Jeg har nu været medlem af LAP i et år og har modtaget LAP Bladet i den tid. I begyndelsen var jeg glad for bladet, da det forholdte sig kritisk til psykiatrien. Men efterhånden begyndte jeg at blive irriteret, for det forekom mig, at det kun var de vrede historier der kom frem. Og jeg bestemte mig for, at bidrage til, at det kunne blive mere nuanceret, for der er jo også positive oplevelser af psykiatrien.
Jeg blev indlagt på Ø3 på Aalborg Psykiatriske Sygehus for tre år siden. Personalet sagde til mig, at jeg var kørt ned af stress, men at jeg ellers ikke fejlede noget udover panikangst og en afhængighed af benzodiziapiner. Så jeg regnede med, at jeg ville være udskrevet i løbet af en uge. Ingen havde på det tidspunkt troet, at det skulle blive til en indlæggelse på over halvandet år.
Men lige fra begyndelsen havde jeg fået tilknyttet to kontaktpersoner, som støttede mig, når jeg havde det slemt. Men jeg fik det som sagt værre og blev ikke udskrevet. Jeg blev psykotisk og var i perioder så autistisk, at de ikke kunne nå mig fra omverden.
Efter en god måned havde jeg fået diagnosen skizofreni, jeg hørte stemmer og havde vrangforestillinger. Jeg kunne overhovedet ikke forholde mig til min sygdom, og mine kontaktpersoner brugte deres empati til at bearbejde den sorg det var at have mistet min normale tilgang til livet. Jeg spurte, om jeg kunne blive tilknyttet en psykolog og det blev hurtigt vedtaget. Så modtog jeg støtte fra min psykolog i en lang periode, hvor jeg var så syg, at jeg kun kunne klare at tale til en væg. Men efter jeg blev udskrevet fik jeg fortsat lov til at gå hos hende i et halvt år, det var slet ikke noget problem at få igennem.
I det hele taget havde jeg næsten kun gode erfaringer med personalet. Efter 9 måneder på akut afdeling, blev jeg flyttet til en rehabiliteringsafdeling. Der havde alle sit eget værelse og der var kun 10 patienter på afdelingen. Alligevel var der næsten lige så meget personale som på Ø3, hvor der kunne være op til 18 patienter. Og her var mulighed for at komme i gang med dagligdags gøremål, som at lave mad og dyrke sport.
Efter et lille år blev jeg udskrevet til en socialpsykiatrisk institution (Hedebo ) og her er der også hjælp at få, når tilværelsen er kritisk. Jeg er endnu langt fra rask, men det at jeg har modtaget så meget støtte har hjulpet mig over adskillige krisesituationer. Og jeg regner med, at jeg nok skal komme ud på den anden side, hvilket for mig betyder, at jeg vender tilbage til mit studie som Social Pædagog, hvorefter jeg selv vil arbejde med psykisk syge med min brugerbaggrund.
En lille efterbemærkning. Den første måned jeg var indlagt på Ø3 lå jeg på en firesengsstue, hvilket jeg led meget under. Jeg skrev derfor et læserbrev til Nordjyske Stiftstidende om hvordan det føltes, at have det dårligt psykisk og samtidigt ligge til offentlig skue for andre patienter. Jeg efterlyste mobile skærme, så man kunne have et privatliv. Min anmodning blev hørt, og kort tid efter kom der mobile skærme på afdelingen. Og dagen efter læserbrevet kom i avisen fik jeg en enestue, som jeg beholdt til jeg kom på rehabiliteringsafdelingen. Så det nytter at gøre indsigelser.
Jeg er sikker på, at der er mange andre fra LAP der ligeledes har gode oplevelser med psykiatrien. Det ville være dejligt, hvis de vil bidrage til debatten i LAP Bladet.