At der ligger et lille, lidt mystisk hus med trolde og nisser ved jernbanestationen i Bred på Fyn, vidste jeg ikke før jeg med Preben Firkløver aftaler et møde med interview og artikel til dette blad. Mødet er kommet i stand ved at Preben havde en hel del på hjerte, som kunne være interessant for LAP´s læsere og medlemmer.

Børn af psykisk syge forældre skulle temaet handle om - men ved besøget udviklede det sig til en langt mere omfattende historie.

Ved min ankomst på Odense Banegård blev jeg efter aftale hentet af Preben, som jeg tidligere har mødt i LAP´s sekretariat på St. Glasvej. Inden dette møde havde vi telefonisk snakket længe om mange af de problemer, livet har budt Preben Firkløver, som er uddannet grafi ker på førtidspension. Jeg kunne høre, at der var stof til en artikel, som andre kunne få glæde af at læse.

Vi tog ”Akvariet” – det lokale tog - nogle stationer indtil vi nåede Bred, hvor Preben og hans veninde Kate bor sammen med ”Olsen” – en ½ Maincoon hankat - i et lille lejet DSB-aftægtshus med en stor have, kaldet Troldehaven. Det blev dér mine første 15 min. gik med fremvisning af et spændende scenarie af trolde, nisser, spændende opstillinger med træ og sten, en lille å og udgravninger, som slynger sig rundt i haven til de forskellige afdelinger, som har hver sin funktion i Troldehaven.

Her arbejder Preben på et stort projekt med at lave en meget usædvanlig have, som jeg ikke har set mage til. Der hersker her en stemning af mystik, men også ro blandet med planternes lovløse tilstand, som er helt tilsigtet. For der findes altså trolde og nisser på dette sted. Det ved både Kate og Preben (og muligvis også Olsen). Der er i alle tilfælde grundlag for, at trolde kan tage ophold og bo her i haven. Et fristed for beboerne – her er ikke liggestole og svømmepøl – men kun naturlige forekomster af alle planterigets arter. Også ukrudt passer ind her. Jeg tænker undervejs på denne gåtur, at den have fortæller noget om de mennesker, der bor i huset, som jeg endnu ikke har sat fod på.

Til sidst er vi nået tilbage til det lille hus, hvor katten Olsen ligger og slanger sig. Jeg hilser på Kate, som har sin malerkunst i stuen og et lille atelier bagest – her maler hun i akryl og meget spirituelt i smukke klare farver på store lærreder. Kate har også en psykisk lidelse, som gør at hun endelig har fået førtidspension og nu kan slappe lidt mere af med at male.

Huset er som nævnt lille, men der er plads til armbevægelser og til to mennesker, som i dette forum ikke fylder så meget. Men ser vi bag facaden har de meget at bidrage med, også rent menneskeligt.

Som udgangspunkt var tanken, at vi skulle drøfte sager omkring det at være psykisk syg forældre til børn, men det er kun en lille del af den historie, som dukker op undervejs i samtalen.

Preben er en mand midt i livet, som har to drenge, hvoraf den ene har bragt store problemer ind – ikke kun ved at være hans søn, men hvor en diagnose af ham selv og sønnen får kommunen til at slå ”flik, flak” og på den måde blive en kæmpe belastning psykisk for alle. Når man har en diagnose som psykiatribruger, er det meget svært ikke at blive misforstået i det offentlige regi, og når man så skal have hjælp, bliver det efter de regler, som kommune og disse instanser afstikker. Og hvem bliver taberne? Det gør en hel familie, som i årevis bliver berørt på sjælen af den modstand og mangel på forståelse for, hvad det handler om, og hvad der burde gøres for at afhjælpe situationen.

At høre om dette er i sig selv ikke nogen nyhed for mig som mangeårig psykiatribruger – men versionen her er grel. En del mennesker bliver hårdere ramt ved det, systemet gør ved os sårbare sjæle. Hvornår fi nder kommunens sagsbehandlere ud af at behandle mennesker - ikke som ting i en købmandshandel - men som levende individer, der har brug for støtte og omsorg. Nej, man bliver ofte kun et CPR-nr. i dette regi og en sagsbehandling, som her kommer til at ligge længe og grundigt i arkivet, indtil Preben begynder at undersøge sagen bagved – og ender med at komme med sin uforbeholdne mening – og her knækker fi lmen. Det er man ikke vant til her, hvor der skal laves en handleplan for sønnen, og hvor mange instanser skal konsulteres. Disse kan ikke kommunikere og det går helt galt med diagnose og behandling.

Så at Preben gerne vil inddrages i sit barns behandling, får slet ingen plads, og det ender med, at han selv stemples som ubrugelig i behandlingen, for han er jo besværlig, ham Preben – det kan kommuner og læger ikke forholde sig til.
Det vil føre for vidt at gå dybere ned i sagen - det er ikke det essentielle i denne sag - det handler om, at man ikke bliver taget alvorligt, når man har en psykiatrisk diagnose. Man kæmper en ørkesløs kamp mod systemet – uden at blive hørt - hvorefter man kører helt ned. Det giver Preben store frustrationer, som må og skal ud - og her er det så at Troldehaven kommer ind som en redningsplanke. Der bliver arbejdet fysisk hårdt på haven og på at få et eventyr op at stå. Når haven en gang er færdig er det tanken at invitere andre mennesker ind på ”sightseeing” med Preben som guide, som vil fortælle om Troldeskovens mening og historie.

Kunsten som redning

Det er nok Kate som har inspireret til at lave Troldehaven og jeg forstår nu, hvorfor disse to meget forskellige mennesker har søgt sammen og er sammen. De deler skæbne rent psykisk og kunstnerisk og går derfor i symbiose. Den grafi ske kunst som Preben udøver og Kates meget spirituelle akrylmalinger arbejder sammen på alle måder. Og når to mennesker har en svag sjæl, er der basis for at hele op! ”Nerveadelen” – et udtryk for kunstnere som var beåndet i 1900-tallet, kommer mig i hu som passende ind her – for medicinen for Kate og Preben er kunsten – at udøve, at udtrykke og afdække de inderste hemmeligheder, frustrationer, sorger og andet - kommer jo netop frem i den udøvende kunst. Værket er et bevis for, at nu er tankerne kommet ud – det står tydeligt at læse på malerierne og i den grafi ske kunst.

Kates historie

Et afbrud i Prebens talestrøm bliver, at han går i køkkenet med høretelefoner på, for at forberede en lille frokost, og det giver mig anledning til at tale med Kate under fi re øjne, for hendes liv har bestemt heller ikke været let og uden skår. Det er en lidt anden livsberetning, som blandt andet går på et hårdt fysisk arbejdsliv i mange år som slider, og traumer fra barndommen – over fysisk sygdom og skader, som har medført at Kate ingen børn har kunnet få. Det er samme problematik med kommunen, en kamp med at få tildelt førtidspension, har sat sine spor. Jeg mærker bestemt ingen bitterhed her, kun en forsigtig afmagt, som måske er ved at aftage. Efter hun for fem år siden har fået kunsten ind i sit liv, opstår der også mulighed for Recovery – også selvom der måske kunne have været brug for lindrende medicin – men det er svært med diagnosen ”posttraumatisk syndrom” – der er ikke rigtig opfundet nogen behandlende psykofarmaka – det er afprøvet.

Alligevel aner jeg at Kate er kommet sig og jeg tror, Kate kan komme langt videre. Det er ikke psykologbehandlinger der skal til, men det at arbejde med kunsten, som kan få selvværet tilbage, lyset ind i stuen og frem i øjnene.

Det er godt, der er nisser og trolde i haven – de er rare alle sammen siger Preben, det er beskyttere. Han taler med dem og ofte høres der stemmer og ligefrem slåskampe fra Troldeskoven – det er nisserne og de øvrige indvånere i haven, som lever deres eget liv.

Det har været en begivenhedsrig dag i Bred og jeg tager afsked med den lille familie. Nu går turen hjem igen med ”Akvariet” til Odense og videre til Smørumnedre. Undervejs har jeg også katten Olsen i tankerne – for den dejlige kat har et helt specielt revir, som mine egne katte slet ikke råder over i skønhed og udfordringer.

Måske skulle jeg også anskaffe en trold og en nisse til min lille have?