Jeg er en 63-årig psykiatribruger, der for 22 år siden blev ramt af skizofreni. I alle disse år har jeg - med en enkelt undtagelse - taget medicin, og jeg vil fortsætte med at gøre det. Jeg hører derfor til den heldige gruppe af skizofrene, der kan blive ”rask” ved at tage medicin.

Det kan en tredjedel af alle skizofrene. En anden tredjedel behøver slet ikke at tage medicin for at få et normalt liv, mens den sidste tredjedel er håbløst fortabt, fordi medicinen ikke virker på dem. Jeg er fuldt ud klar over de bivirkninger, der opstår ved at tage medicinen.

Men da jeg i en kort periode efter udbruddet af min sygdom på anbefaling af en psykiatrisk overlæge (der ikke troede jeg var syg ) trappede ud af medicinen, blev jeg forrygende psykotisk igen. Der er derfor tale om et personligt valg mellem to onder, og jeg har - ligesom formentlig en del andre psykiatribrugere - valgt medicinen.

Væsentligt er for mig yderligere, at jeg er mindst ligeså kreativ som før udbruddet af min skizofreni - ja måske endda mere. I alt tre fagbøger om økonomi er det således blevet til, hvoraf en af disse var på ikke mindre end 450 sider. Den tog det seks år at skrive, men jeg havde det fortræffeligt, mens skriveprocessen stod på, ligesom det gav mig et stort løft i mit eget selvværd.

Men så kommer alle de selvbestaltede repræsentanter for os psykiatribrugere med deres sædvanlige hetz mod os, der har valgt at leve med medicinen og dens bivirkninger.

Et sidste usmageligt eksempel herpå fi ndes i det sidste nummer af LAP-bladet, hvor det oplyses, at man nu vil til at lave dødslister over dem, der har truffet samme valg som jeg.

Hvad med alle dem, der begår selvmord, fordi de ikke tager medicin? Burde disse dødsfald ikke også registreres? LAP burde skamme sig.