Din selvtillid er lavere end nogensinde.
Angsten raser og håbet forsvinder.
Medicinen dulmer, du famler i blinde,
du ønsker at komme dig og blive en vinder.
De siger, at der skal ro på og tid til hvile.
Du bli’r træt, opgivende og får ticks.
Dit ansigt stivner, du har svært ved at smile,
du vokser i størrelse og er langt fra fiks!
Hvor skal det ende? Hvad skal du tro på?
Det job du var go’ til er tabt på et brædt.
Et meningsfuldt arbejde, er det du vil opnå!
No’et at stå op til – hvor har du dog grædt.
Du kæmper med stemmerne, som kommenterer.
De taler negativt, så du bliver svag.
Du taler om fremtiden, som ingen respekterer.
De gi’r dig mer medicin til en skønne dag
dit hjerte si’r stop, for det bli’r for meget.
Max dosis er overskredet – og så!
Hvem ta’r et ansvar, og hvem bli’r nu vejet
på vægten for retfærd – hvem stoler man på?

November 2009