Endnu en sommer er gået…, med stroferne fra tre linjer fra en af de utallige sange om svundne somre…

Skete der heller ikke noget særligt for dig denne sommer, så trøst dig lidt med sangskriveren Sebastians ord: Du er ikke alene!
Jeg erkender at det kan være en ringe trøst, men hvis vi står mere sammen er vi stærkere - både enkeltvis og i grupper. Ligesom fuglene flyver i flok – når de er mange nok…

Eller med et andet Sebastian budskab: Måske ku´ vi?

Jeg er for min del stadig ved at forberede sommerferien, uden på mindste måde at tage mig af den ubetydelige kendsgerning, at den efter kalenderen burde have været overstået. Det skulle desværre heller ikke undre mig, at jeg en dag i fremtiden vil sidde og tænke som en svensk digter på svenskdansk: ”Dagene, ugerne gik, månederne gik, årene gik – inte viste jag at det var livet…”

En af de sommerens sidste festivaler hedder på godt nydansk Golden Days Festivalen, og er en historisk festival, som i år handler om 1700 og hvidkål… Det er også den tidsalder, vi kalder oplysningstiden. Den tid kunne vi nu godt bruge noget mere af i dag. Jeg har i den forbindelse aldrig helt forstået, hvorfor vi søger efter intelligent liv på andre planeter. Jeg ville være mere end tilfreds med intelligent liv her på jorden…

Mere upåagtet end de mange festivaler har vi også i hele 2010 befundet os i Det Europæiske Fattigdomsår. EU tildeler nemlig med gavmild hånd hvert år sit tema. Næste år er Frivillighedsår. En fast årlig begivenhed har også i år fundet sted i Odense, nemlig Brugernes Bazar på initiativ af Rådet for Socialt Udsatte. Karl Bach sidder i rådet som talsmand for os psykiatribrugere, og rådet har for nylig fået en ny formand, Jann Sjursen, efter at Preben Brandt er gået af. Han er vist en af ophavsmændene til de tankevækkende ord: Det er godt at vi har fået det bedre. Men det havde været bedre, hvis vi havde fået det godt…

De skriftlige medier har det heller ikke for godt. Et magasin, som sikkert i særlig grad interesserer vores læsere, Helse er lige gået konkurs. Det er faktisk også gået tilbage for de danske aviser siden 1946. Særligt hårdt har det været de seneste 4 – 5 år, hvor dels gratisaviserne er kommet til, og internettet med sine endnu hurtigere og ligeså billige nyheder har fået fodfæste. Chefredaktørerne for de store aviser frygtede ellers ikke de nye gratisaviser, da de dukkede op. De udtalte, at de nye aviser kun ville bestå at Ritzau-telegrammer og discountjournalistik. ”Folk vil gerne betale for at få kvalitetsjournalistik.” Det ville folk bare ikke! Avissalget styrtdykkede – især af de mest populære som Ekstra Bladet og BT.

BT prøver til gengæld at overhale Ekstra Bladet indenom i at være sensationslysten og efterlade EB i blot at være lysten!
Færre aviser og færre annoncer har skabt en økonomisk spændetrøje, som har gjort, at de gamle hæderkronede dyder som ”pressen som den fjerde statsmagt” - den kontrollerende - er trådt i baggrunden. Der satses mere på underholdningskriterier end nyheds-, samfunds- og væsentlighedskriterier. En tilsvarende udvikling kan ses i radio og især fjernsyn. Her er det konstante lytter- og seermålinger som tæller. En anden vinkel på mindre væsentlighed og mere salgbarhed, kan ses i at politikernes tale nu i stadigt større grad afpasses til tv-mediets klipperytme. Længere og uddybende forklaringer er for lange og kedelige og erstattes af korte, enkle og letfattelige replikker efterfulgt af et usynligt, men slagfærdigt udråbstegn!

Udover de store regnskyl som det fysiske vejr har bragt os, har der i sommeren løb også faret nogle mediestorme rundt i landet. Det er blandt andet gået ud over nogle kvinder, en udenrigsminister som ikke rejste nok, og en statsministerkandidat som ikke havde styr på sin mands skat. En af stormene blæste over, at flere patienter med behandlingsdomme undslap lukkede psykiatriske afdelinger. En af forklaringerne var at de kedede sig, hvilket man i og for sig godt kan forstå. Måske LAP-Bladet skulle vise sit samfundssind og donere klassesæt til de respektive afdelinger?

Mange overskrifter og indhold i artikler blev strammet. Der var mange ord som ”kriminelle sindssyge” og overskrifter om ”psykiatriske fanger flygtet” eller ”psykiatriske patienter undsluppet”. Jeg vil så gerne tro på fremtiden og det gode i menneskene. Det vil jeg stadig - også på trods af kendsgerningerne. Jeg siger som en salig jysk Venstremand engang i Folketinget: Hvis det e fakta – benægter a fakta.

Der har dog altid været dommedagsprædikanter, men det føles som om de får mere medvind. I katastrofefilmen 2012 går jorden bogstaveligt talt under takket være alle digitale og filmtekniske mirakler. En af filmens begrundelser for undergangen var at Mayafolkets kalender slutter i 2012.

Det gjorde mig alligevel noget urolig. Min Maylandkalender slutter til nytår…

Klimakteriemakrellen og komikussen Anne-Marie Helger har et stort socialt hjerte som også banker for psykiatriens mange brugere. Der er ikke nogen tvivl om at hendes hjerte sidder til venstre…

Hun optrådte også på Brugernes Bazar den 28. august. Så man kan være sikker på at Regeringen, Folketinget, Nationalbanken og andre autoriteter fik smæk for skillingen.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at være ordstyrer for Anne-Marie Helger og et panel ved et arrangement om ”Det gode liv”. Fru Helger havde holdt en længere enetale, hvor hun nævnte at hun havde cyklet forbi Blinde- og Døveinstituttet. Jeg mærkede ingen nævneværdig reaktion, så jeg sagde så tørt, som det var mig muligt, at når fru Helger omtalte Blinde- og Døveinstituttet, så havde jeg erfaring for at hun mente Christiansborg…

Salen bogstaveligt bølgede. Jeg oplevede det berusende i at føle en hel fuldtallig forsamling, samlet bryde ud i en latterbølge. Efter den betagende oplevelse kan jeg virkelig forstå hvor besættende det er, og hvordan man kan blive afhængig af at nå den følelse igen. Omvendt kan jeg også forestille mig hvor tomt og nedslående det er, når latteren udebliver. Det får mig til at drage et suk og et smerteligt smil ved tanken om at det i disse dage er 30 år siden at Dirch Passer døde på vej ind på scenen i Tivolirevyen.

Han havde og ikke mindst følte et kolossalt forventningspres. Han optrådte fra 1967 og en række år derefter i Cirkusrevyen på Bakken. Det fik ham til at tænke: De kalder det Bakken, men for mig er det Mount Everest. Hver aften…

Hvad de fleste ikke véd, er at det første Dirch Passer skulle have sagt til publikum, hvis han ikke var faldet om, var indledningsreplikken, jeg havde skrevet. Jeg havde interviewet ham året før til ungdomskulturbladet TRYK PÅ!

Jeg indledte mit interview med ordene: ”USA har Jimmy Carter og BOB HOPE. Danmark har Anker Jørgensen og NO HOPE. Men vi har Dirch Passer! Han er et af de få råstoffer vi har tilbage, efter vi afhændede Sverige og Norge. Han er en af dem, der gør kolde tider varmere.”

I sin sidste Tivolirevy undlod han dog at nævne sig selv, men ellers var det de ord jeg havde skrevet. Han ringede også for at takke for artiklen. Han sagde også at ”hans mund ku´ li´” joken og om han måtte bruge den. Så i savnet af Dirch, trøster jeg mig med at sandsynligvis får jeg ikke Nobelprisen i litteratur, Pulitzer-Prisen eller Det Danske Akademis Store Pris, men jeg har skrevet til Danmarks største komiker…

Kys det nu, det satans liv, grib det,
fang det før det er forbi…

Hav det nu godt og pas rigtigt godt på jer selv!
Kærligst Michael