Et landsmøde med gode udefrakommende indslag - men…

Så fik vi da holdt Landsmøde en gang til. En lidt sær oplevelse - sær fordi utrolig megen tid gik med ”moralprædiken” fra enkelte medlemmer, som fik lidt for rigelig tid. Det stjal desværre tid fra noget, der kunne have været brugt til nyttige debatter omkring udviklingen i det samfund, der omgiver os, og som former vores tilværelse efter andres ideer. Ja, det gør de, fordi vi er mere optagede af egne navler.

Vi har et Beskæftigelsesministerium der – i bedste neoliberalistiske stil – vil se væresteders tryghedsbetydning omskabt til udviklingscentre. Det kunne godt have positive aspekter, men når målsætningen ensidigt går på (også et af de her umulige ord) arbejdsmarkeds- parathed, så bliver det en problematisk ide.

Socialministeren har lavet en nyfortolkning af 2020 målene for socialpolitikken, ikke ganske brugbare – flere af målene er så udvandede, at det i stedet nærmest ligner en indbygget mulighed for ikke at foretage sig noget fra de ansvarlige myndigheders side.

Nu er samme minister på banen med en revidering af Serviceloven – hvilket nok på flere områder er tiltrængt. Her er det meget vigtigt for LAP, at vi finder ind i en påvirkningsmodel, så vi får indflydelse på revisionen og forhåbentligt kan modvirke de forringelser, vi desværre må frygte set i lyset af den førte økonomipolitik.

Hvordan og sammen med hvem modspiller vi i en samfundsmodel, hvor sårbarhed er et problem? Hvor humanisme og medmenneskelighed er blevet til negative skældsord, hvor krav er stressfremkaldende for flere og flere (nå det er måske godt, det vil da give os flere potentielle medlemmer --- MEN er det det vi skal?). Et samfund der stressser børn fra 4-års alderen – hvor almindelig alerthed er en sygdom, hvor ondt i livet, manglende livsindhold er en diagnose. Hvor personer i nogle foreninger og ministerier ser psykiatribrugere som potentielt farlige. En farlighed der – hvis den kommer til udtryk - oftest kan føres tilbage til svigtene fra netop samme ministerier og personkredse.

Hvis vi ikke lærer os selv at pakke interne stridsøkser ned – så løber det neoliberalistiske egosamfund os over ende. Det ville være synd for både psykiatribrugene og samfundet.