Under seminaret på Christiansborg den 4. maj, løftede jeg lidt af sløret for, hvor gennemgribende og rystende det kan være, når man selv er trængt og flere familiemedlemmer bliver svært ramt.

Hvordan tilliden til samfundets hjælpeinstanser langsomt blev eroderet.

Det er som om individet, helhedstænkningen og den koordinerede indsats kom haltende bagefter medicin, diagnose og pakkeforløb - som ikke kunne stå alene. Den sagsbehandling, jeg har været vidne til og udsat for, har desværre været præget af langsommelighed, lemfældighed og fejl i journaler eller journal akter, som ikke var til at finde!!! - Og heldigvis også af en del engagerede og dygtige medarbejdere, som udførte deres arbejde inden for deres eget felt på bedste vis. Jeg kan desuden undre mig over jobcenterets magt og status, nærmest som et nutidens socialcenter.

Jeg kender ingen, som ikke ønsker at bidrage til personlig og samfundsmæssig vækst via lønnet arbejde, hvis det var muligt. Men når filmen knækker i ens liv skal man ikke jages, men nurses - eller i det mindste fredes for en tid.

Det er en stor udfordring at inddrage pårørende til gavn for alle parter, og det kunne have minimeret den personlige, sociale og økonomiske deroute, som blev konsekvensen af et meget langvarigt forløb. Jeg er overbevist om, at jeg og min familie kunne have forblevet raske og være blevet hjulpet langt hurtigere og meget billiger via Åben Dialog, som meget langsomt finder plads inden for det psykiatriske system, også i Danmark.

Andrea Hermansen fra LAP og Bedre Psykiatri.