Forfatteren Preben Lund har skrevet en bog om Retspsykiateren Peter Kramp. En bog, der på mange planer er meget interessant, fordi den kommer om bag muren eller ind bag kontor døren. Vi får et vist indblik i den komplicerede proces, der ligger bag udformningen af mentalerklæringer, i overvejelserne omkring hvilken af to paragraffer der kan være tale i relation til en domfældelse. Bl.a. om paragrafferne 16, 69, eller 68 pkt. 2 skal i spil som anbefalinger til retten /dommerne. Det er nemlig, som det forklares, kun som udredende og anbefalende instans retspsykiatrisk klinik kommer i spil. Den dømmende og foranstaltnings-tilrettelæggende instans er altid domstolen.

Selve bogen er en blanding af korte anonymiserede cases belysende variationen i arbejdet.

Som læser kunne man godt have ønsket sig en lidt mere kritisk holdning til teorierne omkring psykiske ubalancer (sygdom) og kriterier bag disse teorier, og disses betydning for begrebet kriminalitet. Her oplever man muligvis lidt for meget forfatterens fortid indenfor såvel jura som fængselsvæsen. Og det skæmmer en ellers oplagt chance for kritisk at vise og forholde sig til udviklingen af strafferetslig psykiatri gennem de 35 år, en udvikling som vi kun glimtvis får strejflys på. Det er som om forfatteren ikke helt har evnet at få forskeren Peter Kramp frem i bogen, om dette så skyldes, at det ikke er bogens sigte, er spørgsmålet. De steder, hvor Peter Kramp som forsker og teoretiker kommer frem, er efter anmelderens mening for få til at give et klart billede. Som de fremstår, giver de oplevelsen af en på mange måder nok progressivt tænkende søgende person, men samtidigt måske lige lovligt på traditionel lægelig opfattelse hvilende person.

Alt i alt må siges at bogen er spændende, fordi den på en populær måde giver indblik i et begreb som for mange er forbundet med mystik og muligvis også fordomme. Den popularisering er så også bogens svaghed, idet den kommer til at mangle den fornødne kritiske vinkel på teorierne, der ligger bag begrebet retspsykiatri.

Sindssyg i gerningsøjeblikket
Preben Lund
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
ISBN 978-17-04175-2

Fakta:

Retsplejelovens paragraf 809:
Sigtede skal underkastes mentalundersøgelse, når dette anses for at være af betydning for sagens afgørelse. Hvis sigtede ikke samtykker i undersøgelsen, kan denne kun finde sted med en retskendelse. Er sigtede fængslet, kan mentalundersøgelse ikke finde sted uden rettens bestemmelse.

Stk. 2:
Findes det påkrævet, at sigtede indlægges til mentalundersøgelse på hospital for sindslidende, åndssvageanstalt eller anden institution, træffer retten ved kendelse bestemmelse herom.

Uddrag af straffelovens paragraf 16:
Personer, der på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må sidestilles med hermed, eller åndssvaghed i højere grad, straffes ikke.

Uddrag af straffelovens paragraf 69:
Befandt gerningsmanden sig ved den strafbare handlings foretagelse i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i paragraf 16 nævnte beskaffenhed, kan retten, såfremt det skønnes formålstjenligt, i stedet for at idømme straf træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i paragraf 68, 2.pkt.

Uddrag af straffelovens paragraf 68, 2 pkt.:
Såfremt mindre indgribende foranstaltning som tilsyn, bestemmelse vedrørende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behandling m.v. ikke findes tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågældende skal anbringes i hospital for sindslidende, i institution for åndssvage eller under ånssvageforsorg eller i eget hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg.