Recovery er et ord eller emne, som er meget aktuel i disse år indenfor psykiatrien - et emne, som synes at skabe en del rør blandt befolkningen, og blandt psykiatribrugere og ansatte.

Selve ordet recovery er engelsk, og betyder at komme sig, at blive helbredt. Selv har jeg brugt udtrykket: At komme ud på den anden side af den lange mørke tunnel, af angst og traumer.

At komme sig - altså recovery - er noget forholdsvist at høre omkring psykiske lidelser. I mange år var det opfattelsen, at mange psykiske lidelser var kroniske, altså lidelser for livet, som der kun var det at gøre ved at tage psykofarmaka, og så bare acceptere sygdommen.

Nu er det også sådan, at vi sjældent indenfor psykiatrien overhovedet hører om dem, der er kommet sig, og som ikke har brugt psykiatrien i mange år, og som har formået at klare sig selv igen, ude i samfundet.

Selve det at komme sig - eller selve processen - er der ingen facitliste på. At komme sig er en indre individuel følelse, som kun den enkelte kan føle som en helbredelse.

At komme sig kan beskrives som at man bliver mere bevidst om, hvad der sker omkring en. Langt bedre til at optage verden og andre, og bedre til at omgås andre uden angst.

Jeg mærkede mange synlige tegn på helbredelse - bl.a. forsvandt alt, hvad jeg havde af selvdestruktive symptomer og tanker. Jeg følte mig afklaret med mig selv og selve livet. Jeg følte lyst og mod på livet. Jeg havde ikke flere traumer tilbage, som jeg ikke havde lært at leve med, uden at blive påvirket af dem.

Jeg havde pludselig mod på alting, begyndte at se3 andre og verden omkring mig igen. Havde også pludseligt utrolig svært ved at acceptere andres omsorg og behandling. Jeg kunne pludselig ikke længere leve under de forhold, som jeg havde levet under i mange år - såsom distriktsygeplejerskers og kontaktpersoners indskriden i mit privatliv, såsom at blive behandlet på et meget lavt værdiniveau som menneske.

Samtidig begyndte jeg at blive langt mere aktiv og positiv. Især efter ikke at have noget medicinbehov overhovedet mere, og derfor ikke så præget af sløvhed og usammenhængende koncentration og tankegang. Jeg genoptog arbejdet inden for mit gamle fag som konditor, på eget initiativ, senere andre småjobs. Jeg fik pludselig en mængde overskud til dagligdagen.

Jeg genoptog det at udstille mine billeder og få trykt digtsamling. Blev engageret i det sociale liv ude blandt befolkningen. MEN - i det hele taget kom der en himmelsk fred og hvile over mig, en indre ro - jeg var holdt op med at flygte fra livet og mig selv.

Der hvor jeg især kunne mærke forandringen, var i det øjeblik hvor jeg mente, at jeg ville løse mine dagligdags problemer i stedet for at tage beroligende medicin. Bl.a. ens økonomi, og alle de offentlige... Jeg vendte bøtten og samlede ganske langsomt verden op igen og mit eget liv.

Det er nemmere sagt end gjort. Mange ting havde forandret sig i de mellemliggende år (12-13 år), siden jeg blev syg første gang og kom ind i psykiatrien. Bare sådan noget som ens bank og alle de fremskridt og forandringer, som er sket på det område. Alle de nye ord, der var kommet til.

Ofte virker det på mig, som har jeg levet i en hel anden verden i de år i psykiatrien. Meget er jeg blevet ledt udenom, og meget har jeg ikke skullet forholde mig til - det har andre gjort for mig.

Jeg var med tiden blevet pakket så meget ind, at jeg havde meget svært ved at stå på egne ben. Men også det grænseoverskridende ved selv at skulle klare tingene selv, og den respons jeg fik fra andre udenfor psykiatrien, hjalp mig meget.

Dog har jeg haft en stor kamp sideløbende med min recovery. Kampen for at få familien, vennerne, psykiatrien og samfundet til at tro på min helbredelse. Til at begynde med, hvor jeg tog de første selvstændige spæde skridt ud i livet og verden igen, var en nærmest vulkanagtig voldsom oplevelse. Det var nærmest som at få verden lige i ansigtet.

Der blev pludseligt stillet krav, bl.a. om at jeg skulle gennemføre det, jeg havde begyndt på. Men det gav også en følelse af lykke og sejr, at trodse mine gamle vaner og tanker om egen utilstrækkelighed. At kunne lægge flere fremtidsmål og samtidig i bredt omfang kunne overholde dem.

Men bare selve følelsen af, at have lyst til livet hver dag. At kunne se hver farve tydeligt og klart. at slippe fortiden. At tilgive sig selv og andre.

Jeg har fået en helt anden tankebane: Pludseligt er et problem eller en forhindring ikke en stor truende fare, nu er et problem noget som skal løses og overvindes.

I dag har jeg så meget baggrundsviden og erfaring omkring psykiske lidelser og menneskelige forhold i samfundet, systemet og familien, at jeg føler mig færdiguddannet livs- og menneskekender, en slags livskunstner, kan man godt sige.

Noget, som jeg nu er meget optaget af i mit liv, er netop at fortælle om muligheden for recovery for psykisk syge. Jeg kan faktisk ikke lade være med at give andre det lys af håb, som er muligt for dem også.

Recovery er at få livet tilbage.

Recovery processen

Af Lars Strange

Jeg føler, jeg er ved at hele mig psykisk. Jeg får depotindsprøjtning. Lidt piller ved siden af. Men føler mig virkelig i stand til, at kunne mærke min recovery-proces. Jeg mener processen hjalp mig i gang under etableringen af LAP. Jeg er fuld overbevist om, at processen satte tanker i gang i mig, da jeg mødte andre sindslidende. Det satte debatten i gang i mig billedlig talt. Det er som man bliver født på ny, selv om ens alder er lidt over de 40. jeg mærker det i mit bofællesskab, mit skånejob. Og naturligvis på brugerlærerkurserne i Danmark. Jeg er autodedakt brugerlærer. Jeg specialiserer mig indenfor landbruget, som jeg har uddannelse i. Jeg mener også erfaring med livet, har givet mig meget erfaring. Jeg mener også Højskolen – En bro til livet satte skub i min recovery-proces. Jeg mener helt sikkert recovery for mig, har sat mig i dilemma, om jeg er nuværende eller begynder med hastige skridt at blive recovered.

Min baggrund er naturligvis min uddannelse indenfor landbruget. Jeg har altid i mit liv været interesseret i kvæg først og fremmest. Disse firebenede dyr har altid sagt med alt hvad jeg kan tænke mig. Jeg har prøvet, at slå landmanden fra. Men det vender tilbage. Ligesom en psykolog en gang sagde til mig: ”Det du har lært i landbruget kan aldrig tage fra dig”. Jeg er født på en herregård, hvor min far var kvægbrugsleder. Så jeg er født med landbruget og kvæget som min ”mascot”. Jeg har altid været interesseret i landbrugets udvikling og må sande, at det kommer jeg aldrig til at glemme. Jeg er også overbevist om at landmanden jeg besøger, kommer jeg måske til at få et rummelig Fleks/skånejob i. Jeg har aldrig været bange for, at komme ud blandt landmænd. Jeg har altid følt mig hjemme i dette erhverv. Det er jo også min ungdom, jeg har brugt på landbruget. Jeg glæder mig i hvert fald over udfaldet med at komme sig.

Præmisserne ligger nok også i meget sport. Det får ens sjæl og humør op i højere gear, uden at tage overhånd. Jeg mærker, når jeg skal tage min forløbende medicin. Jeg kan nemlig være meget hurtigkørende oppe i hjernen. Jeg bliver ivrig og får storhedstanker, som kan medfører til en skizofreni, som jeg har. Jeg dyrker sport i Vikingerne i Frederikssund, og næstformand. Det holder jeg meget af. Jeg dyrker også styrketræning ved vægt og spinning. Jeg holder meget af spinning. Det jeg er i gang med nu på arbejdsmarkedet er føtex. Det er jeg meget glad for. Det har jeg som skånejob otte timer ugentligt fordelt på tirsdag og fredag. Post Danmark arbejder jeg også med. Men det er måske ved at blive afviklet. Jeg får højeste pension 7-800 kr. månedligt på Flyver Teamet. Skånejobbet i føtev bliver jeg ved med. Men om. køerne kalder ved jeg ikke på stående fod. Men jeg håber !!!!!

Under detaljer vil jeg sige, at handlingsplanen 2006/07 for LAPs fremtidige arbejde. Vil jeg knytte en kommentar. Jeg synes det er vigtigt, vi får flere medlemmer i vore forening. Jeg synes det er meget vigtigt, at LAP arbejder synligt. Jeg mener, det er brugere, der har magten i foreningen. Det synes jeg er meget meget vigtigt, at have det i mente. Ikke fordi, jeg synes stærke brugere ikke skal frem i lyset. Selvfølgelig skal de det. Men vi må huske på, hver eneste gang, der her i LAP bladet bliver skrevet noget, ja så må man forvente, at de vise ord er vendt og drejet, vinklet på den rette facon. Jeg mener LAP er og bliver fremtiden for mine venner. Jeg vil også nævne som detalje, at jeg er suppleant i socialdemokraatiets bestyrelse i Frederikssund. Jeg mener det er nødvendigt, at udfolde sig på et almindeligt plan. Jeg håber derfor mange af os brugere af psykiatrien kan og vil gå ind i et arbejde som almindelig samfundsborger. Det er recovery, når det er bedst. Jeg mener naturligvis, at vi brugere af psykiatrien har lige så meget ret til, at blande os i samfundsdebatten.