Den 9. maj, foregik Sundby løbet i Fælledparken for 4. år i træk. Igen i år var der, som billederne viser, mødt rigtig mange op i den strålende sommer sol, en ca. 400 stk. havde givet 75,- kr. for at deltage. De fleste kom fra Sjælland, men der var dog også deltagere fra Viborg og Horsens. Udover retten til at løbe 2,5 eller 5 km., eller gå stavgang, fik alle en medalje samt mad og drikke for deres anstrengelser.
Løbene er for psykiatribrugere, og personalet indenfor psykiatrien, der er dog ingen kontrol, så det er op til folks egen ærlighed, at man kun tilmelder sig, hvis man har kontakt til systemet, i ordets bredeste forstand.
Igen i år var der flest mænd tilstede, men kvinderne var dog stærkt repræsenteret indenfor stavgang feltet. Traditionen tro havde man fået en kendt politiker til at holde åbningstalen, i år var det socialminister Eva Kjær Hansen, tidligere har det været Poul Nyrup Rasmussen.
Det primære med løbene er at man får rørt sig, samt kommer ud i den dejlige natur, som Fælledparken jo er. Det er de færreste der går efter en top 3 placering, dem der trods alt gør det, er folk der træner i forvejen og som man ofte ser på de pladser til løb indenfor psykiatriverdenen. Rigtig gode løbetider for de 2,5 km. er ca. 10 min. Og lidt over 20 min. For de 5 km.
Hvis man skulle have fået lyst til at deltage til næste år, kan man allerede nu sætte kryds i kalenderen den 2. tirsdag i maj, igen i Fælledparken i København. Til den tid er det også DAI (Dansk Arbejder Idræt) der står for arrangementet.