Vi skal have et nyt ordinationssystem og have strammet op for reglerne om medicinudlevering.
Det kan lade sig gøre at misbruge borgeres cpr. nr. til at få medicin udleveret. Om dem, som gør det, ordinerer til eget brug eller med videresalg for øje, er et spørgsmål, som jeg håber, at der kan findes svar på. Jeg har en dokumentation, som beviser, at det er sket én gang i mit liv. Det er min påstand, at det er sket flere gange, men det kan jeg ikke bevise endnu.
Jeg sidder lige nu og forsøger, at finde beviser på misbrug af ordineret medicin fra 2005-2006-2007. Den 7. juli 2005 er der på mit cpr.nr. ordineret Risperdal 25 mg. x 5, og så er der ordineret 37,5 mg. x 5, og for at det ikke skal være løgn, så er dagen sluttet af med, at der er ordineret 25 mg. x 5. Jeg vil jo mene, at jeg kan bevise, at det ikke er mig, som har fået alle disse doser medicin, bare ved at være levende. Den 7. juli 2005 har så lige kostet vores samfund omkring 20.000 kroner på mit navn. Det, synes jeg sgu, ikke er i orden. Undskyld mit sprog.
Spørgsmålet er ikke, om der er et problem, men mere hvor stort problemet er, og hvad vi kan gøre for at løse det. Det kan være mange penge, som ulovligt går ud af vores system med et sådant misbrug af borgeres cpr. nr.
Samtidig vil jeg mene, at det er det rene vanvid at udnytte psykisk sårbare på den måde, og at det kun kan være egocentrerede og narcissistiske mennesker, der kan finde på at ødelægge andre menneskers liv med et sådant svineri.