Den sommer gik sin gang
Så er det igen tid til klummen og når dette læses, er det igen blevet efterår. Det var en både solrig og senere regnfuld sommer, som mange nok ikke glemmer lige med det første. Jeg var glad for solen især for min haves skyld og det samme gjaldt regnen, som kom i stride strømme i midten af august. Det sidste havde min have svært brug for, da planter og blomster tørstede. Men så kom der endelig gang i knopskydningen og jeg kunne begynde at grave et sted, hvor jorden havde været hård som sten. En omlægning af minihaven skulle til, men jeg kunne ikke få gravet en del fine nye planter ned – jeg havde besluttet ikke at slå græs længere og derfor fået anlagt en rund sti i flere niveauer af forskellige gråtonede småsten. Det er blevet til en meget flot have, synes mine gæster og jeg - i skrivende stund blomstrer roser og andet mange steder. Jeg venter dog stadig på min Engletrompet, som har været længe undervejs med masser af dunede blade, men lige nu ser det ud til, at der kommer små knopper, som forhåbentlig vil resultere i kæmpestore abrikosfarvede blomster. Det bliver stort - for træet blomstrer helt til frosten sætter ind.
Er klummen kun for Femina?
Når jeg har opfundet denne klumme, der også kan læses af det mandlige køn, må jeg selvfølgelig være modtagelig for kritik af forskellig art. Og andet steds i bladet kan I læse den første reaktion, som kommer fra et tidligere LL-medlem, Jan Stig, som ikke er negativ – han er bare dybdegående undersøgende. For den med at LAP-Bladet ikke er et fagblad, er faldet ham lidt for brystet. Som svar på at jeg flere gange har pointeret, at det her er et medlemsblad, så var tanken med det udsagn blot, at der i et sådant skal være plads til humor, lidt almindelig menneskelighed og historier fra hverdagen, som vi alle har et eller andet sted - uanset en psykiatridiagnose. Mærkeligt nok kommer der ingen henvendelser fra medlemmer, som gerne vil have et hverdagsemne op - det har jeg eftersøgt - men det dukker måske op en dag? Indtil da må I trækkes med det, jeg finder på at skrive fra mit eget univers.
Dødsfald i psykiatrien
Et alvorligt emne er det, når mennesker dør efter overmedicinering, behandling, ingen behandling eller manglende forståelse fra f.eks. kommunens og det offentliges side. Når dette blad udkommer, er LAP-landskampagnen mod ”Dødsfald i psykiatrien” i fuld gang med start den 24. september i Ålborg. Den 10. oktober - på Verdens Mentale Sundhedsdag - sluttes kampagnen af på Nytorv i København. Paul Bjergager (LL-medlem), som mestrer kampagner af den slags, fik ideen til dette, efter at han sammen med andre fra LAP forrige år satte adskillige hvide trækors op i Roskilde med ordet Psykiatri. Ved at lave denne landskampagne skulle budskabet kunne nå ud til hele landet om, at det her er et prekært område, som Folketinget har svært ved at forholde sig til (læs mere på www.lap.dk).
Der gøres slet ikke nok på området, selvom læger skriver en del om det, som for nyligt i Ugeskrift for Læger. Professor Jørgen L. Thomsen og professor Jytte Banner fra Dansk Selskab for Retsmedicin har for nylig skrevet en artikel dér om overdødeligheden blandt psykisk syge mennesker. Her bliver der råbt vagt i gevær, for der er ikke sket noget epokegørende, hverken med undersøgelser eller analyser. Tilbage i 2008 svarede Sundhedsstyrelsen på opfordring, at der var øget risiko for død, hvis patienter fik både antipsykotiske lægemidler og sove- eller nervemedicin. Et par medlemmer fra Folketingets Sundhedsudvalg ønskede flere obduktioner, men intet fik Sundhedsstyrelsen til at flytte sig. Dansk Selskab for Retsmedicin har lavet mange undersøgelser med bevis for, at der sker mange dødsfald samt om grundene til dette. Men regeringen ønsker ikke økonomisk at give støtte til de obduktioner, der skal til som evidens. Dette er den seneste opdatering fra lægekredse – nu er det op til politikerne og befolkningen, om der skal komme gang i disse undersøgelser.
Måske kan LAP-landskampagnen hjælpe med til, at befolkningen får øjnene op for et område, som bliver skjult for offentligheden I min egen venneskare er der for nylig sket to sørgelige dødsfald – en kvinde på blot 46 år samt en mand på 53. Begge var psykiatribrugere. Og ingen af dem blev obduceret.
Og så til det lidt mere muntre – og alligevel ”Agurketiden” har budt på utroligt mange genudsendelser på TV – det er det samme hvert år. Folk er jo alligevel taget på sommerferie! Men mandag den 9. august tonede et kendt ansigt frem på DR1 og senere på aftenen også på TV2. Det var Nils Holmquist Andersen fra LAP, som berettede om, hvor let det er at slippe ud fra lukkede psykiatriske afdelinger her i landet. Nils henvendte sig til medierne efter at seks indlagte på Risskov Psykiatriske Hospital nogle dage forinden var flygtet.
Det bringer altid røre i befolkningen, når indslag af den slags vises i TV – og meningerne er delte. Jeg opfatter, at folk tror det udelukkende drejer sig om stærkt kriminelle sindssyge, som nu er på fri fod og kan komme til at skade andre. Historien er ofte en anden – et fåtal af patienter kan bare ikke holde ud ikke at få en værdig behandling eller noget, der hjælper dem. De vil ud i friheden – og husk lige, at vi psykiatribrugere altså ikke er øksemordere alle sammen! Men medierne elsker jo den slags – det sælger både aviser og seertimer. Derfor var det godt at se Nils i slips og nystrøget skjorte - endda i to forskellige versioner – stille og roligt fortælle om mulighederne for at slippe ud i friheden. Han har nemlig selv prøvet det flere gange – forskellige steder i Danmark, selvom det er en del år siden. LAP støtter medlemmer, som står frem i medierne med budskaber som ovenstående.
Det er beundringsværdigt og burde virke af-stigmatiserende, når man fortæller offentligheden om ens egne oplevelser inden for behandlingspsykiatrien. At pressen ofte skærer i helheden gør desværre, at det sande budskab ikke altid kommer ud. Debatten om dette med ”medierne og os” – vil bladgruppen skrive mere uddybende om i en ny artikel i næste medlemsblad.
Det lidt mere private
Min venneskare består af flere mænd end kvinder. Hvorfor mon det? Jeg tror selv at jeg skulle have været en dreng, da jeg i 1947 blev født som en kæmpebaby på næsten seks kilo og med rødt hår - for jeg har altid forstået mænds tankegang bedre en kvinders. Jeg har også arbejdet sammen med 80 % mænd gennem mine 17 år i F.L. Smidth. Det har sikkert også haft en indflydelse, men dybest set tror jeg, at mine to hjernehalvdele, som i forvejen er skæve, altid har haft mest fokus på den mandlige tænketank. Det er jeg ikke ked af, bortset fra at det af og til kan være svært at holde tingene adskilt, når jeg bliver gode venner med en mand. For hvornår er det venskab og hvornår tror manden det er kærlighed? Det var svært i mine unge år, for jeg blev ofte misforstået, når jeg fik dybere kontakt med mænd på arbejdspladsen. Så kunne der opstå problemer, fordi jeg tit forstod deres problemer meget bedre end deres koner eller kærester. Så var det op til mig at rede trådene ud og sige fra. De fleste mænd er altså bare meget spændende at tale med, være sammen med og prøve at finde ud af (okay, måske ikke alle mænd). Muligvis har andre kvinder oplevet det samme – dog finder jeg det ikke problematisk her i min høje alder, hvor man jo ikke længere er lige så attraktiv, som da man var 30 år. Hvorfor skriver jeg om dette? Måske fordi jeg igennem de sidste10 års frivillige arbejde inden for psykiatrien, oplever det samme billede. Mænd optager min tid mere end kvinder – det må jeg vel gøre noget ved. Det er da uretfærdigt – det er forskelsbehandling – så nu prøver jeg at kigge dybere på min feminine side for at se, om jeg kan ændre noget dér. Måske en psykolog, en healer, en NLPterapeut? – jeg har endnu ikke taget stilling.
Der er et liv derude, som kan opleves godt - også i den mørke og kolde tid her til lands.
Måske og muligvis igen - ikke en Win-win situation - Alligevel – ”Keep Smiling” – også selvom vinteren truer forude.
