PSYKISK SÅRBARE FORÆLDRE TIL PSYKISK SYGE BØRN

LAP var den 4. maj arrangør af et seminar på Christiansborg med titlen ”Psykisk sårbare forældre til psykisk syge børn”. Seminaret var kommet i stand efter et møde på Christiansborg 1. december 2014 med MF Liselott Blixt, som godt kunne se, at der var en overset gruppe her af forældre, som bliver syge af for lidt, forkert eller for dårlig hjælp fra kommunerne og regionerne.

Liselott Blixt tilbød, at vi kunne holde dette seminar for max. 35 personer. Hun tog ansvaret for at skaffe psykiatriordførerne for hvert parti, imens vi skulle skaffe et bredt udsnit fra regionerne og psykiatriorganisationerne. Andrea Hermansen fra LAP bød velkommen og fortalte om sine egne oplevelser, som hun selv beskriver i artiklen herunder. Susan Skogstad fra LAP gjorde et formidabelt arbejde som ordstyrer.

MERE REGLEN END UNDTAGELSEN

Landsformand for Landsforeningen Autisme Heidi Pernille Thamestrup, holdt derefter et fantastisk godt oplæg. Hun fortalte om en undersøgelse, som hendes forening havde lavet blandt deres medlemmer.

Undersøgelsen viste, at det er mere reglen end undtagelsen, at forældre bliver syge i kampen mod skoler, kommuner, regioner, familie og andre, som ikke forstår, hvad det vil sige at have et psykisk sygt barn. Også i Landsforeningen Autisme oplever forældre en udtalt mangel på forståelse, ofte på grund af at mange med autisme ikke umiddelbart ser ”syge ” ud. Selv personalet på psykiatriske afdelinger mangler meget ofte indsigt i disse familiers problematikker. Heidi er selv mor til 2 børn med autisme. Vi oplevede en helt unik indlevelse i disse familiers hverdag under Heidis oplæg.

MANGLENDE FORSTÅELSE OG HJÆLP FRA KOMMUNER

Derefter fortalte Gihta Hansen fra LAP om, hvordan manglende hjælp i 9 år fra især Fredericia Kommune til hendes datter havde gjort både mor og datter så syge for resten af deres liv, at det koster samfundet 75 år på overførselsindkomst.

I kommunens iver for at dække over fysiske og seksuelle overgreb på en skole, som Fredericia Kommune havde tilsynet med, gav de i stedet moderen det fulde ansvar for datterens sygdomme og nægtede at høre på familien, Børns Vilkår, Skole & Samfund og mange andre, som i årenes løb har forsøgt at råbe kommunen op. Moderen er nu af flere eksperter fuldstændig frikendt ift. kommunens anklager, men for kommunens implicerede har det ingen konsekvenser haft. Men det har det til gengæld for familien, som har levet 9 år for nedrullede gardiner og i dag er udstyret med mange psykiatriske diagnoser og fuldstændig har mistet tilliden til de mennesker, som skulle have hjulpet dem, og det system som skulle have grebet ind, når en kommune ikke fungerer.

En kvinde fra Fredericia var næste oplægsholder, og vi blev vidne til en forfærdelig historie fra virkelighedens verden, hvor både Fredericia Kommune, Fredericia Politi, skolen og mange andre svigter og lader en mor i stikken og på flugt med et lille barn, hvilket har påført dem begge angst. Dette er en historie, som er magen til dem, der blev beskrevet i TV2’s udsendelser ”Med børnene som våben”, hvor forældrefremmedgørelse er så uhyggelig men effektiv, at systemet ikke kan gennemskue dette. Hvis det oveni købet bliver gjort af en af systemets egne ansatte, så har man som modpart ingen chance, da man ofte står med den følelse, at alle ansatte indenfor systemet beskytter hinanden og kun sjældent sætter spørgsmål ved hinandens troværdighed. Og hvis det så endelig går op for systemet, at det har taget fejl og dermed taget nogle yderst uheldige beslutninger med enorme konsekvenser for dem, det er gået ud over, så er det meget svært at få - i dette tilfælde - en kommune og politiet til at indrømme, at de har taget fejl og derefter skifte kurs. Kvinden har valgt at sende en dokumenterbar kronologisk oversigt, som hendes advokat har lavet over hendes forløb, til alle involverede instanser.

Men alligevel jagtes hun stadig af alle myndigheder, som endda i gentagne tilfælde videregiver hendes beskyttede adresse til eksmanden, som hun og datteren er på flugt fra. Dette er nu endt ud i 6 politianmeldelser mod ansatte i Fredericia Kommune. Vi har valgt at udelade kvindens navn i artiklen af hensyn til hendes og barnets sikkerhed.

Karin Birch Lange fra Bedre Psykiatri, holdt derefter et super godt oplæg om deres organisations viden inden for området. Det viser sig, at der findes meget lidt forskning og statistik, som kan kortlægge, hvad det har af samfundsøkonomiske omkostninger, at hele familier ofte bliver syge, når et familiemedlem rammes af psykisk sygdom. Karin kunne desuden fortælle, at Bedre Psykiatri havde lavet en undersøgelse, som viser, at det godt kan betale sig for samfundet, at give ikke bare de ramte af psykisk sygdom, men også deres pårørende, gratis psykologhjælp. Karin er selv tæt pårørende til en psykisk syg og har derfor stor forståelse og indsigt.

REGIONERS OG/ELLER KOMMUNERS ANSVAR

Til sidst var det regionsrådspolitiker fra Kolding Mikkel Andersen, som fortalte om nogle sociale sager, han som politiker havde været inddraget i og som i den grad havde åbnet hans øjne for, hvor svært det er at have børn og unge med psykiske lidelser. Mikkel er desuden journalist og nysgerrig på, hvordan det kan være, at hjælpen til disse familier ofte ikke fungerer. Derudover er han selv psykiatribruger, hvilket vi var glade for, han havde modet til at fortælle. Han fortalte desuden om, at han fik ekstremt mange henvendelser fra psykiatribrugere og deres pårørende, der har brug for hjælp. Men at han desværre slet ikke kan overkomme at hjælpe alle dem, der henvender sig.

Derefter var der frokost og resten af dagen bestod af debat om, hvad der kan gøres bedre fra regionernes side for at hjælpe pårørende. Regionerne er opmærksomme på, at der er en stor gruppe psykisk sårbare forældre til psykisk syge børn og unge, som de ikke når med deres pårørendepolitik, og bl.a. Region Syddanmark er i fuld gang med at udvikle deres pårørendepolitik.

Liselott Blixt ville ikke have, at vi skældte ud på Fredericia Kommune. Det forstod vi ikke, fordi vi jo kun kan tale om vores erfaringer ud fra, hvordan vi har oplevet dem. Desuden har vi meget svært ved at tro, at andre kommuner bruger de samme metoder, som bruges i Fredericia, når embedsmænd ikke bryder sig om, at der sættes spørgsmålstegn ved deres evner og kompetencer.

En klog regionspolitiker fra Region Hovedstaden Hanne Andersen, som deltog i seminaret, kaldte Fredericia Kommunes metoder for ”systematisk nedbrydning af mennesker”.

Der var også flere indlæg om, at man som patient/pårørende ofte føler sig fanget imellem kommune og region, da regionen ofte skal tage hensyn til kommunens økonomi, når der skal findes løsninger til psykisk syge. Lægerne må ofte ikke skrive, hvad der er nødvendigt for at en borger kan få den hjælp, som er nødvendig. Det er svært for pårørende, som udelukkende ønsker det bedste for deres syge børn og unge, at skulle forholde sig til betydningen af de økonomiske hensyn i dette.

Også socialrådgivernes alder og uddannelse blev taget op. Det er svært at tale med en socialrådgiver om alvorlige ting, hvis vedkommende kun er 22 år og ikke har nogen ballast med sig. De Sociale Højskoler lader igennem uddannelsen de studerende forstå, at de nu kan og skal ud at hjælpe mennesker, men virkeligheden er ofte, at de skal gøre alt for at undgå at hjælpe mennesker og udelukkende fokusere på at spare og dermed give tilbud til borgerne, som ikke er kvalificerede men på forhånd dømt til at mislykkes.

Vi er i LAP utroligt glade for den kontakt, vi følte der blev skabt med de organisationer, som var med til seminaret. Og vi håber, at vi kan udbygge dette, så vi alle arbejder for bedre forhold for psykiatribrugerne og deres pårørende.