I skrivende stund pågår forhandlingerne mellem den kommende statsminister og de øvrige partier i den såkaldte ”røde blok” om regeringsgrundlag og ministerposter. Vi ønsker den nye regering tillykke med valget.
I LAP håber vi på, at det nye flertal i folketinget og en ny regering vil arbejde seriøst med og indgå i dialog med os om flere af vores mærkesager. Inden valget stillede LAP en række spørgsmål til partier og ordførere. Du kan læse en række partiers svar på LAP’s 10 skarpe spørgsmål på siderne 8-11.
Vi ser bl.a. frem til, at der i den kommende tid:
- bliver arbejdet seriøst med at mindske kriminaliseringen af psykiatribrugere, så ubetydelige lovovertrædelser ikke fortsat skal føre til langvarige behandlingsdomme.
- sker en ratifikation af tillægsprotokollen til FN’s handicapkonvention, så vi får mulighed for at indanke manglende overholdelse af konventionen direkte til FN.
- bliver rettet meget mere fokus på at forebygge den store overdødelighed blandt psykiatribrugere, især de mange medicinrelaterede dødsfald.
- sker et løft i finansieringen af psykiatrien, som ikke bare fører til mere af det samme, men medvirker til at skabe bedre og mere brugbare behandlingstilbud, fx let og lige adgang til psykologbehandling.
- forhåbentlig sker en ophævelse af den diskriminerende og meget problematiske lovgivning om tvungen opfølgning af psykiatrisk behandling.
- sker en opretholdelse af regionerne med den mulighed det giver for lokal indflydelse på udviklingen i psykiatrien.
- bliver arbejdet seriøst med at ophæve fattigdoms-skabende forringelser af kontanthjælp og andre sociale ydelser.
Nu hvor sommeren er gået på hæld, kan vi i LAP se tilbage på nok en vellykket og velbesøgt sommerlejr på Hellebjerg Idrætsungdomsskole. Nu må den nye arbejdsgruppe i gang med at forberede sommerlejr 2012. Takket være en større bevilling fra Trygfonden kan både dette og næste års sommerlejr gennemføres, uden at det kommer til at belaste foreningens budget. Brugernes Bazar i Kongens Have i Odense var også velbesøgt, til stor glæde for hele udsatte området. Tak til de mange LAP-medlemmer, der lagde kræfter i at gøre begge dele til en stor succes.
Som det kan ses inde i bladet har vi mistet en af foreningens medstiftere Mårten Breum. Vi skylder ham en stor tak, ikke mindst for at han startede Medlemsbladet, og lagde et stort arbejde i dette. Æret være hans minde. Siden landsmødet har enkelte af de landsmødevalgte medlemmer af landsledelsen valgt at trække sig tilbage. Vi siger tak for indsatsen til Marianne Mogensen og Bo Steen Jensen. Da der kun blev valgt ganske få suppleanter, betyder det at landsledelsen nu består af 11 medlemmer, som til gengæld arbejder ihærdigt for at føre det af landsmødet vedtagne handlingsprogram ud i livet.
Under sloganet ”en af os” starter en stort anlagt kampagne her i efteråret. Kampagnen har til formål at modvirke stigmatisering af det at være ramt af psykisk sygdom. Vi har i LAP fulgt med i kampagne-forberedelserne, bl. a. via vores deltagelse i Det Sociale Netværk af 2009. Indtil nu har kampagnen ikke vist sig at leve op til sit formål, idet folk med egen bruger-erfaring kun har haft meget lidt indflydelse på udformningen. Indtil videre har vi valgt at følge med i kampagnen og forsøge at dreje den i en retning, hvor der tages afsæt i den diskrimination og de krænkelser mange af os oplever i mødet med psykiatrien og myndighederne.