Det er altid, hvad andre mener om mig, der afgør min skæbne, aldrig min egen. Hvordan kan det være? Hvad er forskellen på psykiatriske og somatiske lidelser, og er det i orden at sammenligne sukkersyge med angst?

En sygdom eller lidelse i sindet er væsensforskellig fra en somatisk lidelse. Et brækket ben ændrer ikke din måde at se og opleve verden på, mens angst kan ændre både din måde at se verden på og din evne til at agere i den. Fuldstændig tilsvarende kan en depression ændre din måde at se verden på, mens sukkersyge, som nok er en besværlig sygdom, ikke grundlæggende ændrer din måde at se verden på.

Sindet er det, vi har til at opleve verden med, og den verden, vi oplever, er med til at danne den måde, hvorpå vi bevæger os rundt i den. Derfor er psykiatrien en farlig gren af lægevidenskaben, fordi den giver psykiaterne patent på at fortælle, hvad vi oplever som mennesker, når vi bevæger os rundt. De har hånds- og halsret over vort liv, for dét som står i journalen, er det, som følger med os overalt, når vi færdes steder, der kræver en læges udtalelse.

Det er vort liv. Ofte viser vi sider af os selv, som ikke skrives ned nogen steder. Ofte viser vi styrker og kompetencer, som ikke bliver ført til protokols. Journalen er en lang sygehistorie, som hvis den står alene, giver et ufuldstændigt indtryk af mennesket bag patienten.

Mange patienter spørger efter deres diagnose, naturligt nok, og mange spørger, om de må se journalen. Her læser man, som menneske, om en patient, som mange fejlagtigt tror, er dem selv. Men du er ikke din diagnose, og du er ikke patient, når du ikke er syg.

”Hvad laver du?” ”Jeg er førtidspensionist og psykiatrisk patient”. Hvor mange af os føler ikke den sætning? Hvor mange af os går ikke rundt med en selvopfyldende profeti i sjælen: ”jeg er patient”, og som patient er man prisgivet andres mening om sig selv.

I journalen skriver sygeplejersker og læger. Deres opfattelse af det, vi siger, bliver skrevet ned, som var det evigt gyldige sandheder. Deres opfattelse af vores indre verden. Det er deres opfattelse, som følger dig rundt, og det er deres opfattelse, som du læser om, når du læser om dig selv, og hvad du har oplevet i dit indre. De skriver ikke om dine stærke sider, men de har altid en mening om, hvad du kan, og den mening er dannet af det indtryk, de får, når de læser din journal. Det griber sig selv i halen. Måske er det derfor, det er så uendeligt svært at komme ud af det psykiatriske system. Du bliver patient. Du fortæller andre om, hvordan du har det, de skriver ned, hvad de har hørt, og du læser den journal, der sætter et frø i dit sind: ”jeg er patient”.

Jeg kender rigtig mange mennesker, som kommer fra det psykiatriske med samme følelse af usikkerhed og mindreværd, som da de kom ind - måske efter 25 års behandling. Jeg er sikker på, at det kommer af at høre, hvad andre mener. Kig ind i dig selv - hvor mange gange har du hørt spørgsmålet: ”hvad mener du selv”?

Terkel Winther
Slotsgade 8 4tv
2200 København N
mobil - 5270 1521