I 16 år har jeg været alvorligt psykisk syg. Jeg hører stemmer. Jeg ved ikke, om jeg er født med anlæggene for psykose (skizofreni) eller hvad. Måske har jeg altid haft det i mig - der er så bare nogle begivenheder, blandt andet en stor sorg, som har udløst sygdommen.

For nylig har jeg hørt om en teori, som siger, at hvis ens mor har infl uenza under svangerskabet, er der risiko for, at fostrets genmasse tager skade, muterer, skaber anlæggene for skizofreni. Det skal nok passe.

Men jeg er, som så mange af jer andre gæve mennesker her i LAP giver udtryk for, igang med en helt personlig recoveryproces. Der er stadig langt igen, men jeg har håbet om at få det bedre. Som et væsentligt led i min recovery-proces har jeg lært nogle ting om min sygdom. Jeg har lært, erkendt, at stemmerne er mine egne tanker, og at det er stemmerne, der skaber den smerte, som jeg så ofte føler. At forstå disse ting gør ikke i sig selv én rask.

Men det føles helende at forstå disse ting. Jeg er et meget splittet menneske - men på vej mod større helhed. Jeg tror altid, at jeg vil have brug for medicin. Men medicinen oplever jeg personligt som noget, der hjælper mig på vej i recovery-processen.

At være skizofren er på en måde som at leve på en vulkan, der mere eller mindre permanent er i udbrud. Engang følte jeg, at jeg stod i det indre af en atom-sprængning - men heldigvis er det blevet bedre med årene. At være psykisk syg betragtes af mange som noget skamfuldt. Men, kære venner, de største helte jeg kender og har kendt, er psykisk syge mennesker.

Af og til mister jeg håbet. Og så ved jeg, hvad helvede er: Lidelse uden håb om bedring. Men håbet vender altid tilbage - måske ikke om at blive 100% rask (for hvad er det?) - men om at få det bedre. Dag for dag, år for år - hele tiden lidt bedre.

Håbet er det, der får mig til at sætte det ene ben foran det andet - hele tiden små skridt fremad. Håbet, venner, er det, der alene kan bære et menneske igennem alt. Og dét er ingen skam!