Med udgangspunkt i nogle sære divergenser som fremkommer i de forskellige udsagn i Abdulle-sagen, opstår spørgsmålet om hvorvidt nedarvet folkelig kultur og psykiatrien overhovedet er på forståelsesniveau eller til accept. Allerede i det kristne kulturområde har vi problemer, idet dybt troende mennesker bliver betegnet som lidende under religiøse affekter eller hallucinationer. Dette grunder i psykiatriens baggrund eller grundholdning, nemlig den somatiske synsvinkel på mennesker, også kaldet den Newtonske maskinfejls model. Der er netop kommet en bog der på bedste vis forklarer dette skisma. Anne Køppe: Når smerten bevogter din sjæl. (Se anmeldelse andetsteds i LAP- blade.)

Det på det rationelle eller somatiske menneskesyn byggende sygdomsbegreb rummer ikke plads for, hvad man kan kalde de åndeligt eller følelsesmæssigt styrede/baserede elementer i den menneskelige natur. Idet dette grunder sig på det postulat, at alt kan indordnes under videnskabelig evidensbærende bevisførelse. Selvfølgelig kan dele af den somatiske sygdomsopfattelse bevises, men alt for store områder unddrager sig denne form for bevisførelse. Ikke mindst hele det psykiatriske område og det af Anne Køppe omtalte psykosomatiske område. Deraf opstår skismaet mellem det almindelige menneskes kulturarvsbestemte verdensopfattelse/livsrum, og psykiatriens menneskebillede. Det der kan undre i denne sammenhæng er, at psykiatere er rundet af samme kulturarv. Både den bevidste og den ubevidste. Hvor gør de af den i deres arbejdssituation? Hvad har det så med Abdulle-sagen at gøre? Det har at gøre med, at reaktioner der kan basere sig på urgamle traditioner i en af de mange afrikanske kulturer tolkes som hallucinationer og tegn på skizofreni. F.eks. tror Abdulle at lægerne vil stjæle hans blod. Jeg ved fra et medlem af ”Læger uden grænser”, at en af deres hurdler er at få lov til at tage blodprøver. Og hvorfor så det? Det er da bare noget normalt, det har vi alle prøvet. Ja, men i nogle kulturer er blodet forbundet med sjælen, og blodprøven kan give den, der tager den, magt over dig.

Det er da bare overtro --- hm --- hvad er overtro?

Der er egentlig sært, at den kristne kirke og den derpå baserede kultur tiltager sig ejerskabet til den endegyldige sandhed. En metafor der end ikke rationelt kan eksistere. Og dermed tiltager sig retten til at stemple al anden religion som overtro. Eller myter, ordet brugt i negativ betydning. Ikke mindst set i lyset af at den selv baserer sig på myter af lige så - rationelt set - umulig karakter. Skal man lige nævne ”Jomfrufødslen”, for øvrigt en myte den har lånt fra bl.a. Mitrareligionen, for at nævne den mest kendte.

Ligeledes genopstandelsesmyten; den er for øvrigt kendt i varierende form i fl ere religioner. Og uanset hvor rationelt psykiatere end er skolet i at tænke, så ligger de der kristne myter i deres bevidstheds ballast. Derfor er det underligt, at de, når de møder mennesker, for hvem disse og lignende myter, er det basale livsgrundlag, har så svært ved at acceptere dette. På samme måde ligger andre - for os i den vestlige kulturkreds fremmede - myter i mennesker, der kommer fra andre kulturkredse. Jamen Abdulle er da muslim? Ja. Men ganske som der i de kristne kulturkredse indgår nedarvede myter fra tidligere tider, så gør der det samme i mange muslimske kulturkredse. Se igen på vores egne kulturkredse. Se på hvad vi indoptager via eventyr, jamen det er eventyr.

Ja, men i barnets bevidsthed forbliver disse eventyr, ofte ubevidst, men styrende liggende. Se på hvordan kirken med en elegant forkortelse af jomfruens svangerskab fi k et fødselstidspunkt til at passe med gamle solhvervsfester. Abdulle og andre er skizofrene! De hører stemmer – nå og så. Igen: En ikke uvæsentlig del af Bibelen er baseret på stemmehøring (men den er måske i orden, for det er jo Guds stemme, ja, jeg kan ikke se forskellen). Store dele af den katolske kirke, både den romerske og den græsk/russiske, indeholder sakrale tekster der baserer sig på stemmehøring. Og i den protestantiske retning ses samme fænomen. F.eks. udgivne prædikesamlinger inspireret af Guds stemme. Og indtil psykiatrien fi k hånds- og halsret over menneskets åndelige liv, var det en accepteret foreteelse.

En anden bog, der er kommet for nyligt, er ”Følelsesmæssig Intelligens i Coaching”. I de indledende kapitler forekommer en glimrende kortlægning af det biologiske og neurologiske skisma mellem den limbiske hjerne og den rationelle hjerne (frontallapperne primært), hvor den limbiske hjerne er sædet for følelserne. Og følelserne, eller følelsesopfattelsen, er styret af de i barndommen indoptagne tolkninger af verden, og af de nedarvede mytiske tolkninger og tabuforestillinger.

Så længe psykiatrien ikke vil eller kan forholde sig accepterende til den følelsesstyrede eller åndelige del af det hele menneske, men kun til den rationelle del, vil psykiatrien langsigtet lide det ene nederlag efter det andet. Og en dag vil forklaringen ”Manglende sygdomsindsigt” ikke længere ”holde vand i byretten”. En dag vil selv psykiatrien forhåbentlig forstå, at den ud fra somatik styrede sygeliggørelse af følelser og overbevisninger er dybt samfundsnedbrydende.

Jamen vi kan se at mennesket lider! Ja. Men i stedet for kemisk at blokere lidelsesoplevelsen, skulle man måske satse på at hjælpe det lidende menneske til at forholde sig til de tanker m.v., der fremkalder lidelsen. Så i stedet for ”sygdomsindsigt” satse på selvindsigt, følelses forståelse og værktøjsgørelse af følelserne. Ethvert tænkende menneske oplever eksistentielle kriser. Uden at disse partout skal stemples som sygdom. Forhåbentlig opfatter vi en dag, at fremtidig menneskelig udvikling ligger gemt i begreberne accept og rummelighed.

For ligesom at komme tilbage til starten på denne refl eksion, så forekommer det mig, at konklusionen desværre må blive: Når psykiatrien dårligt nok er i stand til at rumme sin egen mytiske og religiøse kulturarv, så er den endnu mindre i stand til at rumme fremmedes arv. Der ligger måske hovedårsagen til at et forløb som Abdulles kan forekomme. Vi lever i et multietnisk globalt samfund i dag, på godt og ondt. Og forhåbentlig opfatter vi en dag, at fremtidig menneskelig udvikling ligger gemt i begreberne accept og rummelighed.