LAP ´s holdning til brugernes indtagelse af psykofarmaka trænger efter min mening til et tiltrængt løft. Den gamle idé om at kun Recovery og ingen medicin - eller så lidt som muligt - har været fraser som gennem min tid i LAP (4½ år) ikke har ændret sig mange millimeter.

Sandheden er den, at mindst 90 % af foreningens medlemmer bruger/eller har brug for medicin, skønt en del ikke ønsker at stå frem med denne erkendelse. En hel del af de fremtrædende landsstyrelsesmedlemmer har gennem tiden haft holdningen; at vi ikke i LAP skal blande medicin eller medicinalindustrien ind i vort univers. Denne holdning må efter min mening snart udviskes – vi skriver 2007 – og der er sket meget positivt inden for psykiatrien siden foreningens opstart i 1999.

Vi må simpelthen følge op på de seriøse nyheder, der løbende kommer fra eksperterne, og ikke blot henslæbe foreningen udelukkende med vore politiske holdninger, som ikke gælder for den almene psykiatribruger. Der skal substans i snakken om medicin og jævnes ud i forhold til PsykiatriFonden, Sind, Bedre Psykiatri og andre psykiatrirelaterede foreninger. Det kan i vort regi gøres, hvis man skaber en dialog i LAP -bladet mellem læserne, brugerne og LAP . Så lad os få nogle meningstilkendegivelser i dette spørgsmål! Ikke nødvendigvis lange sygehistorier, men konkrete holdninger til det faktum, at vi er rigtig mange som bruger medicin, og at man udmærket kan komme videre også ad denne vej. Så kan Recovery-/psykolog- og alternative behandlinger m.v. følges op med det, at vi er mange som også må bruge medicin for at leve et meningsfuldt liv.

At medicinalindustrien skulle være den helt store synder, er skudt over målet. Der skal kigges nærmere på hospitaler og distriktspsykiatri og deres administration af medicin. Lad os få nogle fagfolk på banen og interviewe dem på en konkret kritisk måde, så vi kan blive klogere i LAP på, hvad der foregår bag de hvide kitler. Lad os besøge en psykiatrisk afdeling i dagens Danmark, få en snak med både de ansatte og patienter – samt bruge den samme fremgangsmåde i distriktspsykiatrien. Her foregår ting, som ikke burde stå ubeskrevet hen. Det oplever jeg som formand for foreningen ”Rod-Nettet”, når mine medlemmer af og til kræver indlæggelse.

Efter min mening et det en kendsgerning, at man hos en praktiserende psykiater kan få en langt mere målrettet og optimal behandling end i det etablerede system. Et problem er det, at ikke ret mange psykiatribrugere kender til denne mulighed for individuel behandling; nemlig at få den rette medicin og især blive nedtrappet til den korrekte dosis – f.eks. efter udskrivning fra hospital. Distriktspsykiatrien bruger kræfter på at opretholde patienten i et stramt og ofte for højt doseringsforløb og tit med mange slags psykofarmaka samtidig. Måske gøres det fordi man dér tror det er bedre at give for meget medicin – ”så varer det nok længere med en ny indlæggelse af patienten...”

Det er meget kritisabelt, at et hospital f.eks. udskriver en person - indlagt med en kraftig psykose - efter kun 12 dages indlæggelse, blot med en vældig stor opdosering af neuroleptika, for derefter at henvise til videre kontrol på Distriktspsykiatrien. Der sker nemlig ofte det, at patienten ikke selv tør spørge om en nedtrapning eller en anden medicin og derfor fortsætter patientens dårlige liv med forkert behandling. Jeg har mange eksempler i min nære kreds af psykiatribrugere, som har været - og stadig er - udsat for dette.

Under alle omstændigheder skal det være til patientens bedste, at denne får den helt korrekte behandling og dosis medicin – og det kan man selv være med til at bestemme. Forstået på den måde, at brugeren oftest selv kan mærke når han/hun har det godt nok. Måske vil hospitalslægerne protestere over denne teori – men spørger man de privat praktiserende psykiatere er jeg sikker på, at man her er af en anden mening. I den forbindelse skal tilføjes, at de sidstnævnte har lettere adgang til at ”tjene” patienten optimalt, da de ikke er underlagt helt så stramme betingelser som hospitals psykiatrien.

Hvis vi i LAP prøver at komme bag om de psykiatriske sygehuse og Distriktspsykiatrien, kan vi få mulighed for at ændre på denne procedure. Men det skal gøres seriøst og i respekt for både patienten og det etablerede system.

Det kan måske være svært for LAP at arbejde for dette med den noget konservative indstilling, der stadig ligger i foreningen. Derfor LAP ! Prøv at se på nye muligheder – hvis foreningen ændrer på den tunge teori om at medicin, læger og medicinalindustrien kun er et onde, vil der hurtigt ske positive fornyelser. Grib chancen, så vil foreningslivet i LAP komme til at blomstre! D er er rigtig mange psykiatribrugere derude, der ønsker kvalificeret hjælp og som mangler den fornødne støtte.

Jeg er selv medicinbruger gennem årtier, men for syv år siden gav ny medicin – uden anfald eller bivirkninger – mit liv kvalitet, kreativitet og indhold. Årelang var min kamp imod hospitalslægernes utallige diagnoser, medicinvalg og behandlinger med tvivlsom virkning, indtil jeg endelig via en praktiserende psykiater fik den optimale behandling. Det skal tilføjes at tiden dog også har hjulpet til, idet der for 25 år siden ikke fandtes den medicin som er på markedet i dag.

Netop fordi jeg nu fungerer som rask med den nye medicin, har jeg kunnet bruge de sidste mange år på frivilligt arbejde inden for foreningerne Sind, LAP og Klub ”Rod- Nettet”, samt på kronik- og debatskrivning i dagblade m.m. – det har givet mig et godt indblik og god erfaring i, hvad der sker i og uden for psykiatrien.