Forkortelsen DUKH står for den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet. Lotte Egebak har været til et af vores medlemstræf for at fortælle om, hvad det er for en størrelse.
De kan hjælpe en, hvis ens sag er gået i hårknude ved kommunen. Som fx. hvis man mangler overblik, har forsøgt at få rådgivning i kommunen, har svært ved at komme i dialog med sagsbehandleren. DUKH kan dog ikke udmåle støtte, være bisidder eller advokat for en, træffe eller ændre en afgørelse i sagen.
Man kan ringe til dem på: 7630 1930 de fleste hverdage fra 9.00 til 15.00 (dog ikke onsdag). Rådgivningen er gratis, der er også mulighed for at skrive e-mails til dem. Stedet ligger i Kolding; hvis man vil læse mere om det, kan det gøres på www.dukh.dk,
Da rådgivningen er uvildig, står den ikke ”bag” ved folk, heller ikke ”foran”, men derimod ved ”siden” af. Det vil sige: forklarer tingenes tilstand. Af ting, der kom frem på mødet, kan nævnes, at man godt må optage samtalerne med ens sagsbehandler, men man skal spørge først (se andet sted i bladet). Tilmed har man selv et ansvar for fx. at overholde tidsfrister, samt spørge ind til dem, fx at spørge skriftligt om tidsfristen for at klage over en sag; når man har det skriftlige svar, kan man bevise, at der blev sagt det og det. Det nytter ikke noget, at man siger, at ens sagsbehandler sagde det og det - man skal have tingene på skrift, var det gode råd. Ca. 20 medlemmer var mødt op til mødet, de fik et indblik i, hvor svært det kan være at forstå alle paragrafferne, samt gode tips til hvad man selv kan gøre for at fremme sin sag ved kommunen. Tjek DUKH’s hjemmeside ud, og bliv bedre klædt på til næste gang, du skal søge hjælp hos det offentlige.