Jeg vil byde velkommen og sige tillykke til os alle sammen, fordi vi nu i 10 år har arbejdet for at gøre livet lettere for mennesker, der er blevet ramt af psykisk lidelse. Jeg blev selv shanghajet for 20 år siden, da der startede en psykiatribrugerbevægelse i Århus. Da lærte jeg det samme i den lokale psykiatribruger forening, som jeg har lært i LAP, nemlig at man kan blive inspireret, man kan give hinanden glæde, og man kan lære meget af mennesker, der er nået længere end en selv. Vi kan også irritere hinanden og gøre hinanden skidt tilpas, men sådan tror jeg det er i alle foreninger, hvor man brænder for en sag, og vil arbejde hårdt for at noget lykkes.
LAP er en forening, der fra starten har skabt fællesskab mellem ligestillede, og hvor drivkraften er det frivillige arbejde. At arbejde frivilligt er et arbejde, som kan give både bøvl og glæde. Glæde, når man har nogle andre mennesker at spejle sig i. Glæde, når man har andre, der kan inspirere, og man får en øget kompetence til at yde et godt stykke politisk arbejde. Når man får folk til at lytte og får gennemført store projekter. Glæde, når man er med til at præge den politiske dagsorden og skabe bedre rammer for andre.
LAP er blevet en forening, der på mange væsentlige punkter vinder respekt og anerkendelse. På kvalifi ceret vis har vi givet et modspil til de eksisterende tanker om, hvordan man skaber gode rammer om mennesker, der har været ramt eller er ramt af psykisk lidelse.
Her har LAP specielt sat fokus på det der kaldes recovery, at det både er muligt og forventeligt, at man kan komme sig efter svære psykiske lidelser. Vi vil også fortsat sætte fokus på nødvendigheden af den samfundsmæssige inklusion, og vigtigheden af at systemerne indrettes sådan, at brugerne har mulighed for at træffe valg, når det gælder behandling.
I LAP er vi en forening, der gerne taler de svages sag, - og gør det med stort engagement og glæde. Ofte udspringer det politiske engagement af en uret, som man føler er blevet begået mod en, men på et tidspunkt må man nødvendigvis hæve sig op over sin egen historie og skabe gode vilkår for andre.
I LAP er vi mange, der har haft køreplansforstyrrelser i vores liv og er blevet ekskluderet fra mange vigtige samfundsmæssige sammenhænge. Her tænker jeg bl.a. på, at mange taler om, at man har en række tab. Måske har man ikke gennemført en uddannelse, måske har man mistet venner, eller måske har man ikke fået lov til at bevare tilknytningen til den arbejdsplads, man var på. Men hvad er det, der gør, at folk kan komme sig? Man kan spørge: Er det nedlæggelsen af de store institutioner? Er det forekomsten af psykofarmaka i midten af 50’erne? Nej. Det eneste, der faktisk gør, om folk har mulighed for at komme sig igen, det er om der er behov for en.Det er de samfundsmæssige konjunkturer, der afgør, om man kan komme sig igen. Om samfundet har behov for en. Som alle andre har mennesker, ramt af psykisk lidelse, et behov for ikke bare at være nogen der tager imod, men også at give noget igen.
Det at give noget igen kan være mange ting, specielt hvis samfundet ikke er klar til at tage imod en, når man har fået det bedre og har rejst sig lidt igen. Her kan et frivilligt arbejde være noget, man giver sig i kast med - med stor entusiasme og energi. Det er her, man kan få kompetence og udvikle sig, og det er her, man kan få netværk, også i de højere politiske kredse. I LAP er vi en forening, der interesserer os for de muligheder, lovgivningen giver nationalt og internationalt for den enkelte. Det er der mange, der ikke ved. At der er nogen, der bestemmer over det liv, jeg lever, og at det er lovgivningen i det land, hvor jeg lever, som sætter rammerne for de muligheder, jeg har i mit liv.
I LAP er vi en forening, der hele tiden interesserer os for de tanker, der endnu ikke er tænkt. Sidste år gennemførte vi et stort undersøgelsesprojekt, der handlede om, hvordan man skaber muligheder for mennesker med psykiske lidelser på arbejdsmarkedet. Det var et projekt, der blev gennemført med støtte fra arbejdsmarkedsstyrelsen, og hvor noget af det vigtigste var at sætte fokus på, hvad der sker, hvis man bruger handicapfaglige termer som rimelig tilpasning og kompensation, når det drejer sig om at gøre arbejdsmarkedet tilgængeligt for mennesker, der er eller har været ramt af psykisk lidelse.
I LAP mener vi, det er vigtigt at øge den samfundsmæssige rummelighed og at det ikke nytter noget at psykiatribrugerne er klar til at tage fat, hvis samfundet ikke er rummeligt eller indstillet på, at vi må være der. Det er umiddelbart nemt at forstå, at hvis man sidder i en kørestol har man behov for en rampe for at begive sig ind på en arbejdsplads. Både for psykiatribrugerne selv, der skal i job, men også for arbejdsgiverne har man behov for at få udviklet en terminologi, så det er lettere at forstå, hvordan man skaber rum, så også mennesker med erfaringer fra psykiatrien kan være med.
Ikke alle mennesker, der er her i dag, og ikke alle, der rammes af psykisk lidelse, har haft langvarige køreplansforstyrrelser, hvor man har haft afbræk i sin karriere. Ikke alle har behov for langvarige processer for at komme sig igen. Men det er vigtigt at arbejde målrettet politisk med at psykiatribrugere på alle områder af livet får ret til at drømme, udvikle sig og give noget igen, som alle andre mennesker i samfundet.
Her synes jeg specielt, det er vigtigt at mennesker med erfaringer fra psykiatrien får samme uddannelsesmæssige baggrund som resten af befolkningen, så vi kan gøre os kvalifi cerede til at komme i betragtning til samme typer af jobs. Man lever godt på overførselsindkomst her i Danmark, men det er også godt at være millionær og rig. Så mere af det!
Før jeg råber hurra, vil jeg sige, at sidste år har jeg lavet en DVD fra LAP’s store konference om arbejdsmarkedsforhold, og hver af gæsterne kan tage en med hjem gratis. Den er god, underholdende og den beskriver, hvordan man kan bruge de handicapfaglige termer for at udvikle et nyt sprogbrug for at indrette samfundet, så vi også kan være der.
Oven på kører en video, jeg lavede for 10 år siden til LAPs første stiftende generalforsamling. Der var jeg også med! Nå, men det viser bare, at vi har været her længe, og vi har endnu lang vej at gå. Lige om lidt vil jeg give ordet videre til beskæftigelsesministeren, men før det vil jeg udtrykke stor taknemmelighed over det, vi har nået. Vi har nået meget godt, men vi har endnu lang vej at gå. Jeg håber en dag, at der ikke er brug for os, og vi kan nedlægge os selv, fordi vi har de samme muligheder og goder som andre, men der er stadig langt igen.
Jeg synes, vi skal råbe hurra og derefter klappe, fordi det er en glædens dag i dag. Hurra! Hurra! Hurra! (Klapsalver)
