I sidste nummer kunne man læse en meget personlig beretning fra et kursus, vi var på inden for LAP. Det foregik i Vejle. Sigtet med det var, at der skulle komme mere spræl i de frivillige foreninger, rundt om i landet.

Skribenten kommer slet ikke ind på, hvordan det vi oplevede (og som havde en pris på 50.000 kr., som LAP havde fået bevilliget), hvordan det skulle udmønte sig i gang/spræl i foreningerne. Jeg har meget svært ved at se det. Her kommer min begrundelse.

De første to dage skulle vi være sammen med en gøgler gruppe, der hedder De Splittergale. Det er sindslidende, som rejser rundt i landet, og optræder med et show, der er festligt, farverigt og som man bliver i godt humør af at se på. Deres sigte med det er, at den gode energi skal komme ud over scene kanten, ramme publikum som en glædes-tsunami. Ikke nok med det er deres sigte, det gør de skam også.

Vi skulle lege, at vi var fuldgyldige medlemmer i deres gøgler trup, så vi skulle øve deres optræden i to dage for så til sidst at slutte af med at optræde over for de unge studerende på idrætshøjskolen, hvor det hele foregik. Jeg have nær sagt, vi er da ikke på Gøglerskolen i Århus. Jeg var da kommet for at få værktøjer til at få gang i foreningerne. Da ikke at lege gøgler. Det er noget andet. Til sidst var jeg ved at få akut splittergal forstoppelse, jeg fik simpelthen antipati mod denne, ellers gode gøgler trup. Det kom især, da vi efter den første dag skulle se en film om gruppen, samt høre dens medlemmer fortælle om deres rolle, samt hvordan de kom ind i den.

Den næste dag skulle vi igen øve. Lederen af gruppen havde sit hyr med at få folk til at huske både tekster samt hvornår de skulle gå frem og spille på både tommestok og vaskebræt. Fremvisningen for de unge studerende var en stor succes, selv om folk ikke kunne huske det, vi havde øvet i 2 dage. Det var lige meget, der var fart og fest over feltet, positivitet, en smittende glæde, ja det kunne ikke være bedre, hvis målet var at få publikum med, få dem med på den smittende farverige optræden.

Men målet var jo som sagt et andet, da ikke at underholde folk i salen. Den sidste dag kunne måske redde de 3 dage, Claus fra Kbh. kom og fortalte om en kursus-række de har derovre, der hedder projekt Vendepunkter. Det handler om, at sindslidende, der kommer på de kurser, gerne skulle få et vendepunkt i deres liv, altså få det bedre, måske ikke blive raske, men få nye indsigter samt nye mentale redskaber, de vil benytte (ikke kun kan, men også VIL benytte).

Denne kloge mand, og det var han, fortalte meget positivt om sindslidende, også for positivt. Fx. sagde han, at hvis man har en følelse, noget man er vred over, så har man ret til denne følelse, den har man ejerskab til, den skal andre ikke forklejne. En fra salen sagde da, at det kan da godt være, at personen ser forkert, og da skal man jo netop forsøge at overbevise ham om, at han er forkert på den, så han kan få en ny indsigt. Det gav den kloge mand deltageren ret i på et splitsekund (det var jo det stik modsatte af hvad han lige havde sagt).

”Føler du dig røvrendt?” spurgte én mig om efterfølgende. Det er hårdt sagt, men jeg føler ikke, at vi kom ind på konkrete ting for at få gang i lokale foreninger. Så som: hvilke barrierer møder I for at få ting igennem? Både fra egne rækker, og andre? Hvordan får man samarbejdspartnere? Hvordan får man flere med til sine arrangementer? Hvad gør man ved folk, der modarbejder en?

Når jeg taler med andre LAPer om det, så kan de heller ikke se, hvordan man kan få noget ud af at lege gøgler i to dage og høre på en, der fortæller om et kursusforløb. Vel at mærke noget ud af det, der kan bruges i andre foreninger. Men lad os prøve det her i det gode LAP. Jeg har stillet 5 spørgsmål her ovenover, om hvad man kunne have debatteret på kurset. Hvad er læsernes syn på dem? (altså hvilke barrierer møder i osv.). I næste nummer kan I læse svarene.