Brug af erindringskasser til oprydning i den psykiske ballast

Jeg blev for nogen tid siden præsenteret for idéen om at anvende erindringskasser i psykiatrien, tilsvarende det man gør i støtten til demente. Efter en kort snak med Ove Dahl var jeg mægtig positiv for at prøve det af på egen krop. Ove var meget engageret i emnet og havde via udsendt materiale prøvet at gøre over 100 politikere med ansvar for psykiatrien herhjemme interesseret i emnet. Der var ingen reaktioner - ingen på trods af, at han kunne fremvise evidens for at det virkede på demente i årelange projekter.

Min første tanke var som sagt, at det kunne være interessant at prøve det af på egen krop. Og umiddelbart tænkte jeg, det kunne anvendes som et terapeutisk redskab til at støtte oprydningen i min erindringskasse, fremme de positive oplevelser fra min barndom og få de negative oplevelser revideret; skabe en Steen, der i højere grad kunne fokusere på nutiden og ikke i så høj grad falde i staver over fortidens dårlige oplevelser eller oplevelsen af, at fortiden var en samling af erindringer fyldt med smerte.

Med andre ord ville jeg prøve at få de dårlige erindringer til at fylde mindre i min hukommelse og måske endda få vendt nogle af de dårlige oplevelser til enten at kunne håndtere dem med humor og se, hvordan de har formet mig til det menneske jeg er i dag – og mest se dem fra den gode side.

Umiddelbart tænkte jeg, at sådanne erindringsbilleder kunne have været anvendt af min første psykolog til at få mig til at tale, tale om de ting der gjorde ondt – eller gjorde godt. Hvorfor skal man altid prøve at rydde op i de dårlige erindringer ved kun at tale om dem. Hvorfor fremmer man ikke de gode erindringer ved at bringe dem i tale – spørger mig selv, om der findes evidens for, at dårlige erindringer bliver mindre af at blive italesat, bragt frem i lyset?

Det jeg måske selv kan konkludere er, at det kan være vigtigt, at kunne tale om ting der gør ondt i nuet, kunne græde over dem og få gråden forløst i nuet. Medens man måske bedre kan distancere sig til erindringer, som gør ondt, ved at se de positive sider og resultater af dem. Altså hvordan det at blive drillet i skolen har skabt en ydmyghed overfor andre mennesker, der gør mig meget socialt anlagt, og bevidst om hvad det kan gøre ved folk i en gruppe, hvis de bliver drillet.

Jeg tror altså mere på, at man skal prøve at skabe en positiv relation til de dårlige oplevelser eller de oplevelser, som ligefrem er traumatiske, ved igennem erindringen at tale om dem. Og nu kommer min analytiske evne mig til hjælp – den protesterer, fordi jeg en gang har genskabt erindringen om et cykeluheld ved at male det ud og tale om det. Det lykkedes mig der at få det forløst og dermed fik jeg løst op for nogle varige blokeringer i kroppen. En skævhed i ryggen blev rettet ud, og jeg blev ca. 4 cm højere, kunne bøvse og var mere frigjort fra et traume, der nok har siddet og blokeret i mit sind.

Tingene er ikke sort / hvide. Og ligeså er det heller ikke med disse erindringskasser. Oves plan om at gribe fat i min erindring via billeder, der mindede mig om min skoletid og gennem dette tilbageblik frigøre noget energi – gik ikke helt efter hans oprindelige intentioner. Jeg fik mange minder frem om drillerier og erindringen om en lærers voldsomme død. Det gjorde ondt, og selvom jeg havde Ove at skrive med om disse ting og andre at tale med, så var det en hård proces. Og det var primært de negative minder, som kom i fokus. Og Ove nævnte da også flere gange under forløbet, at en livshistorisk bearbejdning på langdistance kan indeholde visse risici, ikke mindst inden for det psykiatriske område. Han tilbød flere gange, at vi kunne afslutte arbejdet, men jeg ønskede at gøre temaet om min barndom færdigt.

Jeg har illustreret det til tider hårde forløb via nogle af de tilsendte erindringsbilleder og de tekster, som jeg skrev til dem, bl.a. om de følelser som de vækkede i mig.

Min konklusion var, at det på en måde var rart at få draget dem frem i lyset, men det var en uventet hård proces. Jeg kan imidlertid godt se, at det kunne have sparet mig for mange samtaler med terapeuter, hvor vi sad og famlede i blinde efter, hvad der egentlig gør ondt eller godt i min ballast af oplevelser.

Jeg føler, at jeg i højere grad er kommet til at se min ballast af ”dårlige” og ”hårde” barndomsoplevelser som en god læringsproces, der har skabt det følsomme og aktive menneske, som jeg er i dag. Omvendt kan en analyse af, hvad det er for et menneske og hvilke evner, jeg har opbygget, og hvilke jeg mangler, være med til at hjælpe mig videre, og her har erindringsbillederne været meget gode. Jeg kunne godt tænke mig, at gå videre i processen - men er klar over, det kræver både energi og hjælp til at bearbejde det, som kommer frem. Og først og fremmest kræver det at reminiscensmetoden kommer ind og bliver en integreret del af de psykiatriske behandlingsformer herhjemme.