Psykologen kommer ind til psykiateren. Han sætter sig foran ham og ser med alvorlig mine på ham. ”Det drejer sig om Hansens børn” ”Ja. Hvad er der med dem?”

Psykologen kigger ind i psykiaterens øjne ”De fejler ingen verdens ting. De siger, at de har det godt. De har slet ikke været i konsultation hos mig og rygterne vil vide, at de heller ikke kommer hos lægen!”

Psykiateren rynker øjenbrynene ”Hvad mener du? Ja, ja – de siger, at de har det godt. Hvad er din vurdering?”

Psykologen samler hænderne foran sig ”Ja, børnene er meget aktive. Leger meget ude i skolegården. De kan lide at hinke og sjippe og sådan noget. Jeg oplever, at de er væsentligt mere aktive end andre børn på deres alder. Min vurdering er, at hvis de ikke bliver dæmpet lidt ned, så er der risiko for, at de senere vil kunne udvikle ADHD, eller det, der er endnu værre – måske en bipolar lidelse.”

Psykologen rynker øjenbrynene og ser med alvorlig mine på psykiateren ”Det er her du kommer ind. Vi er bange for, at børnene har en undertrykt depression. De virker overdrevent glade.”

Psykologen læner sig frem i sædet ”Rygterne vil vide, at de får levertran derhjemme”

Psykiateren læner sig frem mod psykologen”Levertran?”

Psykologen og psykiateren læner sig begge tilbage i stolene, og et øjeblik er der stille i lokalet. Psykiateren stryger sig om hagen og siger: ”Er der en psykiatrisk anamnese i hjemmet?”

Psykologen ser med alvorlig mine på psykiateren ”Jeg tror nok, at en af forældrene på et tidspunkt har været i kontakt med det psykiatriske system.” ”Jeg kunne godt tænke mig at vide om kommunen skal ind i det her. Er der andre bizarre vaner i børnenes liv?”

Psykologen ryster på hovedet ”Jeg har kun rygter om det her, men de vil også vide, at børnene vist nok får meget kål og kun lidt kød derhjemme. Vist nok også en del kartofler og ikke meget sovs!”

”Vil det sige, at børnene slet ingen indflydelse har på, hvad de får at spise? Det er skadeligt for et barn, ikke at være fuldgyldig deltager i beslutnings-processerne derhjemme. Det er jo her den primære opdragelse foregår, og hvis de skal lære at deltage i de demokratiske processer, er de naturligvis nødt til at lære hvordan de skal gebærde sig hjemmefra!”

Psykiateren sukker ”Vi kan ikke overlade børnene til en tilfældig og tilsyneladende fattig families forgodtbefindende. Vi skal først og fremmest tænke på børnenes tarv og her er et oplagt eksempel på, at børnene helt klart mistrives derhjemme. De får jo ikke det at spise, som børn kan lide!”

Psykologen nikker ”Ja. Jeg vil mene, at børnene kompenserer med deres overdrevne leg. Mon ikke, der er tale om en – slet skjult – depression?”

Psykiateren og psykologen griner sammen ”Hvad skulle der ikke blive af det hele, hvis folk fik lov til at bestemme det selv? To voksne, der knapt kan knappe deres egne bukser. Skulle de være i stand til at varetage børns interesser – endsige kunne opdrage dem? Nej, det går ikke det her! Vi må have kommunen ind over!”

Psykologen nikker samtykkende ”Jeg vil tage kontakt til socialrådgiveren. Børnene får en kedelig og ensidig kost, det kan kun betyde en ting.”

”Ja. Forældrenes indtægtsgrundlag er meget lille, og da de begge er svært syge, må vi vist hellere, som den ansvarlige myndighed, tage over!”

Psykiateren fortsætter ”Du siger, at børnene ikke går til lægen? Er der her tale om en fobi, vi skal kigge på?”

Psykologen nikker ”Ja. Der kunne være tale om en overdreven frygt for autoriteter og en angst for ikke at blive hørt og troet på!”

Psykiateren ler ”Det er vel nok typisk for mennesker fra små kår! De får en hjælpende hånd og nægter at tage imod den! Jeg bliver næsten vred, når jeg tænker på, det kæmpe arbejde vi gør for folkesundheden og så nægter folk at lytte efter og har deres egne ideer om, hvordan og hvorledes! Har de måske studeret i mange år? Har de svedt på universitetet? Næ, du! Det her er et oplagt eksempel på at vi må skride ind. Sæt kommunens socialrådgiver på og send børnene op til mig. Der er lige kommet et nyt middel, stort set uden bivirkninger, som kan dæmpe de her stakkels børn. Det er jo helt klart at de med deres overdrevne og næsten desperate leg overreagerer og kompenserer for mistrivsel og angst! Vil du sørge for det fornødne? Er et hjemmebesøg på sin plads her?”

Psykologen nikker ”Bestemt! Jeg er glad for, at vi på et så tidligt tidspunkt kan gribe ind og standse dette vanvid! Jeg kontakter de relevante myndigheder. Vi ses gamle dreng og tak!”

”Ingen årsåg du gamle. Det er godt, at du er så vågen. Ses vi i morgen til en kop kaffe hjemme hos mig?” ”Det kan du tro! Vi ses. Hej!”

Psykologen rejser sig og trykker psykiaterens hånd. Så drejer han resolut om på hælen og går ud af lokalet.