Turen gik til Juelsminde, faktisk mødtes de fleste i Vejle for at tage bussen til Juelsminde. Det var på forhånd annonceret, at afgangen var præcis kl. 15.15, og der blev ikke lagt nogen slendrian for dagen fra starten, så bussen afgik præcis og med de deltagere, som havde fundet frem i tide. Det var jo en lejr for selvhjulpne folk, så alle havde selv måttet finde tider og afgange i køreplanen for at nå frem. Enkelte valgte at køre i bil til stedet, der ligger skønt hævet over Juelsminde By.

Hellebjerg Idrætsefterskole er egentlig for de unge, der gerne vil idræt og klare det sidste år af folkeskolen borte fra forældrenes trygge favntag. For os LAPper var det på mange måder gensynet med en lokalitet, som vi allerede kendte. En del nye havde dog fundet vejen til den efterstræbte sommerlejr og fået sendt en tilmelding så tidligt, at de var med blandt de 66 personer, som der var afsat plads til. Maden var i år bestilt udefra, det var festmiddag hver dag, fed og kulhydratrig mad, vi var jo på en skole med masser af idrætsfaciliteter, så nogen har ment, vi skulle have masser af energi til træningstimerne.

Den første dag var der skattejagt rundt på skolen, den var lidt forsinket, men endte dog med en kæmpe lagkagesmagning i spisesalen kl. 16. Skattene var nemlig dele til at lave lagkager af og deltagerne havde været kreative. Resten af ugen stod Lone T for kagebagning, og der var masser af kageværk, både til store og små, tykke og tynde, samt de sukkersyge, der foretrak kager med lavt sukkerindhold og masser af fiber.

I det kreative værksted havde Merete slået folderne løs og købt ind til postkort med påklæbede blomster, udstansede blade og guldsilhuetter, der kunne farvelægges. Alle dagene var der god gang i værkstedet og ikke mindst Meretes flittige snakketøj. Og mangen en mand blev indfanget til at klippe/klistre. Pigerne fandt selv vejen forbi.

Sommerlejr 2012

Fra mandag morgen var der cykler, og de blev flittigt brugt til byture og cykelture til stranden. Faktisk var der ofte kødannelse for at få en cykel, sidste år havde de nemlig ikke været så flittigt i brug, og derfor var antallet skåret lidt ned.

En dag var der bestilt en kæmpe bus, den skulle køre os til Givskud Zoo, en park med vilde dyr fra Afrikas savanner, der frit gik rundt mens vi trygt sad og kiggede på dem fra bussen. Der var ingen aber, som stjal vores vinduesvisker, og løverne nøjedes med at brøle ad bussen, men forholdt sig ellers roligt i middagsheden. Frokosten bestod af to sandwich, pænt smurt af cateringfirmaet. Tigrene var dovne i middagsheden, mens bæverne, der var nyankommet til Zoo’en, var mægtig legelystne, da fodringstiden indfandt sig. Deres forbrænding er så høj, at de spiser op til en tredjedel af deres vægt dagligt.

LAP-legene var en del af programmet, og folk var ivrige efter at vinde de mange præmier, som var udlovet for de velvalgte idrætsaktiviteter, hvor alle kunne folde sig ud, når blot de ville bringe deres legeinstinkter i højsædet og slippe hæmningerne.

En dag fandt nogle kreative personer på, at når man ikke kunne lokke folk til stranden, så kunne man da lokke dem til at spille eller se på strandvolleyball, så der blev indkøbt en farvestrålende bold til glæde for de spillende og til morskab for tilskuerne. Det blev til flere kampe og mange spil flere gange i løbet af de sidste par dage. Deltagernes eget initiativ var jo i højsædet, og det gjaldt også om aftenen, når snakken gik om lejrbålet, der var hygge og sommetider blev sanghæftet hentet frem, men mange savnede de store sangbøger, som Else havde slæbt med til Hellebjerg i sin tid som tovholder for sommerlejrgruppen.

I år var det Gunver som var tovholder på lejren, og næste år er det Birgittes tur til at være tovholder. Festaftenen startede allerede tidligt, der skulle prøves en kreativ bordopstilling, men den måtte opgives, så vi kom pænt til at sidde ved 3 lange borde med flotte orange duge og masser af friske blomster dekorationer, der var skabt til lejligheden af kreative deltagere på lejren. Bordet var dækket, festmiddagen blev serveret, og siden blev der spillet op til dans. Et firmandsorkester fra Randers leverede musikken, og de spillede også fødselsdagssang for Paul. Faktisk spillede de til den lyse morgen, for klokken var 2.30, da den sidste sang gik gennem anlægget og den sidste gæst forlod dansegulvet. Dagen derpå var sløv for alle de festglade LAPper og sent blev morgenmaden serveret af den talstærke sommerlejrgruppe, der flittigt sørgede for morgenbrød og friskt smør til brødet, syltetøj til den søde gane og ost til alle de andre.

Det var lykkedes for Inger at få presset en politiker fra Dansk Folkepart, Karina Adsbøl til at komme mandag aften og lytte til os. Karina er handicap ordfører. Fortalte lidt om sin vej til folketinget og sine opgaver for tiden. Og derefter gav hun ordet til deltagerne, der flittigt kom frem med deres mangfoldige historier af svigt og manglende forståelse fra sagsbehandlers side. Ca 30 deltog i debatten og talelysten var så stor, at der blev valgt en ordstyrer. Mange ville gerne til orde og Karina lyttede bravt, skrev notater og lovede at gå videre med de mange oplevelser af svigt, ikke som enkelt sager, men Karina havde allerede lagt for dagen, at hun havde stået en nær veninde bi i en sag. Og var chokeret over at lægeerklæringer, speciallægeudtalelser på stribe blev underkendt af kommunale lægekonsulenter, der tilsyneladende vidste bedre om en patient, de aldrig havde mødt.

Jack forestod flittigt kiosksalget bistået af Gert, og de to var nærmest rødglødende, da spisesalen blev anvendt til folketingsdebatten og deres annoncerede kiosktid måtte foregå i tavshed. Sådan var der faktisk mange små optrin og konflikter på sommerlejren, men sommerlejrgruppen formåede at få dem bragt til tavshed. Og når man fredag eftermiddag lyttede med på evalueringen, så var der næsten kun ros til overs for gruppen og ganske få forslag til forbedring. Lejren havde været præget af stor afslapning og ferie stemning, hvor mange fik deres indefrosne sindsbevægelser sat fri og snakkede løs om deres oplevelser gennem livet. Rigtig mange gav udtryk for, at det havde været den bedste sommerlejr, de havde oplevet og de tog hjem med fornyet livslyst og havde brudt grænser, der havde stået dem i vejen i årevis.

Både i 2011 og 2012 har det været TrygFonden, som har finansieret LAP´s sommerlejr, og der skal fra de mange deltagere lyde en tak.