Når 10 mennesker mødes
De 10 deltagere i Svendborg Landsmødets minikonference ”Psyke, kærlighed og seksualitet” blev mødt af en væg med tre ophængte tegnede teoretiske modeller, som var det en professor forelæsning, de skulle ind til. På en måde udgjorde modellerne da også en samlet teori om det at være menneske, hvad enten man er psykiatri bruger, eller vi taler om tingene normalerweise.
Initiativtager til og igangsætter af minikonferencen, Steen Moestrup, afstod dog fra at holde en forelæsning. Hans ide, som skulle vise sig at fungere fint, var, at de 10 deltagere skulle forholde sig personligt til de steder i modellerne, som sagde dem noget - komme med indlæg og kommentarer ud fra modellerne. Hvis vi forestiller os, at vi står ved kanten af en (romantisk?) sø med en blank overflade og smider en sten i vandet, hvilke ringe vil der så danne sig på vandoverfladen, efter det plump som stenen har forårsaget? En af Steens stene hed ”kærlighed”.
Ifølge hans kærligheds tegning kunne en sådan sten danne ringe omkring sig, der hedder livet, venskaber, tosomhed, nærvær, forløsen, fortrolighed. En anden sten hed ”psyke”, som i mødet med vandoverfladen frembragte ringe som følelsesindtryk, samspil, gøre noget andet, sårbarhed, hjernens rensning, stress. Endelig var der den tredje sten, ”seksualitet”, hvis ringe var krop, fysisk, parring, brunst periode, nydelse og orgasme.
Deltagerne var knapt nok kommet ud af starthullerne, før det første bud på en definition kom på bordet: kærlighed er det, der følger efter forelskelsen. Kærlighed er, når to mennesker etablerer et bånd. Hvor det at binde sig til hinanden ikke skal forstås som 100% stokrose idyl og evig fred. I et kærlighedsforhold skal der også være plads til at kunne skændes. Ja, supplerer en anden: den kæreste jeg søger, skal kunne tåle den (specielle) måde, som jeg er på.
En deltager siger, at kærlighed til et andet menneske er en vigtig del af vores liv - hvis ikke selve livet. Men samtidig påpeges det, at den person, man har hele livet, er sig selv. Og hvis man ikke har kærlighed til sig selv, kan man heller ikke gi´ kærlighed til andre. Ja, hvad kommer så først, hønen eller ægget? For som en anden omkring bordet siger, det er i samspillet, vi vokser som mennesker. Selv-tillid kommer ikke fra én selv men fra og gennem andre.
Man kan kun udvikle selvtillid, hvis andre giver én nogle skulderklap. Hvordan vokser man, hvis ens liv har været sådan, at man ikke elsker sig selv? Alle vil kærligheden, men den er ikke bare noget, man kan ønske sig, som var det et smukt armbånd eller en anden ting. Kærligheden er ikke en ting, den er et menneskeligt og følelsesmæssigt vovestykke: ”Hvis du tør kærligheden, gør du dig også sårbar.” Og er du så modig, at du tør åbne dig totalt for et andet menneske, kan jalousi følge med som en ubuden gæst. Ikke at jalousi som sådan er en forkert følelse (”følelser kan ikke være forkerte eller forbudte”, tilføjer én) - jalousi kan netop være et udtryk for, at der er tale om kærlighed. Men samtidig som jalousien kan være en slags bevis for, at der er ægte følelser på spil, kan den også være en trussel mod kærlighedsforholdet.
Prisen den enkelte kan komme til at betale, når han eller hun svigtes, kan være høj. Meningen med livet kan forsvinde sammen med den, man elskede. Eller reaktionen kan være en depression eller en mani. En deltager beskrev meget personligt og modigt en kvinde, som kom uventet ind i hans liv med en efterfølgende ”stormende forelskelse” til følge. Ikke kun ”kærlighedens kildevand” men også det kemiske stof dopamin i hjernen havde optur! Højt at flyve, dybt at falde, siger et gammelt ordsprog. Sådan var det også i tilfældet her: prisen for den senere mistede kærlighed var stor i form af tab af lykke og mening med livet. Med andre ord en voldsom depression.
Kærlighed er forbundet med intensitet og et nærvær, som kræver både fysisk og psykisk energi. Kærligheden kan komme til dig som noget flyvsk, men den bliver ikke ved dig af sig selv. Nogle oplever (især kvinder?), at når de begynder at knytte sig til en mand, så forsvinder han fra dem, som den våde sæbe smutter mellem fingrene. Er det mig, der er noget galt med, eller er det de forkerte fyre, jeg tiltrækker, spørger en deltager sig selv og os andre?
I de tilfælde hvor parterne viser sig at være lige værdige, kan der blive tale om, at når stormen har lagt sig ovenpå fasen med forelskelse, skal partnerne ”mødes på midten” og mere rationelt finde ud af, hvad vi to egentlig kan dele med hinanden i længden. Måske løber også tiden for kærligheden ud, hvilket ikke nødvendigvis er ensbetydende med en stor menneskelig sorg og krise. Et langt livs forhold kan have udviklet sig til ren stilstand, hvor man har levet mere ved siden af hinanden end sammen. I sådanne tilfælde kan et brud komme som en befrielse og åbne op for en frihed til venskaber, der er mere livgivende og værdifulde end det døde parforhold.
Seksualitet er ifølge Steens model en vigtig del af det at være menneske. Ingen erklærer sig uenige, men til gengæld kommer der nogle grimme personlige beretninger frem, som viser hvor seksualitets ødelæggende den medicinske psykiatriske behandling kan være. ”Pillerne ta´r seksualiteten og en væsentlig del af vores liv!”, siger én med baggrund i egne bitre erfaringer. For så vidt at seksualitet er forbundet med følelser, er de såkaldte lykkepiller en ulykke, siger en anden omkring bordet. Pillerne dæmper godt nok depressionen, men samtidig tages toppen af følelseslivet i det hele taget. Kærlighedens og sexlivets højdepunkter ædes op af kemi, og det hele bliver ”fladt”.
En kvindelig deltager fortæller om en skizofren kæreste, som hun har haft, hvor sexlivet blomstrede i et år, hvor kæresten var medicinfri. Så fik han det dårligt og blev medicineret, hvorefter hans trang til og evne til at være seksuelt aktiv forsvandt til stor skade for kæresteforholdet.
Ordet ”sindslidelse” signalerer, at det gør ondt i sindet - at være sindslidende er sprogligt set lideform. Det var imidlertid ikke sygdom og lidelse, der var det vigtigste for minikonferencens deltagere. Selv om de alle havde alvorlige baggrunde som psykiatriserede, var det først og fremmest de ting ved livet, som deltagerne i positiv forstand kunne lide, der var i fokus. På denne måde blev minikonferencen en bekendelse og hyldest til det alment menneskelige og den kendsgerning, at de menneskelige behov er ens, hvad enten man er et raskt og såkaldt normalt menneske, eller man er et menneske med en psykiatrisk diagnose.
Dette sagt, så var der selvfølgelig også en del indlæg omkring bordet, som drejede sig om psykiatrien og dens institutioner. En deltager fremhævede, at en psykiatri uden kærlighed, er en dårlig psykiatri. I den forstand blev begrebet kærlighed brugt i en bredere og mere næstekærligheds præget forstand a la voksnes kærlighed til børn. Selv helt små og banale menneskelige handlinger blev af den pågældende husket som store humanistiske eksempler på kærlighed fra det psykiatriske personale, f.eks. når en sygeplejerske i stedet for at komme med PN, som rutinen ellers er, lægger armen om vedkommende og indlevet hvisker, at der gemmer sig mange tårer inde under det tæppe, som hun sidder og gemmer sig under. Hun følte sig set, som det nødlidende menneske hun var - og havde ikke behov for yderligere medicin i situationen.
En anden fortæller om en anden lille ting, der er blevet husket som noget stort: en kvindelig psykiater viste sin sårbarhed som ryger og fortalte endvidere om sit liv som mor til to børn til patienten. Noget som blev opfattet som et brud med den professionelle kliniske rolle.
Disse små ”menneskelige” historier blev berettet som eksempler på en psykiatri, der også evnede at være kærlig. Problemet er imidlertid, at disse eksempler blev fortalt som undtagelser.
Hvornår er det reglen og ikke undtagelsen, at psykiatrien viser sit kærlige ansigt? Ønsket er en psykiatri, hvor den medicinske opfattelse ikke udelukker kærlighed i form af autentiske øjeblikke af trøst, glæde og kærlighed mellem de ansatte og brugerne.
