MarkMark døde Langfredag den 21. marts 2008. Han blev kun 33 år gammel. Vi mistede en højt elsket søn og store bror, og vennerne mistede en varm, kærlig og omsorgsfuld ven.

Det kom, som et lyn fra en klar himmel

Vi havde været sammen bare 2 dage forinden. Mark var i super humør. Han havde lige holdt en lille hyggefest, og mens vi stod og vaskede op fortalte han glad om hvordan den var gået – om vennerne og musikken. Vennerne og musikken fyldte utroligt meget i Marks liv.

Hvordan kunne det ske? Spørgsmålene kom væltende. Mark var i rigtig god form - han var slank og så godt ud – han havde de sidste par år gået meget til fysisk træning, og han gik og cyklede meget.

Men han havde faktisk virket mere træt på det sidste. Det skal I ikke tænke på - havde han sagt - jeg orker ikke så meget lige for tiden, men ellers har jeg det fint. Og humøret lød ikke til at fejle noget. Vi blev hurtigt klar over, at det måtte have noget med medicinen at gøre, men hvilken medicin – det viste sig, at Mark fik ordineret en stor cocktail af medicin – en blanding af antipsykotiske og antidepressive præparater.

Det tog et halvt år før obduktions-rapporten blev gjort færdig. Ifølge retsmedicineren, som gennemgik rapporten for os, var konklusionen klar og éntydig: Mark døde af medicinforgiftning – helt nøjagtigt af en overdosis af Cipramil og Anafranil – de såkaldte lykkepiller – som blev ordineret af hans psykiater og doseret af hjemmesygeplejerskerne. Det viste sig i øvrigt, at hjemmesygeplejerskerne faktisk havde været meget bekymret over den store mængde medicin, som Mark fik, uden psykiatrisk opfølgning - og de havde prøvet at råbe vagt i gevær, men uden held.

Straks efter Marks død, stødte vi på usandheder, der skulle dække over forsømmelighed. Da vi forsatte på egen hånd med, at undersøge omstændighederne, kunne vi mærke, hvordan der blev dækket over brudte aftaler, og hvordan flere usandheder blev tilføjet. Bland andet kunne man pludselig ikke huske de aftaler, der blev indgået ved Marks udflytning fra sit tidligere bosted til egen lejlighed, og vi fik at vide, at der ikke fandtes nogen dokumentation for Marks flerårige ophold på bostedet.

Vi taler her om Danmark i år 2008

Da vi senere startede en patientklagesag, blev vi bekræftet i, at der havde forekommet kæmpe-svigt hele vejen rundt
• distriktspsykiatrien, som fik chancen for at gribe ind og redde Marks liv, men undlod at påtage sig et ansvar.
• støttecentret, som heller ikke levede op til deres fulde ansvar.
• bostedet, som havde ”glemt” vores aftaler.
• psykiateren som fortsatte med at give Mark en dødelig cocktail i 2 år uden at se ham eller tale med ham.

I forbindelse med Marks død, har embedslægen ført en tilsynssag, men den stoppede Sundhedsstyrelsen, fordi den psykiater, der ordinerede Marks medicin ikke havde opsøgende pligt. Hvis lægen ikke møder sin patient, og specielt, hvis han ikke følger op på bivirkningerne af den medicin, han ordinerer, så er det da ganske enkelt fuldstændig uforsvarligt, at udskrive medicin i et omfang, som kan være livsfarligt.

På grund at pligtforsømmelse og ansvarsforflygtigelse er et værdifuldt liv gået tabt.

På trods af, at Mark havde haft nogle særdeles svære tider beholdt han altid sit lyse sind, sin livsglæde og sin ukuelige optimisme for fremtiden. Han var oftest smilende, lattermild og udadvendt, og det betød at han havde nemt ved at møde nye mennesker og få nye venner, og så var han god til at lytte. Han var også rigtig god til at holde fast i de gamle venner – både de raske og ikke så raske, og han besøgte dem, der var indlagt – nogle gange med guitaren under armen for at opmuntre dem lidt – og så var han rigtig god til at samle vennerne til sine små hyggefester. ”Han var kittet , som bandt os sammen”, som en af vennerne sagde efter hans død.

”Hygge” var et vigtigt begreb i Marks liv – levende lys, god musik, kaffe på kanden og en varm og kærlig velkomst til alle der kom forbi. Og en krammer. Mark var rigtig god til at gi’ en ordentlig krammer.

Udover vennerne og familien var Marks store kærlighed musik. Lige fra han var lille var det åbenlyst for alle, at han var noget af et musisk naturtalent. Han spillede - efter gehør - på flere instrumenter, og havde en smuk stemme. I nogle år var skuespil den store interesse og han var med til H.C. Andersen - spillene i den Fynske Landsby, hvor han blev spået en lys fremtid inden for faget.

Men det var musikken, der blev hans store lidenskab. De sidste år blev det mest til klaverspil, lidt gospelsang og en kæmpe samling plader – og eftersom Mark var et hygge menneske og en romantiker, skulle det selvfølgelig helst være vinyl. Han drømte om, at han en dag selv ville komme til at skrive fed musik.

Mark vandt også meget respekt. Han sagde fra over for uretfærdigheder - og hvis de ramte nogen af hans venner, så var han parat til at forsvare dem. Han vandt også stor respekt, da han efter flere års hashmisbrug, stoppede helt, og ikke røg de sidste år af sit liv. Da han ville videre og flytte fra sit bosted til egen lejlighed, og det kneb med at vinde gehør pakkede han til sidst sine ting i flyttekasser, og ventede i flere måneder på, at der blev samarbejdet om en udflytningsplan.

De sidste par år genvandt Mark også gradvist styringen over sit eget liv - i lang tid havde han været usikker, og taget for meget hensyn til, hvad andre mente han skulle gøre - nu fortalte han, hvad han agtede at gøre, populært eller upopulært, og det var rigtigt dejligt at opleve. Da Mark døde, var vi overvældet af de mange smukke og kærlige breve, og vi var dybt rørt over at vide, hvor meget han havde betydet for så mange mennesker. Moderen til en af Marks tidligere bofæller, beskrev hvordan stemningen var, da Mark flyttede ud fra bostedet til sin egen lejlighed i 2006 – 2 år før han døde. Hun skrev: ”Jeg ser Mark for mig – både i huset og på Lilleskolen. Og hans muntre indfald derhjemme – ja, jeg har savnet ham, siden han flyttede fra huset. Stemningen er og har været tungere siden han flyttede. Han var en ener! Han havde en meget lettere ”gang på Jord” end de fleste psykisk syge, jeg har mødt, og et kærligt sindelag...”

Vi er mange, der savner ham!


Marks død var meningsløs, men for os ville den få en form for mening, hvis den kunne medvirke til, at reducere antallet af følsomme, sårbare - og ofte unge - mennesker, der dør af den medicin, de får ordineret.

Vi er mange, der er taknemmelige over, at LAP med denne kampagne har taget kampen op og sat fokus på de mange unødvendige dødsfald.

Vi håber inderligt, at kampagnen vil vinde gehør hos rigtigt mange, også gerne hos nogle ansvarlige fagfolk og politikere.