"Psykiatribrugere" NEJ TAK!

Blandt andet som konsekvens af denne pressemeddelelse, ser jeg det nødvendigt for mig at melde mig ud af foreningen. Den angiver LAP's officielle holdning, samt definition af den gruppe, der repræsenteres. Det har altid været svært at indkredse entydigt med en enkel betegnelse, hvem gruppen egentlig består af. Svært for os...endnu sværere for andre....

Jeg er ikke psykiatribruger, og har ikke været det i al den tid, jeg har været medlem af LAP (siden 2000). Jeg vil ikke kategoriseres på den måde, da jeg anser betegnelsen "psykiatribrugere" for begrænsende til en bestemt gruppe af mennesker, der benytter en bestemt form for sygdomsbehandling. Psykiatriens nuværende eller tidligere kunder!!! Jeg har ingen intentioner om at lade psykiatrien definere, hvem jeg er eller har været.

Jeg var så ganske forfærdeligt sindslidende i 5 sammenhængende år for mange år siden. Jeg kæmpede mig fri af det, ved en helt anden form for hjælp end den, der blev mig foreskrevet i den psykiatriske sygdomsbehandling. Med jævne mellemrum, når min tilværelse bliver svær og knudret (hvilket sker for ethvert levende menneske), så får jeg forfærdelige hallucinationer, og her ved jeg, at min indre kamp handler om at forhindre angsten i at flyde som "kviksølv indover og tildække mit hjerte"! Der er fandme ikke nogen psykiatri, der har hjulpet mig frem til den forståelse...og heller ikke til en solid brugbar mestringsevne, som jeg benytter mig af, når det sker. Det er "mit indre uhyre", som jeg har måtte kæmpe mod hele mit liv...Det fyldte engang "hele universet", men i dag er det en "dinosaurus-sovebamse, som ind imellem puster sig op, hvis den ser sit snit til det"!

Accept og medmenneskelighed har givet mig redskaber, mulighed, tro og styrke til at "pifte uhyret", når det er nødvendigt.

Min makker igennem mange år Thoridt Allermand udviste et fabelagtigt mod på BID's 3. internat (Brugerlærerne I Danmark, hvor jeg har haft den store ære at være kursusleder for det nyuddannede hold i Kbh.).

Op til 3. internat havde jeg været vanvittigt plaget af en migræne, som udviklede sig, og gjorde mig rædselsslagen, da blodårerne i min venstre tinding begyndte at boble og krampe! Min anden dygtige makker, BID's koordinator, Annette Holm hjalp mig helt uforligneligt mod smerten. Med hendes konkrete og brugbare viden om muskler og fysik fik hun kyndigt foranstaltet isterninger i en plastikpose omvundet af et viskestykke...en halv time med det, og så var de boblende blodårer dæmpet væsentligt. Hævede muskler kan presse på blodårerne så det føles, som jeg oplevede det. Vidunderligt at det ikke blev overfortolket til mystisk psykotiske fantasier...det var reelt nok!

Mit "indre uhyre" havde nu alligevel, "set sin chance for at puste sig op", og i løbet af aftenen mens jeg lå i min hotelseng, tonede der de mest utrolige hallucinationer ind over mig, og jeg blev "sparket med et olympisk afsæt ud i universet på en nærmest psykedelisk rejse"...helt uden brug af euforiserende stoffer!

Jeg husker egentlig kun ganske vagt, at jeg i mine tåger havde jeg ringet Annette, op, og berettet for hende, hvad jeg så. Under samtalen havde jeg forsikret hende om, at hun ikke måtte gå med på det, for det var rendyrket psykotisk sludder!...Og selvom jeg overhovedet ikke selv erindrer, hvad jeg så, og endnu mindre, hvad jeg har sagt....så er det mit endelige bevis for, at jeg er hel! Jeg ved med mig selv dybt inderst inde og til enhver tid, hvordan jeg selv er skruet sammen!

Dagen efter havde jeg endnu et "rable-anfald" ledsaget af min smertefulde følgesvend migrænen. Flere kursusdeltagere blev nu meget bekymret for mig. I deres uendeligt varme og medmenneskelige omsorg, ønskede de for mig, at jeg tog kontakt med en læge. Men ikke Thoridt. Hun kender mig så dybt. Hun ved, at jeg selv KAN klare det, og at jeg gør det, når det bliver nødvendigt. Hun ved måske ikke lige, hvordan jeg gør, men hun stoler fuldt ud på mig og VIDSTE den dag, at jeg skulle hjem.... : Desuden stolede hun fuldt ud på at jeg var i stand til at foretage rejsen fra Middelfart til Køge, selvom jeg indvendig dinglede på grænsen af mit sinds yderligheder...lige indtil jeg nåede indenfor i min egen gadedør og kunne slippe uhyret løs...og nedkæmpe det!

Så det gjorde jeg....Det KUNNE jeg, fordi accept og medmenneskelighed gjorde det muligt for mig

Jeg forklarede min praktiserende læge om min tilstand. Da jeg har en positiv erfaring fra fordums psykotiske dage med 5 dages antipsykotisk behandling, sagde jeg til hende, at det ville jeg gerne have, hvis dette rableri fortsatte. Hun var end ikke et sekund i tvivl om at bakke mig op, men det blev ikke nødvendigt. Henny Jensen, som min læge hedder, er en absolut nøgleperson i min recoveryproces...ikke pga. hendes stilling i forhold til mig som læge, men de muligheder, som netop hendes tillid til min kompetence har formået at bane vej for! En modig kvinde!

En uges indre kamp, samt et par kraftige nakkevrid hos kiropraktoren efter, var jeg fuldstændig klar igen.

Jeg kan kun vinde denne heftige indre kamp, hvis jeg får styrke til at tro på mig selv gennem andres tro på mig! Psykiatrien tror ikke nok på mennesker....de tror så godt som udelukkende på medicinen. Men faktum er, at medicin er den mindste del af det, og den indre kamp er den største og mest krævende. Medicin kan give en adgang til styrken, men meget oftere tilsløres denne adgang fuldstændigt til af medicin i overflod. Det er på forunderlig vis lykkedes mig, at etablere en tillid fra min omgivelser til min egen metode, og tilsidesætte tidligere tiders vanvittige og febrilske tilbud om alverdens medicin.

Fra mit hjerte en ydmyg TAK til de, der var bekymrede for mig, men stolede fuldt og fast på mine evner...og IKKE definerer mig i forhold til nogen psykiatri, eller gør min identitet afhængig af andet end det, der nu engang er mig! Til dem er jeg evigt forbunden, for uden dem var jeg en "grøntsag dømt til et livslangt ophold i psykiatriske cirkler", og havde aldrig formået at lægge det for evigt bag mig.

Det er ganske aldeles glædeligt og åbner op til et håb for en ny og meningsfuld fremtid at en af de gyldne kapaciteter, jeg i gennem tiden har truffet er inkarneret psykiater. Stig Kastberg har min absolut ubetingede respekt. Han udskrev mig fra psykiatrien efter min 5-årige karierre som skizofren. Jeg har ikke "brugt" psykiatrien siden dengang, men Stig Kastberg har deltaget, som underviser på BID's kursus. Han hylder, som jeg, princippet om at bygge broer, ikke mure!

Begrebet "psykiatribrugere" dumper med en lang og livsforladt historie, ned komplet ved siden af målet med kampen, som jeg har deltaget i. Sindslidelser kan ramme hvemsomhelst, hvorsomhelst og nårsomhelst og afgøres ikke af, om de behandles indenfor eller udenfor psykiatrien.

"Nuværende og tidligere sindslidende"....var en betegnelse, der ville dække en beskrivelse af os! Det kan i princippet være hvemsomhelst, der er medlem af foreningen.....Betegnelsen indikerer, at det selvfølgelig er muligt at blive rask, når man ikke mere lider i sit sind. Hvis man rammes af tilbagevendende episoder af kortere eller længere varighed er man RASK ind i mellem...og for manges vedkommende IKKE psykiatribrugere i de perioder. Det holder SLET ikke, at betegnelsen for medlemmer af denne forening fortæller om dem, at de er brugere af psykiatrien!

"Psykiatribrugere"???? Nixen...melder hus forbi! Melder mig ud.

Tak for alt.
God vind i fremtiden for alle nuværende, tidligere og fremtidige medlemmer!

Maria Holbek