For tredje år i træk holdt LAP sommerlejr i Juelsminde, og det blev en klar succes. Om det var god ledelse eller bare nogle gode deltagere er svært at sige. Men det var svært at finde kritikken frem, da det hele var overstået.

Noget surt alligevel med regnen de første dage. Den slukkede næsten smøgerne hos lejrens aktive rygere, som ikke måtte sidde indenfor og først meget sent fik rejst et rygetelt. Heldigvis kom varmen, og rygehullet udenfor spisesalen blev omdøbt til ”Gryden”. Dejligt vamt om aftenerne, da vejret blev bedre, og vi fik gang i sangstemmerne. ”Jeg elsker de grønne lunde” var fast nummer, som alle skrålede til.

Historierne og legen

Der var nok at tale om, mange historier, der gemte sig rundt omkring. Ja, alle vi lap’ere har nogle historier, som tit kan være svære at bære på. De ligger nedenunder og simrer, og indimellem bryder de eksplosivt ud som en brølende vulkan. Der var meget simren rundt omkring, kunne jeg mærke, men ingen vulkaner, der brød ud.

Al den uro i sindet, hvordan skal det nogensinde blive bedre? Der var en aften om sex og psyke, og to formiddage kunne vi lære at kende os selv med Frands Frydendal som vejleder. Det gælder om at kende dine forskellige små medarbejdere inde i sindet. Den der vil kontrollere, den der vil beskytte, den der vil søge, og den der vil lege. Det var interessant at være med til.

Frands er af nogle kendt som skipper for en lile båd, der var med på tidligere lejre, senest Langeland i 2008. Frands er stadigvæk en, som har mange ideer om, hvordan verden kan blive bedre, og skriver på en bog for tiden om alt det. To tragiske selvmord var nu over manges læber, Ulrich Steinus, garvet LAP-lejrveteran og Mårten Breum, også garvet LAPveteran. For dem, der var mere til det med kroppen, kunne man deltage i LAP-legene, som bl.a. indeholdt en helt ny sportsgren, baglænsløb. En sund sjæl i en sund krop sagde allerede de gamle grækere. Måske sjælens og kroppens øvelser skulle have ligget på forskellige tidspunkter, så alle kunne nå at deltage.

Rart at lege lidt indimellem. Søndag formiddag var der mulighed for at danse sig til samværet med de andre. Det var måske en lidt hård mundfuld for nogle, og vi var vist mange, der holdt på blufærdigheden.

Til festen onsdag var blufærdigheden nu forsvundet, og det ene stjernefrø efter det andet viste sig ved karaoke-baren og på dansegulvet. Fredag aften fortsatte en duo noget af legen, Elton John og Kiki Dee, mens en tredje læste tossede digte op.

Til skov og strand og by

Trods regn og andre dikkedarer skulle vi alligevel ud og se verden omkring os. Vi kunne måske godt have brugt en gummibåd, da vi på sandaler søndag eftermiddag næsten kunne flyde ned til stranden, hvor det ikke ligefrem vrimlede med badende. En af deltagerne kastede sig nu alligevel ud i bølgerne. Da varmen kom, var der lige straks flere på vej til stranden. Alligevel var der nogle, som gispede ved bare tanken om at springe ud i vandet, som ’kun’ var 18 grader varmt. Langt rarere at gå ned ad hovedgaden og få sig en is, som kunne friske lidt op. Tøjbutikkerne og supermarkederne var også et besøg værd.

To ture blev det til, for godt nok var lejren stor, men den ligger ikke midt i en by, og Juelsminde bliver man hurtigt færdig med. Forandring fryder, er der også dem, der siger. Horsens er mest kendt for sit fængsel og for den opdagelsesrejsende Vitus Bering, og fængsel er noget, psykiatribrugere kender fra deres tid på den lukkede. Og vi er mange, der går på opdagelse i sindet, så måske ikke helt så tosset at tage til Horsens.

Fredag kom vi tæt på naturen ude på Endelave, som også var stedet for første LAP-lejr. For kun ganske få var der nu tale om et gensyn, og jeg havde det selv, som om jeg var et helt nyt sted, selv om jeg netop var med første gang. Smukt var der nu alligevel, og flere følte sig hensat til andre og mere eksotiske himmelstrøg med udsigten til sumphuller, jungleagtige beplantninger og snirklede stier.

Tak til alle

Else Holm havde sin sidste tur som leder, og hun gjorde det igen på sin egen rolige facon. Mere krudt var der i køkkenchefen Lone Toustrup, som nok skulle sætte nogen på plads, hvis de ikke rettede sig efter, hvad hun lige havde sagt. Alligevel kom vi nu alle til at elske hende, og nogle græd over, at hun sammen med køkkensjakket også siger farvel og tak for denne gang. I mit hoved har jeg det stadigvæk, som om nogle af os stadigvæk sidder rundt omkring på lejren og hygger os i hinandens selskab. Erik kommer gående ned ad trappen til ”Gryden” oppe fra skoven, Valentina tænder en smøg, Frands sidder og spiller, Paul lancerer endnu en mening om psykiatrien og samfundet, René og andre sidder og hygger sig ude på terrassen på den anden side af huset – og jeg kunne blive ved. Det har alt sammen sat sig på nethinden - og så kan det ikke have været helt så dårligt, som man siger på godt jysk.