Nu har vi længe hørt om psykiatrien i førertrøjen, om alle de tiltag der skulle på banen og så videre. Men med udsigt til reallønsnedgang og dermed nedgang i de reguleringssummer, der fremkommer i forbindelse med reguleringen af sociale ydelser. Reguleringssummer der opsamles i det, man kalder satspuljen. Så er det ikke en psykiatri i førertrøjen. Hverken LAP´s orange eller den almindelige gule førertrøje.

Nej vi er på vej mod en psykiatri i overhalingsbanen! Altså en psykiatri i den bane hvor man/den bliver overhalet.

Det er meget sært, og vist enestående for Danmark, at de socialt dårligst stillede selv finansierer deres sundhed via en reguleringspulje.

Forbedringer af psykiatrien i Danmark finansieres i det store og hele af satspuljemidler, enten via treårige projekter eller mere permanente bevillinger, sidste styrede over finansministeriet, men hentet i satspuljemidlerne. Og det er bl.a. gruppen af psykiatribrugere på ”overførselsindkomster”, sociale ydelser, der sammen med andre selv finansierer psykiatrien. Måske derfor er psykiatribrugere landet i forhenværende socialminister Henriette Kjærs rodekasse, kaldet ”De socialt udsatte”. Brugerbevægelserne har i flere år - i snart sagt alle tænkelige fora - udtrykt deres forundring over denne finansieringsmodel.

Nu ser vi at andre, bl.a. lægerne, begynder at udtrykke deres forundring. Citat: ”Lægeforeningen retter skarp kritik mod finansieringen af psykiatrien. Uværdigt, lyder kritikken af de skiftende satspuljemidler, som psykiatrien er afhængig af.”

Det er på en måde glædeligt at se. Men på en måde er det tragisk, fordi almen logik for længst burde have vist diverse politikere, at konstruktionen var og er uholdbar.

Som jeg for nylig så det udtrykt, ”hvad mon den politiske reaktion ville være, hvis en kræftafdeling måtte afvise patienter, eller henvise dem til årelange ventelister, fordi der ikke var flere penge på satspuljebevillingen.” Og lad os så helt forbigå ”livsstilssygdommene”.

På en eller anden måde er selve satspuljekonstruktionen en typisk borgerlig ideologi. Det var under en borgerlig regering, at reguleringsprincippet opstod ud fra en idé om, at overførselsindkomster ikke måtte blive så ”fyldige”, at det kunne blive en bekvemmelighed at leve på dem. At denne holdning så både ramte folkepensionister fra lavtlønsområderne og de kronisk syge, hører sikkert under begrebet kedelige, men nødvendige bivirkninger.

Det bliver spændende at se, hvilke tiltag der kommer på bordet hen mod finanslovsforhandlingerne, hvor jo også de frie satspuljemidler skal fordeles inden finansloven kan blive til noget. Spændende at se hvad der skal stoppes af fornuftige tiltag inden for området psykiatri bredt set.

Spændende at se om der skulle være nogle ansvarlige politikere, der opfatter at flere besparelser på området nationaløkonomisk er at save den gren over, hvorpå gåsen med guldæggene sidder. På den ene side har ordet indkomst i begrebet overførselsindkomster fået for stor en vægt, og er måske årsagen til at ansvarsområdet er flyttet ind under beskæftigelsesministeriet – selvom indikatorerne for eventuelle behov stadigt hører hjemme i de sundhedsansvarlige og socialansvarlige ministerier og styrelser. I starten af denne tekst brugte jeg begrebet overhalingsbanen på en ny måde. Her til slut vil jeg bare lige sige: ”Håber at psykiatrien snart kommer økonomisk fri af nødsporet.”