Beskæftigelsesminister Inger Støjbergs tale ved Landsforeningen Af nuværende og tidligere psykiatribrugeres, LAPs 10-års jubilæum den 16. september 2009.

Indledning

Annette Schurmann arbejder som designer hos tekstilvirksomheden UTG i Ikast. Annette fik i en tidlig alder diagnosen ”psykisk syg”.

Udsigten til et liv langt væk fra arbejdsmarkedet truede, men Annette ville ikke finde sig i at være sat udenfor. Gennem en årrække kæmpede hun stædigt. Og hun var fast besluttet på at fi nde muligheden for igen at kunne bruge sine evner på arbejdsmarkedet.

Og det lykkedes! I dag arbejder Annette 15 timer om ugen. Hun siger selv, at hendes arbejdsgivers mod til at give hende fleksibilitet i arbejdsdagen er det, der gør det muligt for hende at være på arbejdsmarkedet.

For at åbne døre og skabe fleksibilitet skal der altid være fokus på ressourcer, muligheder og talenter frem for på sygdom, besvær og begrænsninger. Det tror jeg, vi er enige om at arbejde for.

10-års fødselsdagen er den første runde dag i ens liv. Det er en ganske særlig dag, der fortjener at blive markeret og fejret godt og grundigt.

Og i dag fejrer vi ikke alene jeres jubilæum. Vi fejrer også jeres nye, store lokaler, hvor I har samlet os i dag. Tillykke med dem. Jeg synes, lokalerne er et flot symbol på, at I evner at sprænge rammer. Hvad enten det er de fysiske eller de beskæftigelsespolitiske.

I er vokset ud af jeres puppe og står i dag som en vigtig spiller på den beskæftigelsespolitiske scene.

I skal have tak, fordi I gør en stor indsats for en sårbar gruppe mennesker i vores land med vidt forskellige problemer og behov. Jeres budskab er ikke til at tage fejl af: I finder jer ikke I at blive overhørt. Og I står altid klar, når forholdene for personer med psyko-sociale handicap bringes op. I har sat jer som mål at sikre alle jeres medlemmer de bedst mulige vilkår – ikke mindst på arbejdsmarkedet.

Alle, der kan arbejde, skal have muligheden Det er et mål, jeg er helt enig med jer i. For mig er det indlysende, at alle, der har bare den mindste arbejdsevne, også skal have mulighed for at bruge den. Alt andet vil være et tåbeligt spild af især menneskelige ressourcer.

At have et arbejde har en kolossal betydning for mange menneskers identitet. Et arbejde kan ligefrem få personer med mindre handicap til at føle, at de ’glemmer’ deres handicap. Det peger en undersøgelse fra SFI på.

Når man som ledig med mindre handicap får arbejde, oplever man, at ens kompetencer kan bruges, og så bliver arbejdet snarere end handicappet en stor del af identiteten. Det er tankevækkende, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at arbejde ikke har en helbredende effekt for alle.

Nogle handicap kan man se. Psykosociale handicap kan kun sjældent ses. Og mange med et psykosocialt handicap står over for særlige udfordringer, fordi et usynligt handicap ofte gør vejen til forståelse længere.
Det er tilsyneladende lettere at tage højde for og acceptere et handicap, der kan ses, end et, der ikke kan ses. Med den seneste strategi på handicapområdet fortsætter vi arbejdet for at ændre på det.

Vi skal frem til, at det er lige så naturligt for en virksomhed at ansætte en medarbejder, der har behov for personlig assistance eller tilpasninger i arbejdsdagen, som det er at ansætte en medarbejder, der har behov for et kursus i engelsk. Samtidig gælder det om at sprede budskabet om, at det er muligt at være på arbejdsmarkedet, selv om man har et handicap.

Strategien "handicap & job - det kan lade sig gøre"

For at sikre opmærksomhed på muligheden for at kombinere handicap og job igangsatte vi en ny strategi i april. Og med den strategi sætter vi særligt fokus på netop psykosociale handicap.

Jeg er sikker på, at viden og forståelse er den nøgle, der skal til for at åbne døren ind til arbejdsmarkedet for mennesker med psykosociale handicap. Ofte kan der med bare mindre tilpasninger gøres plads til langt de fl este på arbejdsmarkedet.

Jeg ved selvfølgelig godt, at nogle er så hårdt ramt, at de ikke er i stand til at arbejde. Men mange kan godt arbejde, hvis de får den rette hjælp og støtte. Ikke nødvendigvis på fuld tid, men det er heller ikke så afgørende. Det afgørende er, at dem, der overhovedet kan, får mulighed for et liv med arbejde.

Behov for At Sprede viden og forStåeLSe Som minister er jeg stolt af, at loven også er med til at åbne døre ved at give gode muligheder for at kompensere for de ekstra udfordringer, et handicap giver. Faktisk har jeg hørt fl ere sige, at vi i Danmark har en af de bedste love på netop det område.

Men desværre er det ikke alle, der kender til mulighederne. Det gælder både blandt mennesker med et handicap, hos virksomheder, der har brug for en medarbejder, og hos jobcentrene, der skal hjælpe til, når jobbet ikke ligger lige for. Og hvis man ikke kender mulighederne, så bliver de selvfølgelig ikke brugt.

I handicapstrategien har vi derfor lagt vægt på, at virksomheder, jobcentre og den enkelte har et fælles ansvar for at fastholde og inkludere personer med handicap på arbejdsmarkedet. Hvis ikke alle tre parter yder deres bidrag til indsatsen, bliver resultatet ikke rigtig godt. Så her er faktisk et tilfælde, hvor der skal tre til en tango! Det var ikke gået i vild med dans!

I strategien er der ni konkrete initiativer. De skal alle sammen være med til at hjælpe fl ere med handicap i job. Og én af vejene til det er, at vi får spredt mere viden om, hvordan det i praksis kan lade sig gøre.

Forståelse og viden er helt grundlæggende for, at vi sammen kan bære udviklingen i den rigtige retning. Jeg er sikker på, at jo mere viden, den enkelte har om sine egne muligheder, jo mindre bliver usikkerheden, og jo større bliver troen på, at det er muligt at kombinere et handicap og et job.

Jeg lagde ud med at fortælle om Annette, som arbejder som designer 15 timer om ugen. Hendes arbejdsgiver fortæller, at det er en skrøne, at det er besværligt at have en psykisk syg ansat. Hvis man formår at starte stille og roligt ud og lade tingene udvikle sig i sit eget tempo, er det overhovedet ikke noget problem, siger hun.

Mange – ikke bare arbejdsgivere, men også kolleger – forventer tilsyneladende, at det vil være et problem. For undersøgelser viser desværre, at to ud af tre siger, at de føler sig utrygge ved at skulle arbejde sammen med en psykisk syg. Utrygheden ser jeg som et udtryk for mangel på viden. Viden om, hvordan det rent faktisk er at have en kollega, som er psykisk syg. Men hvor det kan være svært at gøre noget ved mange handicap, er det heldigvis ikke så svært at sætte ind over for uvidenhed. Så der er ingen undskyldning for ikke at tage fat. Og det er lige præcist dét, vi gør med handicapstrategien. Derfor har vi også sat os det helt konkrete mål, at fl ere skal føle sig trygge ved at arbejde sammen med en psykisk syg, når vi evaluerer strategien om fi re år.

Vi ved også, at jo mere erfaring, man har med at arbejde sammen med personer med handicap, jo større bliver velviljen til at gøre det. Tænk, at én enkelt person i arbejde kan bane vejen for endnu fl ere. Det er en selvforstærkende effekt, som det vil være dumt ikke at udnytte.

I en lang periode er det også gået godt med at få fl ere handicappede ind på arbejdsmarkedet. 17.000 fl ere handicappede fandt sig et job i perioden fra 2004 til 2008. Nu har den økonomiske afmatning desværre fået ledigheden til at stige, så der kan være lidt langt mellem jobbene. Men uanset konjunkturerne har alle krav på et liv med job. Og derfor er det nu særlig vigtigt, at alle løfter deres del af opgaven, så vi sammen kan hjælpe med til at gøre plads til fl est mulige personer med handicap på arbejdsmarkedet.

Opfølgningen i sygefraværssager

Regeringen har for nylig iværksat en handlingsplan for at få sygefraværet ned og det med det samme overordnede formål – at hjælpe fl ere til at bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at I tit bider fra jer og giver os politikere kamp til stregen. Og det skal I vide, at jeg sætter pris på. For det er fra mennesker som jer, at vi får virkeligheden serveret. Jeres høringssvar og kritiske spørgsmål er vigtige bidrag til, at vi sammen kan sikre en beskæftigelsespolitik, der kan få et arbejdsliv og et handicap til at gå hånd i hånd.

I har også givet jeres besyv med i forbindelse med handlingsplanen for at få sygefraværet ned og i forbindelse med de nye regler for, hvordan kommunerne skal følge op i sygesager. Og på det felt er vi ikke enige.

Jeg synes, at vi skal væk fra at tænke sorthvidt. Det er ikke sådan, at man enten er rask og i fuld sving eller syg og sendt hjem døgnet rundt. Vi ved, at en tidlig aktiv indsats øger muligheden for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Både for dem, der efter kort tid bliver raske igen, og for dem, der har en kronisk sygdom, der følger dem ind i arbejdslivet.

Det handler om at hjælpe den enkelte hurtigst muligt tilbage til dagligdagen og jobbet, så den sygemeldte ikke bliver isoleret og måske endda ender med at blive helt udstødt fra arbejdsmarkedet.

I er bekymrede for kommunernes opfølgning. Til det vil jeg sige, at kommunen kun skal give tilbud til syge, hvis tilbuddet kan forenes med sygdommen og behandlingen. Et tilbud må selvfølgelig ikke få en negativ effekt for den enkelte. Og derfor er det heller ikke alle sygemeldte, der skal have den slags tilbud. Og indsatsen og opfølgningen skal altid tage udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger, behov, helbred og ressourcer.

Handicapkonventionen

I år, hvor LAP bliver 10 år, ratifi cerer Danmark FN’s handicapkonvention. Det synes jeg godt, vi kan være stolte af. Jeg er klar over, at I som forening har haft nogle bemærkninger. Og jeg er sikker på, at I også fremover vil holde mig informeret om, på hvilke områder I mener, der fortsat er brug for forbedringer. Det sætter jeg pris på, og det håber jeg, at I vil blive ved med at gøre.

Afslutning

Som beskæftigelsesminister har jeg selvfølgelig mest fokus på beskæftigelse. Men når jeg ser foreninger som jeres, så ser jeg ildsjæle, der kæmper for at hjælpe mennesker med problemer, der ofte er større, end de fl este af os kan forstå.

Nogle af dem, I hjælper, er blevet ramt af alvorlige ændringer i deres liv, der gør fremtiden svær at overskue. Jeg hører, at mange oplever det som om, deres liv nulstilles. Og mange bliver bange for, om de kan beholde deres arbejde. Her træder I til og bidrager på alle fronter med opbakning og viden, der kan gøre fremtiden mere overskuelig. Og selv om det er svært, fi nder rigtig mange alligevel kræfter til at kæmpe og formår at bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er dybt imponerende og kalder på stor respekt.

Jeg håber, I vil fortsætte arbejdet. Viden er vejen frem. Derfor har vi en fælles opgave med at fortælle, at det kan lade sig gøre. Så lad os love hinanden, at vi sammen vil arbejde for at gøre et liv med et handicap og med arbejde til et samlet godt liv.

Tillykke med dagen.