For at leve et liv uden for psykiatrien må man genskabe kærligheden til livet, turde tage livet op i hænderne og leve det ubetinget, uden at se sig tilbage og være trist over de fejltrin, man har begået. Turde se sandheden i øjnene og sige til sig selv: du kan ikke forandre fortiden, du kan højest forandre dit syn på fortiden. Du kan bruge dine erfaringer fra fortiden til handlinger i nutiden, og på den måde kan du gøre fortiden til en værdifuld og begivenheds-righoldig bank af oplevelser, du kan bygge videre på i dit liv.
Livet er ikke et spørgsmål om storslåede oplevelser og ferierejser til fjerne dele af verden, det handler om at turde være i nuet, kunne slå ører og øjne ud og leve med de ting, som foregår omkring dig lige netop nu. Turde være dig selv og give plads til at omverdenen kan lære dig at kende.
Lade omverdenen få indsigt i din verden og være parat til at få indsigt i omverdenen. En indsigt som gives og modtages på dine betingelser, hvor din historie er den rigtige, og hvor der ikke sættes spørgsmål ved den. Omverdenen skal ikke fortolke din historie, men turde se den i øjnene og læne sig tilbage og lytte. Du må tilsvarende læne dig tilbage og lytte, se, opleve omverdenen, som den er. Du kan ikke forandre den, men du kan vælge, hvem du vil omgås og hvilke dele af omverdenen, som du ønsker at skabe relationer til. Du kan dele dine oplevelser med omverdenen, men du vælger selv intensiteten og styrken i dine budskaber. Og de følelser, som du lader flyde med budskabet, vil du forevige i omgivelsernes erindringer.
Hvor du end træder og hvem du end omgås, spreder du en hale af energi god som dårlig, inspirativ såvel som ligegyldig. De budskaber, folk husker dig for, er ikke nødvendigvis de budskaber, som du ønsker at blive husket for. Ting, du opfatter som selvfølgeligheder, opfatter andre som små guldklumper. Livet er et langt finurligt spil, der består af mange tilfældigheder og mange udfordringer, som du kan vælge at samle op eller lade ligge.
Husk på du selv vælger, hvilke du samler op og giver liv. Det er dig, som vælger hvilken værdi, de skal have i dit univers, og hvilken relation, de skal have til dig. Du skaber med andre ord selv den relation, men ikke betingelsesløst. For de andre er jo også med til at sætte deres grænser og ikke mindst vælge hvilken energi, de ønsker at lægge i relationen. Det er jeres fælles værdi, som er den totale værdi. Målestokken, I måler udvælger I hver især.
Jeg har valgt primært at bruge kærlighed som målestok. Kærlighed er ikke kun noget, man har til en kæreste, men ligeså vel til en ting, plante, et dyr eller til en tekst. Ord kan bruges til at udtrykke kærlighed, men værdien afhænger i høj grad af de følelser, som ligger bag ordene og ærligheden i dine budskaber.
I psykiatrien opfatter jeg ofte, at man prøver at manipulere med ordene for at vække folks opfattelser til live. Det kan jo være godt nok, hvis man derved får vakt de sande opfattelser til live, men gør man nu også det? Eller lærer man snarere folk, hvordan de omgås andre, og hvordan de gennem manipulation kan få folk til at træde ind i deres relation på deres betingelser. Jeg har tit tænkt på, om psykiatrien ville komme længere ved simpelthen at give folk kærlighed ubetinget og blot rumme de følelser, som kommer frem i folk. Jeg tror ikke man genskaber kærligheden til livet ved at bæltefiksere folk eller tvinge dem til at tage medicin, tværtimod.
Lad folk rase ud, råbe skrige, græde, bøvse, prutte og ikke mindst: lyt til folks historie uden at korrigere dem. Stil opklarende spørgsmål og spørgsmål, der får folk til at opfatte sig selv som hele mennesker, der lever i nuet, og som har evnen til at opfatte og tackle livet.
