Så oprandt endelig dagen da vi kunne skrive cirkusdirektør Diana Benneweis, som protektor for FAP-København, på foreningens visitkort. I skrivende stund omtales kun det, der har nyhedsværdi og som MÅ ud nu; senere vil jeg interviewe Diana til næste LAP-Blad. (Pressemeddelelse til dagblade/medier bliver udsendt uge 38)
Mødet med Diana fandt sted den 14. september i Cirkus Benneweis, som havde de sidste sæsonforestillinger på Bellahøj.
Bevæbnet med en smuk lyslilla buket og tre gratis billetter, ankom Erik Olsen, fotograf Jette Nielsen og undertegnede for at se forestillingen i teltet. Der blev vi mødt af Diana selv i et smukt sort velourdress og kunne for første gang præsentere os fysisk for hinanden. Og det var en forrygende professionel cirkusoptræden vi overværede. Aftalen var at vi i pausen skulle tale sammen i hendes cirkusvogn
Det var en veloplagt Diana, som mødte os dér sammen med hendes gode ven Freddie. Der var et fint anrettet bord med vin, glas og snacks til os. For mig som har haft kontakten med Diana pr. tlf. og E-mail igennem ca. fire mdr., var det især en dejlig oplevelse at se hende "live". Samtalen, som varede ca. 20 minutter, blev indledt af Erik som kort fortalte om LAP og nogle af vore største mærkesager. Og hvad skal vi så bruge Diana som protektor til?
Diana gjorte det klart, at hun vil holde sig som baggrundsfigur, når det drejer sig om at træde frem rent fysisk. I cirkusmanegen er hun scenevant, men herfra og til at optræde udenfor denne - er der langt for Diana. Dog vil det ikke skorte på hendes kommende holdninger, meninger og tilkendegivelser inden for psykiatriområdet. Bl.a. kan der muligvis blive tale om bortauktion af en af hendes kjoler, hvor overskuddet kan gå til FAP-København.
At vor protektor ikke vil fungere præcis som kronprinsesse Mary i PsykiatriFonden og Sind, vil ikke betyde at hun ikke repræsenterer LAP. Det bliver blot på en anden og tror jeg, endnu mere spændende måde. Det vender jeg tilbage til i det kommende interview med Diana.
Lad mig slutte med at sige tusind tak til dig Diana, fordi du vil stille din erfaring som menneske og psykiatrioverlever frem til gavn for os alle.