"Jeg ser med glæde og fortrøstning frem til flere indlæg fra Tom Jul Pedersen" Den linje slutter et indlæg af med i sidste nummer af vores gode blad. Jeg vil ikke skuffe ham. Rapporten fra vores egen verden går i dag på det sprog, folk bruger, samt hvad de bruger deres tid til. Lad os tage det sidste først. Ofte hører man i debatten, at sindslidende skal ud i samfundet, de skal være sammen med raske og ikke kun frekventere egne tilbud og aktiviteter.
Det rejser det underspørgsmål, hvorfor de så ikke gør det? Et tydeligt eksempel er, at jeg ALDRIG ser en eneste fra de psykisk sårbares rækker, når der er gratis foredrag her i Århus, det på trods af at det som sagt er gratis, og der tilmed er mad til. Men hvis der er Psykiatritopmøde i København eller Brugernes Bazar i Odense, så tager de gladelig til en anden landsdel. Eller betaler 25 kr. for at høre et foredrag i en psykiatri-cafe, hvor man tilmed selv skal betale kaffen.
Konkret tænker jeg på, at der i den seneste måneder her i Århus har været en række enormt gode foredrag, som alle kunne melde sig til gratis, der var til og med kaffe og kage, samt slik, som en slags mundgodt under de to timer, det hele varede. Man skulle være blind for ikke at se det, da der var reklamer for det på busserne, samt i de læskure, som folk står i, når de venter på føromtalte transportmiddel.
Det var en fagforening, der betalte det hele, det var med andre ord et reklamefremstød, da de lige havde bygget et nyt hovedkvarter i byen til 16 millioner kr. Jeg var til 4 af de foredrag, de var enormt gode, lige fra Christina Hembo der har modeuret Christina Watches, hun fortalte om det at være iværksætter, hun har startet sin egen virksomhed op, hun er mest kendt fra at have været med i Vild med dans, for et par år siden. En anden var Reimer Bo Christensen, som jo er en landskendt journalist; han brugte tiden på at berette om stress og urimelige chefer, det hele var hentet fra hans arbejdsliv, både i Danmarks Radio samt andre arbejdspladser.
På trods af at alle var enormt gode, og langt over hvad man hører generelt, så jeg ikke en eneste fra vores egne rækker, heller ikke da der var åbent hus, hvor man kunne se den enormt flotte bygning, samt få alt det drikkelse og mad man kunne spise. Sindslidende vil IKKE ind i den raske verden, af en eller anden mærkelig grund vil de kun være til noget, hvor rammen er den sindslidendes egen verden. Grunden er nok, at de ser deres egen verden som en form for tryghed, mens den raske verden er ukendt land, altså det samme som utrygt/farligt.
Sindslidendes sprog er også et kapitel for sig. I forhold til raske bruger de ofte hårde og grove udtryk. Lige fra redaktionsmøder, hvor man kan få at vide at "Du kan ikke læse", eller en der står og råber og skriger ad en og til sidst slutter af med afskeds salutten: "Gid du må få herpes og dine arme bliver så korte, at du ikke kan klø dig selv bagi".
Til møder, kan man opleve at X person råber og skriger, Y ind i hovedet, så Y forlader mødet grædende, for dog senere at vende tilbage. Med andre ord, det er lige på, uden nogen form for redigering eller filter. Hvis man skriver spørgsmål til x psykiatri brugerforening, gode og positive spørgsmål, så får man ikke et eneste svar igennem et helt år!!!! På generalforsamlingen kan formanden (hvis ansvar det er at svare) godt se, det ikke er så godt… hvor om alting er, så bliver man behandlet dybt kritisabelt at folk fra egene rækker, den samme disrespekt og beskidte ordvalg møder man slet ikke fra den raske verden. Det være tilmed et svar, på en anden artikel her i bladet, hvor jeg skrev at jeg ville beskrive, at den til tider negative holdning, man kan møde fra den raske verden er intet i forhold til det, man møder fra egene rækker. Så mit gode råd i dette nummer er, prøv at bruge milde ord, samt neutralt tone fald, folk lytter mere til en, når man ikke råber og skriger, samt kommer med personlige angreb.
