Årsagen til denne og den følgende artikel bunder i et tilfældigt møde mellem Steen Moestrup fra LAP og undertegnede for et par måneder siden. Efter et foredrag faldt vi i snak om mit mangeårige arbejde med at stimulere og vække minder inden for demensområdet. Da han derefter fortalte om sit virke på det psykiatriske område kom samtalen hurtigt ind på brug af reminiscens på psykiatriområdet.

Så hvorfor ikke i praksis lave et lille forsøg, hvor jeg sender billeder af genstande fra hans barndom, som forhåbentlig kan få de gode minder frem. Nogle af disse billeder, Steens erindringer samt hans betragtninger over forløbet, følger i næste artikel. Selve ordet reminiscens er i den engelsktalende verden et anerkendt fagligt begreb for planlagt og systematisk arbejde med menneskers erindringer bl.a. inden for psykiatrien. Det gælder om aktivt at vække og stimulere de positive erindringer, eller som Theo Mulder, hollandsk professor og doktor i eksperimentel neuropsykologi udtrykker det: ”Når vi nu ved, hvordan traumatiske minder kan øve en livslang indflydelse på menneskers liv, hvorfor skulle gode minder så ikke kunne øve en god indflydelse?” For selvom begrebet ”gode minder” for nogle faggrupper inden psykiatrien måske kan virke banalt, har de dog altid fungeret understøttende gennem vanskelige perioder i mange menneskers liv.

Der skal med andre ord udvikles individuelle behandlingsformer, hvor den enkelte persons baggrund og livshistorie er i centrum, dvs. mennesket bag diagnosen. Hvis vi skal hjælpe patienten til at finde tilbage til livet igen, skal eksperten - personen selv - på banen. Man skal f.eks. lede efter situationer i patienternes liv, som har betydet meget for dem. Finde frem til deres ressourcer og styrker via samtaler og aktiviteter omkring deres barndom, ungdom, arbejde, fritid, interesser, familieliv osv.

Som leder af Dansk Center for Reminiscens har jeg i 20 år arbejdet med at vække og stimulere positive minder, primært inden for demensområdet. På hundredvis af institutioner rundt om i landet bruger man nu billeder, genstande, sange, lyde, dufte samt en genkendelig og stimulerende indretning til at få de gode erindringer frem. En undersøgelse gennemført af Socialstyrelsen i 2010 viste, at 77,5 % af kommunerne allerede da anvendte reminiscensmetoden i arbejdet med personer med demens. Og på et stigende antal steder inden for uddannelse af omsorgspersonale undervises der nu i brug af reminiscens- metoden.

Men kan den indhøstede viden fra demensområdet overføres til psykiatrien? Både erfaringer fra udlandet samt et projekt, som jeg gennemførte i 2014, peger i den retning. Projektet foregik på Ældrepsykiatrisk Ambulatorium på Psykiatrisk Center Ballerup. Deltagerne var i antidepressiv behandling eller havde en angstproblematik. Foruden en kort indledning om dagens erindringsemne ved mødestart anvendte jeg de sidste 15 minutter til at vise billeder på projektor, omdelte historiske genstande samt skabte dialog om ting, som deltagere selv havde taget med. Emnerne spændte fra skoletid, lejrskole, skuespillere, jazzmusik til at købe ind før i tiden. Ifølge det faste behandlerteam, der bestod af en læge og to sygeplejersker, var kontrasten mellem at tale om patienternes vanskeligheder i dagligdagen og deres minder meget tydelig.

”Temaerne i selve gruppebehandlingen omhandler typisk patienternes vanskeligheder fra deres dagligdag, hvor selv små ting kan være svære for dem at håndtere. Set i det lys bliver kontrasten til minderne meget tydelig. Patienterne er aktive og deltagende og har flere gange selv bidraget med egne billeder og effekter.”

Og minderne myldrede frem. ”Der er kommet mange gode fortællinger fra patienterne, hvor de har talt med en anden sikkerhed og tryghed i stemmen, end når det handler om deres udfordringer i deres aktuelle dagligdag. Det har været en positiv oplevelse at have fokus på patienternes erindringer, bl.a. fordi det har givet patienterne et alternativ til at aflede tankerne, når noget har været svært og desuden skabt en anden ligeværdighed i relationen mellem behandler og patient.” (Folder om projektet og lignende aktiviteter i Norden kan downloades på www.reminiscens. dk)

I forsøget på at nedbringe brugen af tvang inden for psykiatrien har man de seneste år med statslig støtte afprøvet en lang række aktiviteter i praksis. En gennemgang af de flere hundrede forsøg viser dog, at det kun er et fåtal, som tager udgangspunkt i patienternes livshistorie. Man kan derfor spørge om det ikke er på tide, at lukke brugernes gode minder ind i psykiatrien. Tænk hvis psykologer og psykiatere og det øvrige personale lærte at inddrage og aktivt bruge de gode minder på samme måde, som de i dag anvender de dårlige og traumatiske? Frem for i mange tilfælde passivt at vente på at den uddelte medicin eventuelt virker, burde man allerede i dag begynde at anvende reminiscens på det psykiatriske område herhjemme – en enkel, ikke-medicinsk og internationalt anerkendt faglig metode. Et helt nødvendigt input til, at behandlingen kan motivere brugerne til et positivt og indholdsrigt ophold inden for psykiatrien, der peger fremad.

Gruppedeltagerne i det ældrepsykiatriske ambulatorium fik udleveret huskebogen ”Tilbage til 40’erne” som inspirationskilde til minderne hjemme hos dem selv. En deltager fortalte, at hun blev ”så bidt af den, at den blev halv to om natten.” Hele bogserien dækker perioden fra 1930’erne til 1990’erne, og hver bog indeholder ca. 500 karakteristiske historiske genstande fra børn og unges hverdagsliv. Serien burde bl.a. ligge i ethvert venteværelse i psykiatrien!

På ”Kulturen” i Lund har man i en årrække haft samarbejde med det psykiatriske område. Pædagoger fra ”Kulturen” uddanner personale, der arbejder inden for børne-, ungdoms- og voksenpsykiatrien, til at kunne anvende museet til rehabilitering, rekreation og læring i arbejdet med patienter og brugere. Personalet får et såkaldt ”Kørekort til Kulturen” og kan herefter på egen hånd afvikle kreative aktiviteter.