Et eller andet sted er det vigtigt at finde ind til baggrundene bag denne adfærd. Og denne finden ind synes at være en meget udsultet og mangelfuldt brugt proces.

Jeg er ofte stødt på et begreb ”udenfor pædagogisk rækkevidde”, når man taler om en konstant ”udad-reagerende adfærd” – det spændende spørgsmål kunne så blive: Er det pædagogen, der ikke rækker ud på en for den udad reagerende brugbar måde?

Her bliver så det, jeg ser som den primære mangel, synlig. Nemlig mit gamle valgsprog: Hvorfor – hvordan – hvorhen? Disse tre spørgsmål er vigtige for flere ting. Forståelse af det her og nu værende reaktionsvalg. Hvilke svigt og mangel-oplevelser har skabt reaktionsvalget. Hvilke mål – bevidste og ubevidste – tjener reaktionsvalget? Ser vi lidt på f.eks. resultat af svigtet spejlingsforventning, nemlig ødelagt socialiseringsevne på baggrund af nonverbal mistillid til personerne, der omgiver en, så har vi her en ret sikker indikator til adfærden. Og vel også til problemerne med at nå denne person, f.eks. via noget der af personen opleves som pseudo. Altså ikke som ægte.

Visse fag har en i denne sammenhæng problematisk tilgang til pædagogik, idet de opererer med ”dårlige og gode” sociale vaner. Dog uden man fornemmer eller oplever, at de tager afsæt i den person, de skal hjælpe via deres pædagogik, men primært har en facitliste over, hvilke vaner der kan anses for hvad.

Christina Fogtmann skriver i Forståelsens psykologi, side 49: ”hvis vi ikke bliver set af andre, bliver vi heller ikke i stand til at se os selv og andre.” At forfatteren her har fat i noget essentielt, kan der ikke herske tvivl om. Men hvorfor mangler så denne vinkel i både metodiker og forskning?

Jeg finder, at megen forskning i dag handler om at bekræfte registranter at forefaldende fakta, det og så opremsninger af, hvad andre har sagt (se Ph.d. afhandlinger), men der mangler indspørgen til hvorfor er fakta som de er – hvordan er de blevet sådan – og hvor fører de hen?

Når man har lyttet til f.eks. fremlæggelserne af Ph.d. på forskningsdag her i region H., så hører man om en mængde registreringer, men meget lidt for ikke at sige intet om, baggrunde for forekomsterne af disse fakta. Og derfor bliver man i blandt skuffet over innovations niveauet i tolkning af fakta. Læg dertil at man har en meget ensidig fagafgrænsning, som gør, at mulige forklarende og uddybende elementer ikke bruges, endsige ses.

Hvis man vil finde frem til nye metodikker, der kan hjælpe såvel de stærkt udad-reagerende – som det personale, der skal yde dem omsorgen (ikke afstandtagende omklamring eller opdragende chikane), så må der en meget tværfaglig forskning i gang, der tager udgangspunkt i de omhandlede personers oplevelse af begreber som svigt, tillid og svigtet tillid. Hvis du altid føler dig uforstået eller ikke set (uanset om andre mener, de ser dig), så vil du reagere med afvisning og mistillid – insisterer omgivelserne så på at ”tiltvinge” sig din accept, så kan dit forsøg på to ting: at få fred for disse personer, og ret til at blive set som den du føler, du er (ikke den de andre siger, de ser) let udvikle sig til voldelig afværgen.

Beklageligvis ses denne faktisk naturlige reaktion som både farlig og kriminel. Måske fordi de ramte ikke selv er klar over, at de mentaliserer i negativ retning.