På et vellykket møde i Odense 24. april blev der dannet en arbejdsgruppe med repræsentanter for vores kollektive medlemmer.

Siden har vi holdt to møder. Begge i en god konstruktiv stemning. De politiske diskussioner har drejet sig om at diskutere, hvordan man kan få bedre væresteder, bedre bosteder og aktivitetscentre.

Vi har både drøftet personalets indstilling til brugerne – som skønnes mindst lige så vigtig som deres formelle uddannelse. Vi har talt om mere brugerindflydelse. Vi har snakket om at der bør være flere forskellige slags væresteder, bosteder m.v., således at der er tilbud der retter sig til den enkelte bruger. Dog er det vigtigt at man fortsat mødes med hinanden på kryds og tværs af disse forskellige væresteder og bosteder.

Vi har drøftet dilemmaet mellem på den ene side et ønske om større selvorganisering – hvor psykiatribrugere selv klarer ærterne, oparbejder egne evner og selvtillid og på den anden side ønsket om at have personale med den rette indstilling som har god tid til at tage i mod – og tage sig af psykiatribrugere – med de farer for øget institutionalisering dette indebærer.

Vi er i gang med at lave et oplæg til diskussion om ovenstående, som vi gerne vil drøfte med en bredere kreds.

Derfor bliver der afholdt træf for LAP s kollektive medlemmer lørdag 27. oktober. Et af vores kollektive medlemmer, Skiftesporet i Herning, er så venlige at lægge lokaler til begivenheden. Det er dog ikke ideen at vi kun skal bruge dagen på at udveksle erfaringer og udvikle visioner.

Det er også tanken at vi skal bruge noget tid på at lære hinanden at kende medens vi spille petanque, bob, bordtennis eller banko med hinanden. Arrangementet vil derudover byde på foredrag om Skiftesporet ved dettes forstander Esper Sørensen og vi slutter af med fælles aftensmad og social hygge.

Der er kun plads til 50 deltagere, så det er med at få sig meldt til i god tid!

Notits

Hvervepjece for kollektive medlemmer

Kommer du forbi et værested, et bofællesskab, et aktivitetscenter eller en arbejdsplads for psykiatribrugere, så glem ikke at tage LAP s nye hvervefolder, der er målrettet potentielle kollektive LAP - medlemmer med dig.

Den kan rekvireres ved henvendelse til LAP s sekretariat på tlf. 66 19 45 11 eller ved at skrive til lap@lap.dk

Jo flere væresteder etc. vi får med som kollektive medlemmer i LAP , jo flere modtager vores blad og får kendskab til vores politik og aktiviteter. Og i takt med at kendskabet til vores organisation vokser blandt psykiatribrugere vil også vores antal af individuelle medlemmer og vores politiske indflydelse vokse.