Vi har startet en brevkasse i LAP bladet. Hvis nogle af læserne har spørgsmål, kan de sende dem på e-mail: lap@lap.dk, eller ved hjælp af brev til LAP (se adresse forrest i bladet). Husk at mærke det med "BREVKASSE".

De spørgsmål og svar, vi vurderer, der har mest relevans for andre, vil komme i bladet. Vi respekterer selvfølgelig anonymitet. Der er ikke mulighed for, at vi kan svare privat.

SPØRGSMÅL KUNNE FX VÆRE:

Må man optage samtaler med fx sin sagsbehandler på lydfiler? Fx ved hjælp af sin mobiltlf.? Svar: Både ja og nej. Det er ikke ulovligt at optage samtaler, men det forudsætter, man selv er tilstede i rummet samt kun bruger dem privat. Ingen offentliggørelse tak. Samfundet kan aldrig komme efter én senere og give bøde eller anden konsekvens. Ergo kan man optage alt det, man vil, åbent eller hemmeligt set med politiets og anklagemyndighedens øjne. Denne information er meget overraskende for de fleste, det dækker ja.

Nej dækker, at ens sagsbehandler eller andre, der er i rummet, kan sige, man ikke må optage samtalerne. Hvis man alligevel gør det, kan de sige, at der ikke bliver noget møde. Det korte og vigtigste svar er, at man skal spørge først. Optagelserne kan få konsekvenser, hvis man gør det hemmeligt, men ikke fra staten/ politiet. Man må også udtale sig tåbeligt, sårende samt negativt om andre, uden staten griber ind. Vi har ytringsfrihed, men derfor kan det godt få konsekvenser alligevel, fra familie, venner, sagsbehandler eller ens arbejdsplads.