Alternativet til straf er behandling. Men i nogle tilfælde er behandlingen væsentlig mere indgribende, end en straf med begrænset længde, siger cand.jur. Mads Pedersen fra Institut for Menneskerettigheder.

I gamle dage fandt romerne ud af, at sindssygdom bar straffen i sig selv. Derfor blev personer med en psykisk sygdom fritaget for straf, hvis de havde begået en forbrydelse. Mange reformer senere i den danske model med omfattende observationer og undersøgelser, lægger retslægerådets vurderinger af personer med psykosociale problemstillinger op til ”straffritagelse” for personer med en psykisk sygdom, som har lavet kriminalitet. Populært taler man om at være sindssyg i gerningsøjeblikket. Institut for Menneskerettigheder er en uafhængig organisation, der holder øje med om politikere og myndigheder overholder menneskerettighederne. Mads Pedersen beskæftiger sig indgående med ligestilling for personer med handicap.

Han mener at, hvis en person stjæler en cykel, så må straffen ikke udstrækkes længere, end, hvad der svarer til straffen for et cykeltyveri. ”Skal man have en bøde, så får man den bøde. Så får man ikke en behandlingsdom på 4 år i stedet. Vi vil gerne have, at systemet med behandlingsdomme bliver omstruktureret. Det skal ændres, ved at man deler straf og behandling op, så behandlingen ikke bliver en reaktion på den strafferetlige handling. Det kunne godt indebære, at man gav almindelig straf til personen med psykisk sygdom, og så var behandlingen et andet spørgsmål. Selvfølgelig under de forudsætninger, at en straf kan ske under de omstændigheder og med de tilpasninger, der skal til, for at det giver mening, og som personen kan håndtere. ”

MAN KAN KLAGE TIL OMBUDSMANDEN

”Ned i den mindre detalje kunne man ønske, at de personer, der tilknyttes retspsykiatriske patienter fik en større mulighed for at påtale forhold. Ikke bare frihedsberøvelsen, men også de vilkår som den foregår under. Hvis en anden myndighed ikke kan tage sig af en uenighed på en afdeling, kan man klage til ombudsmanden over magtmisbrug hos en læge, eller over hvordan en afdeling sanktionerer forskellige ting. Ombudsmanden har tilsynsbesøg, og nogle gange udløses disse af en henvendelse. Det er også en indgangsvinkel for os, hvor vi kigger på det, der ikke er direkte reguleret, som en decideret frihedsberøvelse er, ” siger Mads Pedersen.

EN RETSLØS GRÅZONE

Mads Pedersen understreger, at der i hver enkelt sag er en lang række forhold, som han ikke kan forholde sig til. Det er lægefagliglige forhold, vurderinger og forskellige spillerum, som man skal kunne arbejde med ude i afdelingerne. Men overordnet beretter Mads Pedersen: ”Så skal lægen ikke forhindre en indlagt patient i at begå kriminalitet. Lægen skal behandle patienten for psykiske sygdomme, så denne i sidste ende bliver rask. Rask nok til at faren, for at man begår ny kriminalitet er forsvundet. Lægen skal ikke adfærdsregulere patienten under indlæggelsen. Fundet af amfetamin hos en patient er et spørgsmål, der bør afgøres hos politiet, samt om dette skal give anledning til en straf. Det samme gælder for en patient, der under indlæggelsen har begået dokumentfalsk. Så kan man ikke adfærdskorrigere ved at give en straf i 4 måneder. Der skulle man indblande politiet i stedet for.

Der er en underlig, retsløs gråzone for personer med psykiske sygdomme, som har brudt loven. Der kan være nogle lægefaglige grunde til at forskelsbehandle. Men udgangspunktet må være, at fordi man har et handicap, skal man ikke ende med en sanktion der er længere, end for en person uden handicap. Det burde ikke være det strafferetlige sanktionssystem, der regulerede personens behov for behandling. Det burde være det almindelige psykiatriske system. At det skal være en mere eller mindre tilfældig begivenhed, der udløser det retspsykiatriske system, det er menneskeretligt problematisk.

Fordi det retspsykiatriske system kan stille mennesker dårligere, end hvis de bare kom ind som almindelige psykiatriske patienter, ” slutter Mads Pedersen.