Op til Folketingsvalget forsøgte vi i LAP at rette fokus på psykiatribrugeres forhold og rettigheder i valgkampen med ”10 skarpe til folketingskandidaterne”. Ved redaktionens afslutning var der indkommet svar fra: Per Clausen, Enhedslisten; Özlem Cekic, SF; Liselotte Blixt, Dansk Folkeparti; Bjarne Nederby Jessen, Kristendemokraterne og fra De Konservative, Socialdemokraterne samt Venstre.


  1. En stor del af Psykiatrien i Danmark finansieres af de udsatte gruppers ”indbe-talinger” til satspuljen.
    Hvad vil du og dit parti gøre:  
    •    For at give psykiatrien en mere stabil økonomi via finansloven, frem for satspuljemidlerne?


    Enhedslisten: De midler der i dag er tilført psykjistrien via satspuljen skal overføres til finansloven. Herudover skal psykiatrien have et løft med 1 milliard koner.

    SF: Det er uholdbart at mange vigtige initiativer er helt afhængige af ofte midlertidige satspuljefinansieringer. Vi mener det er dybt diskriminerende at psykiatrien er den eneste sygdom som ikke er på finansloven. Det er ekstremt vigtigt for SF, at driftsmidlerne til  psykiatrien ikke kommer fra satspuljerne. Det er noget som vi stædigt prøver at holde fast ved under satspuljeforhandlingerne. Og også i medierne har vi gang på gang rejst kravet. I S og SFs økonomiske plan Fair Forandring 2020 har vi desuden afsat 2 mia. kroner til en styrkelse af psykiatrien, som IKKE skal foregå over satspuljerne.

    Konservative: Det har længe været et konservativt ønske at få psykiatrien på finansloven, fordi det vil sikre psykiatrien den økonomiske tryghed, som der skal til for at give patienterne den bedst mulige behandling.
    Vi konservative ønsker, at psykisk sygdom sidestilles med fysisk sygdom, og at der skal sikres kvalitet og forudsigelighed i den psykiatriske behandling. Stabilitet forudsætter sikkerhed om pengene til psykiatrien.
    Udbygning af psykiatrien skal indgå i de årlige økonomiforhandlinger. Afprøvning og udvikling af bestemte initiativer kan ske over satspuljen som i dag. Men ellers bør psykiatrien finansieres og styres efter samme principper som det øvrige sundhedsvæsen i stedet for at være afhængig af en satspulje af varierende størrelse.

    Socialdemokraterne: Socialdemokraterne mener, at psykiatrien har brug for et langsigtet løft frem for korte bevillinger over satspuljen. Med en Fair Løsning 2020 har vi afsat op mod 2 mia. kr. årligt til et løft af indsatsen i forhold til psykisk syge, som skal bruges til at sikre hurtig udredning og behandling.

    Kristendemokraterne: Kristendemokraterne oplever at satspuljen er lidt af et misfoster, hvor man tager fra svage grupper og giver til svage grupper. De grupper, der skal støttes, skal støttes direkte via finansloven.


  2. Ifølge FN’s - af Danmark ratificerede – handicapkonvention, kan eksistensen af et handicap i intet tilfælde berettige til frihedsberøvelse. Ifølge FN’s højkommissær for menneskerettigheder og andre internationale eksperter indebærer bestemmelsen, at særlovgivning om frihedsberøvelse af psykisk syge ikke kan opretholdes.
    Hvad vil du/dit parti gøre:
    •    For at den danske særlovgivning om tvang i psykiatrien ophæves og erstattes af generelle nødretsbestemmelser gældende alle borgere?


    Enhedslisten: Enhedslisten er enig i at dette princip bør gælde. Indtil vi kan få flertal for dette i folketinget vil vi arbejde på at give patienter med psykiske lidelser flere rettigheder og begærnse anvendelsen af tvang i psykiatrien.

    SF: Der skal bruges mindre tvang over for psykiatriske patienter og færre sindslidende skal udsættes for bæltefiksering, tvangsmedicinering og tvangsindlæggelse. Jo mindre tvang patienterne udsættes for, jo større er chancen også for at de kan komme sig og ikke ender i retspsykiatrien.I Danmark stiger brugen af tvang over for de psykiatriske patienter år for år, hvilket hænger sammen de manglende ressourcer, uddannelse, forebyggelse og recovey tilgang i psykiatrien. I SF mener vi, at det er muligt at halvere brugen af tvang inden, hvis man gør en målrettet indsats for det. Dels ved en massiv satsning på efteruddannelse af personale, så man skaber en større viden og bevidsthed om alternativerne til tvang blandt personalet. Det har man bl.a. gjort i Gennembrudsprojektet, hvor det lykkedes at nedsætte brugen af tvang med 50 pct. på nogle af de deltagende afdelinger. I sidste års aftale har vi blandt andet fået afsat knap 19 mio kr til en lang række gennembrudsprojekter for at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien.

    Konservative: For Det Konservative Folkeparti er det en mærkesag at nedbringe tvang i psykiatrien. Dog mener vi ikke, tvang skal afskaffes fuldstændig, da det i visse tilfælde kan være nødvendig - både af hensyn til individets egen sikkerhed, men også for samfundets.

    Socialdemokraterne: Socialdemokraterne arbejder for, at anvendelsen af tvang i psykiatrien nedbringes. Det såkaldte ”gennembrudsprojekt” viste, at det er muligt at nedbringe anvendelsen af tvang i psykiatrien, uden at medicinforbruget vokser. Vi skal lære af de gode erfaringer, der bl.a. involverer samtaler, der kan forebygge tvang, og fokus på mellemmenneskelige relationer. 

    Kristendemokraterne: Vi skal naturligvis følge FN´s handicapkonvention, som Danmark har ratificeret og derfor kan vi ikke opretholde den danske særlovgivning om tvang i psykiatrien, men vi må i stedet indføre generelle nødretsbestemmelser – også af hensyn til den psykisk syge.


  3. Psykiatribrugere kan i gennemsnit se frem til et langt kortere liv end andre borgere. Medicinering kan føre til ”pludselig og uforklarlig død” eller føre til livstruende sygdomme, som hjerte-/karlidelser og diabetes.
    Hvad vil du/dit parti gøre:
    •    For at belyse og forebygge risikoen for medicinrelaterede dødsfald?


    Enhedslisten: Der skal gennemføres en obduktion i samtlige tilfælde af ”pludselig og uforklarlig død” for at øge vores viden om, hvad der kan være forklaringen. Vi arbejder for, at der udvikles og tilbydes medicinfri behandling og at medicinforbruget generelt set reduceres.

    SF: Det er meget bekymrende at der så mange tilfælde hvor borgeren er død pga. "pludselig og uforklarlig årsag". Ligesom jeg gang på gang har taget problemet børn og gravide, der får ordineret "lykkepiller", selvom det kan være dødsensfarligt. Det er også fuldstændig uacceptabelt at sundhedsstyrrelsens anbefalinger om psykofarmaka heller ikke bliver fuldt af fagpersoner. Derfor tog jeg problemet op under satspuljeforhandlingerne og sikret at der blev afsat penge til udarbejdelse af en plan for at forebygge dødsfald i psykiatrien, samt efterfølgende implementering af anbefalingerne. Har også kæmpet for bruger og pårørende organisationer også sad i den gruppe.

    Konservative: Det er lægerne der fagfolk, derfor skal de have de nødvendige rammer så evidens og viden, kan spredes bedst muligt.

    Socialdemokraterne: Socialdemokraterne mener, at der er behov for ny viden om behandling og forebyggelse af psykiske sygdomme. Vi ved i dag alt for lidt om forebyggelse af psykiske sygdomme, herunder hvordan overdødeligheden blandt psykisk syge kan nedbringes. Socialdemokraterne arbejder desuden for en større sammenhæng mellem behandlingen af psykiske og fysiske sygdomme, således at det ikke kun er den psykiske lidelse, der bliver behandlet, men også evt. hjertekarsygdom, diabetes eller kræft.

    Kristendemokraterne: Helt ærligt. Det har vi ikke noget konkret bud på. Men skulle jeg komme i folketinget ved det kommende valg, vil jeg gerne i en tæt dialog med LAP om dette emne. I skal i givet fald være velkomne til at henvende jer.


  4. Mange psykiatribrugere oplever behandlingsmulighederne i psykiatrien som ensidigt medicinske.
    Hvad vil du/dit parti gøre:
    •    For at lette psykiatribrugeres adgang til psykologbehandling og akutte psykosociale døgntilbud?


    Enhedslisten: Der skal ansættes flere medarbejdere med en baggrund som psykologer o. lign. Disse tilbud skalgives til alle patienter på lige for med tilbuddene om medicinsk behandling.

    SF: Det er jeg meget enig i. Derfor mener vi psykiatriloven skal have en formålsparagraf, hvor at komme sig bliver det afgørende element i den psykiatrisk behandling. I SF arbejder vi for at for at ligestille den medicinske behandling med den terapeutiske behandling. Vi arbejder for at sikre tilskud til psykologhjælp ikke skal være afhængig af hvilken præcis diagnose eller hvilken alder man har. Det kan samfundsmæssigt og menneskeligt langt bedre betale sig at investere i mennesker med ordentlige behandlingstilbud som f.eks. psykologhjælp, hvor man får hjælp til at komme sig, frem for at nøjes med at udskrive en recept på piller uden anden behandling. Og så vil vi i SF også gerne gøre det svære at udskrive psykofarmaka uhæmmet og flere give praktiserende læger flere ressourcer til samtaleterapi.

    Konservative: I vores sundhedsudspil ” Et sundt liv – også for de svageste” har vi bl.a. forslået en Psykiatrihotlinen - be-mandet med personale med viden om at tackle personlige kriser og skal samtidig kunne spotte mere alvorli-ge psykiatriske lidelser og henvise disse til de psykiatriske skadestuer eller opsøgende psykoseteams. En samtale med en psykolog eller en anden ekspert på området kan være en stor hjælp – også som fore-byggende instans
    Vi vil også opretter særlige opsøgende mobile psykoseteams med fokus på børn og unges psykiske problemer på tværs af forvaltninger i kommunerne, således at vi samarbejder om det enkelte barns særlige problemstilling, bl.a. i overgangen fra barn til voksen. Disse tiltag kan man læse om i vores seneste psykiatriudspil ”Borgernes Samfund – fokuseret strategi for psykiatrien”, som vi netop har lanceret.

    Socialdemokraterne: Socialdemokraterne vil udvide adgangen til psykologbehandling for ikke-psykotiske lidelser som angst, depression, mv.  Og vi vil arbejde for, at visitationen hertil bliver mere i overensstemmelse med formålet.

    Kristendemokraterne: Kristendemokraterne vil styrke forebyggelse og behandling af psykiske lidelser med 2 mia. årligt. Rundt regnet ½ million borgere lider ifølge Psykiatrifonden af psykiske lidelser. Vi bør forbedre disse menneskers og deres pårørendes vilkår ved at sætte markant ind med forebyggelse og bedre behandling, herunder større vægtlægning på psykologbehandling.


  5. Sundhedsstyrelsen har modsat sig eksperters, bruger- og pårørendeorganisationers ønske om obduktion ved dødsfald blandt psykiatribrugere.
    Hvad vil du/dit parti gøre:
    •    For at indføre obligatorisk obduktion på området?


    Enhedslisten: Det har vi flere gange foreslået i folketinget og vi vil fortsat arbejde for dette.

    SF: Jeg glæder mig til resultaterne med det arbejdet vi har sat i gang med  "pludselig og uforklarlig årsag" under sundhedsstyrrelsen. Det er en af de problemstillinger som efter min mening vi skal tage stilling til efterfølgende.

    Konservative: Vi mener Sundhedsstyrelsen retningslinjer er fyldestgørende i øjeblikket. Dog vil vi gerne opfordre samtlige regioner til at registrere alle dødsfald blandt psykiatriske patienter under indlæggelse – også ambulant – og efter indlæggelse for at se på mønstre, som kan føre til forbedringer i behandlingen. 

    Socialdemokraterne: Socialdemokraterne vil ikke pålægge nogen borger en obligatorisk obduktion, da vi mener, det er et helt personligt anliggende. Men det vil givet være godt, hvis psykisk syge borgere på forhånd giver tilladelse til en obduktion. Ligesom det er vigtigt at tage stilling til, om obduktionen må bruges i forsknings øjemed og ikke kun til afklaring af den enkeltes personlige dødsårsag mv.

    Kristendemokraterne: Jeg ved ikke om der direkte skal være en ret til obligatorisk obduktion. Men jeg er villig til at drøfte dette område nærmere – også for at blive klogere.


  6. Mange unge psykiatribrugere oplever, at deres muligheder for uddannelse og arbejde begrænses grundet manglende støtte og mangel på rimelig tilpasning af uddannelsessted og arbejdsplads.
    Hvad vil du/dit parti gøre:
    •    For at den nødvendige støtte f.eks. i form af specialpædagogisk bistand, personlig assistance mv. bliver udbygget, kendt og anvendt af langt flere unge med psykiske ledelser/psykosociale handicap?


    Enhedslisten: Kommunerne skal have et økonomisk løft for at udvide dette tilbud og til at gennemføre oplysningskampagner om tilbuddet.

    SF: I SF synes vi det er vigtigt at sikre sindslidende ordentlige muligheder for uddannelse og arbejde. Derfor er et af vores krav i førtidspensionsforhandlingerne at der afsættes midler til uddannelse og behandling af de mennesker der får tilbudt rehabiliteringsforløb/udviklingsforløb. Vi mener udgangspunktet skal være at langt de fleste kan komme sig helt eller delvist, hvis de får den rigtige støtte. Vi mener desuden at det er vigtigt at mennesker i fleksjob fortsat får en ordentlig løn og ordentlige arbejdsvilkår.

    Konservative: For os konservative er det afgørende, at vi sætter alle sejl til i et forsøg på at give unge med sindslidelser en uddannelse og måske endda et arbejde, så de i højere grad kan blive integreret i samfundet. Igen vil jeg henvise til vores dugfriske psykiatriudspil, som kan findes på vores hjemmeside http://www.konservative.dk/Politik/Nyheder/Nyhedsarkiv/2011/09/Psykiatriudspil.

    Socialdemokraterne: Socialdemokraterne mener, der er behov for bedre oplysning om psykisk sygdom. Psykisk sygdom er stadig tabubelagt, og befolkningens viden om psykiske lidelser er for lav. Uvidenhed kan i sidste instans være skadelig for rummeligheden af psykisk syge i samfundet. En målsætning om at forbedre vilkårene for psykisk syge går derfor hånd i hånd med bedre folkeoplysning, også om tilbuddene inden for psykiatrien.

    Kristendemokraterne: Alle borgere er lige værdige og alle skal have lige muligheder for uddannelse og arbejde, i nogle tilfælde kan det være nødvendigt at kompensere for et handicap, det være sig fysisk eller psykisk. Derfor vil KD opprioritere dette område.


  7. Mange nuværende og tidligere psykiatribrugere oplever fysiske og mentale barrierer i forhold til arbejdspladser og uddannelsessteder.
    Hvad vil du/dit parti gøre:
    •    For at uddannelsessteder og arbejdspladser lever op til forpligtelsen om at yde den nødvendige rimelige tilpasning over for borgere med psykiske lidelser/psykosociale handicap, på linie med pligten overfor borgere med fysiske handikap?


    Enhedslisten: Vi foreslår, at der vedtages en national handlingsplan for at få sat gang i dette arbejde.

    SF: SF mener, at der samfundsmæssigt skal gøres den bedste indsats for at sikre lige adgang og lige muligheder derfor arbejder vi for at Danmark underskriver den frivillige tilægsprotokol til FNs handicapkonvention, noget der vil sikre at Danmark kan stilles for en domstol, hvis vi ikke overholder vores pligter. Samtidig ønsker vi virksomhederne skal pålægges at tage et socialt ansvar. Det betyder konkret at der skal være måltal for flek og skåne arbejdspladser.

    Konservative: Vi konservative mener selvfølgelig, at uddannelsesinstitutionerne og arbejdspladserne bør forpligte sig til at yde en rimelig tilpasning også over for borgere med psykiske lidelser. Vi konservative har allerede været med til at give de sindslidende langt flere muligheder for at komme i arbejde herunder, specielle arbejdsvil-kår for psykisk syge og autister samt mulighed for fleksjob.
    Essen er, at vi skal have bedre inklusion på arbejdsmarkedet. At have et arbejde og være en del af et ar-bejdsfællesskab er en vigtig del af livet – også for mennesker med psykiske lidelser. Derfor skal vi gennem-gå området og fjerne alle de regler, som bremser for inklusion på arbejdsmarkedet. Der skal ikke være unødige hindringer for et erhvervsliv, der gerne vil tage ansvar. Og for at give den enkelte med en psykisk lidelse en tryg mulighed for rehabilitering, skal der gennemføres – som forslået af regeringen – en reform af førtidspensionssystemet. Vi skal indføre udviklingsforløb, så man kan undgå at komme på førtidspension.
    Her mener vi også, at socialøkonomiske virksomheder og socialt iværksætteri virksomheder skal være en hjælp til at fastholde psykisk syge på arbejdsmarkedet. De findes heldigvis inden for en variation af brancher og sektorer i Danmark, og kan således være en væsentlig faktor i at bibeholde den enkelte med en psykisk lidelse på arbejdsmarkedet.

    Socialdemokraterne: Socialdemokraterne mener, der er behov for bedre oplysning om psykisk sygdom. Viden er en forudsætning for at kunne yde den nødvendige støtte. Vi støtter også initiativer målrettet netop unge.

    Kristendemokraterne: Christiansborgpolitikerne skal ikke blande sig i den enkelte arbejdsgivers måde at lede og fordele arbejdet. Men vi kan og bør være med til at skabe rimelige vilkår for den fysisk og mentalt svage borger, så vedkommende lettere kan tilpasses arbejdsmarkedet i så stor udstrækning som muligt.


  8. Den meste forskning på psykiatriområdet fokuserer på medicin eller genetik, og er oftest finansieret af medicinalfirmaer.
    Hvad vil du/dit parti gøre:
    •    For at skabe en statsfinansieret uafhængig og uvildig bred mental helse-forskning, som også beskæftiger sig med psykologiske og andre ikke lægefaglige tilgange.


    Enhedslisten: Vi arbejder for at øge bevillingerne til en forskning, der er uafhængig af medicinalindustrien.

    SF: Det vil vi gerne være med til at nytænke så vi sikre en uafhængig og uvildig forskning. Derfor vil vi efter regeringsskifte arbejde for at hele området bliver kigget i sømmene, og der grundlæggende sker nogle forandringer.

    Konservative: Hvad der virker, og i hvilke sammenhænge det gør det, er naturligvis vitalt, når man skal helbrede et menne-ske. Vi konservative ønsker at øge forskningen inden for psykiatrien med vægt på det anvendelsesorienterede, så vi kan styrke behandling, forebyggelse og diagnostik. Forskningen skal tilrettelægges som en større national strategi, som også inkluderer ”ikke-psykotiske” lidelser som angst og depression.

    Socialdemokraterne: Socialdemokraterne mener, der er behov for ny viden om behandling og forebyggelse af psykiske sygdomme, derfor vil vi også se på behovet for at afsætte flere midler til anvendelsesorienteret sundhedstjenesteforskning og forskning i forebyggelse, der bl.a. kan bidrage til at mindske overdødelighed blandt psykisk syge. 

    Kristendemokraterne: Kristendemokraterne ønsker generelt at styrke forskningen og det gælder således også på dette område.


  9. De gældende regler om tildeling og udmåling af førtidspension, betyder at førtidspensionister oplever et tab i rettigheder, hvis de vælger at leve i parforhold under samme tag.
    Hvad vil du/dit parti gøre:
    •    For at førtidspensionister ikke rammes på pengepungen hvis de vælger at leve sammen i fælles bolig, frem for at bo hver for sig?


    Enhedslisten: De regler, der fører til diskrimination af handicappede, der lever i parforhold under samme tag, har Enhedslisten flere gange foreslået afskaffet. Efter valget vil Enhedslisten igen foreslå dette i folketinget.

    SF: Det er kendt SF politik at vi ønsker at afskaffe ægtefælledafhængigheden og håber vi kan skabe flertal for det.

    Konservative: Vi konservative mener, det er rimeligt, at man som enlig får mere i førtidspension, end hvis man bor sam-men med en partner, idet man da er alene om alle udgifter.

    Socialdemokraterne: Formålet med førtidspensionen er, at personer, som pga. varig sygdom eller handicap ikke kan arbejde, stadig kan forsørge sig selv og sin familie. Derfor skal pensionen selvfølgelig også være af en størrelse, som både børn og voksne kan leve af, og som muliggør, at man har de samme muligheder som alle andre borgere. Socialdemokraterne bakker op om, at man som familie hjælper hinanden og forsørger hinanden, hvis dette er muligt. Derfor er førtidspensionen også afhængig af ægtefællens indkomst. Vi er imidlertid opmærksomme på de økonomiske problemstillinger, man som førtidspensionist oplever, og vi er klar over, at gruppen af førtidspensionister er en gruppe, som ofte er vanskeligt stillet økonomisk. Derfor har vi med Fair Løsning 2020 afsat midler til en forhøjelse af pensionstillægget for folkepensionister og førtidspensionister.

    Kristendemokraterne: Tildeling af førtidspension skal gå på den enkelte borger og ikke på borgerens familiemæssige forhold.


  10. Mange psykiatribrugere oplever, at ubetydelige lovovertrædelser – f.eks. retmæssigt nødværge overfor overgreb fra personaleside fører til politianmeldelse, retssag og dom til behandling eller anbringelse. Domme af en varighed, der som regel langt overstiger den evt. frihedsstraf, lovovertrædelsen normalt ville kunne medføre.
    Hvad vil du/dit parti gøre:
    •    For at komme personalegruppers misbrug af politianmeldelser til livs?
    •    For at psykiatribrugere ikke sanktioneres hårdere end andre borgere ved overtrædelse af straffeloven?
    •    For at psykiatribrugere højest får en bødestraf for handlinger, der normalt ikke ville kunne medføre frihedsstraf?
    •    For at princippet om formildende omstændigheder og almindelig straf af den enkelte kan vælges frem for retspsykiatrisk foranstaltning?


    Enhedslisten: Vi vil have gennemført en analyse af området for at få undersøgt, hvilke lovændringer, der er brug for samt hvad der kan gøres for at forebygge voldelige konfrontationer.

    SF: Jeg mener det er dybt bekymrende når psykiatrien selv producerer rets psykiatriske patienter. Det er der flere grunde til: Nul-tolerance tilgang hos personalet, manglende ressourcer og uddannelse hos personalet, manglende tid til at forbygge tvangssituationer, under prioritering af forebyggende arbejde i socialpsykiatrien, alm psykiatrien og i udgående psykiatri. Derudover mener jeg det er et problem, at der er så dårlige vilkår på de retspsykiatriske afdelinger, at der stort set ingen muligheder er for meningsfulde aktiviteter.  Ligesom det er et kæmpe problem når dobbelt diagnose patienter ikke får den hjælp de har brug for. Derfor mener jeg hele området retspsykiatriske område har brug for nytænkning. Ligesom jeg mener det er vigtigt at tage problemet op med, hvordan man sikrer at sindslidende ikke dømmes hårdere end andre mennesker, jeg har allerede arbejdet en del med området og det er bestemt en problematik jeg gerne vil arbejde videre med.

    Konservative: Vi konservative mener, det er op til politiet at afgøre, hvorvidt der er tale om misbrug af politianmeldelser eller ej. Er dette tilfældet, må politiet skride ind. Vi mener ikke, det er en politisk opgave.
    Vi konservative mener ikke, der er evidens for, at psykiatribrugere straffes hårdere end andre ved overtrædelse af straffeloven. Viser det sig at være tilfældet, er vi villige til at undersøge sagen til bunds.
    Psykisk syge borgere sættes ikke i fængsel. Er en borger sindssyg i gerningsøjeblikket, er han/hun ifølge loven straffri. Den psykiske syge bliver i så fald dømt til psykiatrisk behandling for hans/hendes forseelse. Er borgeren ikke sindssyg i gerningsøjeblikket, får han/hun straf som alle andre. Det, mener vi konservative, er retfærdigt.
    Som sagt mener vi konservative, at retssystemet fungerer udmærket på dette område. Vi mener derfor ikke, der er brug for ændringer.

    Socialdemokraterne: Socialdemokraterne tager gerne en såvel retspolitisk som sundhedspolitisk debat med brugere, medarbejdere, pårørende og andre med henblik på at afdække i hvilket omfang, der er brug for eventuel lovændringer på de nævnte områder.

    Kristendemokraterne: Den del af området er jeg for lidt inde i. KD står for værdighed for den enkelte borger – og vi vil gerne ind i en dialog med LAP om dette område, så vi måske i fællesskab kan pege på nogle løsninger. Men lad det komme an på en dialog efter valget.

 


 

Dansk Folkeparti: I Dansk folkeparti ønsker vi satspuljen nedlagt så pengene kommer til deres rette ejer. Samtidig ønsker vi psykiatrien på finansloven med en klar handlingsplan på området.
Vi ønsker udredningsafdeling til hurtigere udredning, bedre behandling, ikke kun medicin men mere terapi. Langtidsafdelinger samt et bedre efterværn med tværfagligt samarbejde.
Døgnhuse skal der være flere af.
Vi ønsker ikke at ændre ved aftalen om tvungen opfølgning lige pt, men afventer den
evaluering som vi skal have.

Venstre: Henviser til www.stemsophie.dk