Ord er med til at skabe vores virkelighed

Ord er med til at skabe vores virkelighed. Hver gang vi tildeles bestemte ord, bliver de også en del af vores skæbne. Hvis mennesker med psykiatriske diagnoser skal blive en større del af livet må psykisk ubalance beskrives med ord, som mennesker generelt kender. Det er vigtigt at skabe et forhold til omverdenen, der er mere end et uforståeligt og fastlåst billede.

Det er så vigtigt, at vi mennesker med psykiatriske diagnoser ikke bliver distanceret ud af livet. Vi skal ind i livet og lære os selv at kende som mennesker, der har smerte, angst, sorg, vrede, konflikter, glæde og følelser på lige fod med andre mennesker. Vi skal lære os selv at kende som mennesker, der har fået flere udfordringer end de fleste og måske netop derfor har noget vigtigt at dele med omverdenen.

Vi skal bort fra ord og et sprog, der fremmedgør og skaber distance.

Det er identifikationsfaktoren, der afgør om man sprogligt set er på rette spor. Kan vi genkende os selv i den måde vi beskriver mennesker og deres virkelighed på?

De ord, vi bruger til at beskrive livssmerte med, er af afgørende betydning. Smerte er smerte uanset om den er fysisk eller psykisk. Mennesker med psykiatriske diagnoser beskrives ofte gennem et uforståeligt fagsprog. Men hvis man derimod valgte at beskrive dem gennem et letforståeligt og genkendeligt sprog, ville man sandsynligvis finde frem til, at det drejer sig om mennesker med grundlæggende de samme kampe, behov og eksistentielle problemer, som gør sig gældende for mennesker som helhed. Mennesker med psykiatriske diagnoser behøves ikke at “ophøjes” til noget negativt særligt. Mennesker med psykiatriske diagnoser er blot mennesker, der grundlæggende har de samme behov som alle andre mennesker, men behov som de ofte ikke får opfyldt.

Gennem sproglig nytænkning vil vi kunne generobre menneskers tabte muligheder. De muligheder, der er gået tabt ved at definere, stemple og sætte “etiketter” på nogle mennesker.

Så længe vi fastholder retten til at kalde nogle mennesker svage, tossede eller syge i hovedet o. s. v. fastholdes ikke bare de såkaldte psykiske syge i en afviger rolle eller måske ligefrem i en afvigerkarriere, men vi afslører en holdning, der tjener det formål at fastholde den eksisterende magtdeling: svag versus stærk.

Et ord som “støttekontaktperson”, som er en integreret del af sprogbruget indenfor socialpsykiatrien, indeholder, hvis ikke ligefrem ydmygende, en mangel på mulighed for at identificere sig med begrebet egen styrke. Ydmygelsen ligger i at “støttekontaktperson“ er et kunstigt sammensat ord, der muligvis ikke ville kunne genkendes af andre end de mennesker, der udfører funktionen, og de mennesker ordet er specialdesignet til. Nogle mennesker matcher åbenbart ikke almindelige genkendelige ord, som udtrykker almindelige menneskelige behov.

Genkendelsesfaktoren er afgørende for god kommunikation. Det er gennem et fælles erfarings-grundlag, vi har mulighed for at skabe kommunikation med hinanden. Et ord som dialogpartner vil gå i retning af mere ligeværdighed og er ikke tilegnet en bestemt gruppe mennesker. Støtten og styrken vokser frem af det, der sker imellem to menneskers ligeværdige møde og dialog.

Tager man f.eks. bogen: “Invitation til Socialpsykiatri“, som indeholder mange interessante, værdifulde og nytænkende aspekter, -finder man stadig et sprogbrug, der i sin grundsubstans skelner mellem “dem” og “os”. Der er de professionelle og så er der brugerne. Bag enhver bruger, bag enhver klient eller bag ved enhver patient findes der faktisk en person. Vi er som mennesker ikke ligestillet. Men vi kan vælge at møde hinanden som personer, der i fællesskab finder frem til en vej, når vi er faret vild. Man behøver ikke nødvendigvis udelukkende tillægge de såkaldte “professionelle” faglighed. Faglighed i sociale relationer handler i høj grad om mellemmenneskelig kompetence, - at sige og gøre det rigtige, når det gælder.

Hvis ikke sproget afspejler en reel ligeværdighed, har vi ikke gjort op med institutionsparadigmet. Den dag man sprogligt og i praksis ikke magtmæssigt kan se forskel på “dem” og “os”, har vi lagt nogle graverende menneskelige og socialt undertrykkende faktorer bag os.

Når vi omtaler en gruppe mennesker som værende passive (brugere), har vi allerede fra start lagt en fastholdelsesprocedure. Et af menneskets dybeste behov undermineres, - muligheden for at bidrage. Brugere er per definition nogle som modtager. At være modtager- i al fald over tid fremmer ikke en selvforståelse, der indbefatter almen menneskelig kompetence. “ At komme sig drejer sig om at kunne lægge brugerrollen bag sig, eller i det mindste at denne rolle kan reduceres til en rolle blandt mange andre i ens liv.”( citat fra bogen: Fra patient til Person af Alain Topor).

Hvorfor ikke betragte mennesker med psykiatriske diagnoser som nogle aktive størrelser, der på trods af deres livssmerte stadig har noget at tilbyde. Inden man f. eks fik tildelt en psykiatrisk diagnose, var man et menneske med muligheder og ressourcer. Hvor forsvinder disse egenskaber hen? Hvorfor ikke fastholde, at vi menneskeligt set er deltager i vores eget liv såvel som i andres liv? Gennem en ændring af ordvalget fra bruger til f. eks. deltager, kan man genskabe en virkelighed, der går fra passiv til aktiv.

Endvidere tænker vi ofte i enten / eller tankegange, som er med til at styre vores følelser og vores liv. Enten er man stærk eller også er man svag. Det er som om, man ikke kan være begge dele. Men er det rigtigt? Om man bliver set på som værende stærk eller svag, er der så godt som en hel verden til forskel på. Man behøver ikke underlægge sig enten / eller virkelighedsbeskrivelsen.

Der findes både - og. Man kan være både stærk og svag. Udfordringen består i at bruge denne erkendelse så konstruktivt og åben og nytænkende som muligt.

Dybest set er vi jo alle livs arbejdere, der arbejder med hver vores livs læring. Vi har alle noget at bidrage med, på hver vores individuelle måde. Problemet er, at de menneskelige ressourcer tolereres kun inden for et “skabelon-tyranni“. At modellen for, hvad det vil sige at være et rigtigt menneske, er efter klip en hæl - skær en tå modellen. Et tyranni der presser flere og flere mennesker ud en eksklusionsrolle, og som yderligere kan koste samfundet dyrt.

En af de store ikoner indenfor socialt arbejde udtrykker det varmt og indsigtsfuldt “Jeg betragter ikke de udstødte grupper som svage, men som mennesker der har noget væsentligt at lære os andre. Derfor har det været vigtigt for mig at få fremhævet den styrke, de har, og de ting, de kan fortælle os……. ( fra bogen “ Det vigtigste i livet”).

Individer, som vi ikke kan identificere os med, vil vi have en tendens til at afvise eller ligefrem behandle dårligt. Mennesker med psykiatriske diagnoser fremstår ofte som værende identiske med selve sygdommen. De bliver til mennesker uden ansigt, - uden identitet, som tilsyneladende ikke bidrager med andet her i tilværelsen end at være syge og uforståelige væsner. Mange mennesker kan ikke genkende sig selv i den måde mennesker med psykisk ubalance beskrives på. En psykiatrisk diagnosticeret person kommer ofte til at fremstå som et fremmed væsen, man reagerer angstfyldt og afstandstagende overfor.

Fra det øjeblik et menneske ikke længere er underlagt en stigmatisering- udtrykt som en af uforståelig kronisk galskab inficeret størrelse, men beskrives og opfattes som en person med smerte, angst, sorg og konflikter hørende menneskelivet til, finder man sandsynligvis frem til, at vi alle er i samme båd. Men forståelsen, indsigten og medfølelsen omkring denne fælles menneskelige skæbne er båret oppe af det sprog, vi vælger at beskrive virkeligheden med.