taberne’ havde sagt ja til at medvirke og samtidig givet en ’blankocheck’ til Poul Martinsen. Der blev optaget et kolossalt materiale, som blev klippet sammen. Da programmerne var færdige, blev de vist for deltagerne. Her var der flere af deltagerne, som var blevet meget kede af at se, hvordan de blev portrætteret.
Eksempelvis var der optagelser fra en beboergeneralforsamling. Her var indklippet en del optagelser af tomme ølflasker og – som i megen anden journalistik – var det ikke de ting på generalforsamlingen, som fungerede, som blev vist, men de mere spektakulære og måske mere forargelige. Jeg diskuterede det i Filmhøjskolens store biograf med Poul Martinsen og hele højskoleholdet.
Poul Martinsen holdt på, at de havde sagt ja og derfor ikke kunne springe fra. Jeg holdt på, at den kongelige skuespiller og de udslidte og hårdt prøvede, såkaldt sociale tabere havde vidt forskelligt overblik og udgangspunkt for at ville og kunne deltage i programmerne. For eksempel havde skuespilleren en række store succeser bag sig og kunne tillade sig lidt ’sprækker i virkeligheden’. Hvorimod den alkoholiserede beboer havde en række fordomme og negative forventninger imod sig. Skuespilleren havde erfaring med medierne og kunne til en vis grad dække sig ind, hvorimod ’taberne’ ikke personligt havde tilsvarende erfaring og måske mere troskyldigt håbede på, at det at blive set i medierne kunne gavne deres sag. Spørgsmålet er så: Hvad skal man så gøre? Mit svar er: Man skal gøre det godt!
Det er så vigtigt for at skabe større forståelse og nedbryde tabuer og fordomme, at vise det enkelte menneske. Når du viser et menneske, i stedet for en diagnose eller en statistik, ser Du et menneske - og i bedste fald genkender Du lidt af dig selv. Som Trine fra tegneserien Radiserne siger: ’Jeg elsker mennesker. Det er kun folk, jeg ikke kan holde ud. Udgangspunktet, når man portrætterer – enten i en reportage eller interview, i et trykt medie eller det sker på tv - må være respekt!
Udgangspunktet må være at være loyal og ikke udlevere, men nuancere. Det er svært, men det kan lade sig gøre. Det viser en lang række programmer, som tidligere er blevet sendt om ensomhed og før dem om psykisk syge.
Landskampagnen ’En af Os’, har været med til at støtte nogle af disse programmer og har også støttet andre kortfilm i deres bestræbelser på at afstigmatisere psykisk syge. De har et mål, som hedder: Væk med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom. Jeg har selv kastet mig ind i endnu en kamp - den filmede og visuelle kamp. Jeg har valgt at forlade mit trygge skrivebord og dække bag computeren og at gå ind i en ny kampagne om dialog i socialpsykiatrien. Jeg er blevet filmet og udtaler mig i rød skjorte i en rød sofa om emner som håb, respekt, diagnoser og anerkendelse. Trods de røde farver håber jeg ikke på at få røde ører. Trods et passioneret hjerte forsøger jeg afdæmpet at nuancere mit budskab.
Vi må alle gøre hvad vi kan, hvor vi end kan, om det så er lidt eller mere for at skabe større forståelse og mere viden. Verden tørster efter min mening efter mere forståelse. Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi.
Hav det godt og pas nu rigtigt godt på jer selv!
