Jeg har lige læst LAP’s sommernummer 2. 2012. På side 6 bringes en artikel, KOMMENTARER, som bl.a. omhandler, at det er dyrt at være psykiatrisk patient, idet vedkommende skriver, at psykologsamtaler er dyre, m.v.
Under en tre måneder lang tvangsindlæggelse i sommeren 2007, blev jeg ikke sygemeldt, trods gentagne anmodninger herom, men oppebar arbejdsløshedsdagpenge fra A-kasse. Det blev efterfølgende dyrt. Jeg har ikke haft råd til en psykolog, så det mærkelige hospitalsophold kunne udredes – og en psykiater har jeg aldrig set – til trods for, at jeg er diagnosticeret med de største sindslidelser der findes, bl.a. paranoid skizofreni med persekutoriske vrangforestillinger.
Jeg aldrig har været sygemeldt eller indstillet til førtidspension, og har været på arbejdsmarkedet en stor del af mit ufaglærte liv, bl.a. har jeg passet telefonomstilling, solgt billetter, været ekspeditrice og var ansat til ca. 2004, hvor jeg nærmede mig 60 år og der ikke var så meget arbejde at få. At patienter selv skal betale for bl.a. psykologhjælp, forstår jeg ikke, da sådanne samtaler tilsyneladende er gratis for pårørende og jeg tænker på, hvorfor kun de pårørende får tilbudt psykologhjælp. Burde det ikke være omvendt? Om det er korrekt oplyst, at pårørende kan få op til 20 gratis psykologsamtaler, hvis de har en tvangsindlagt pårørende, ved jeg ikke – men det kan måske belyses på en eller anden måde?
Da jeg var tvangsindlagt kom en pårørende på besøg – som jeg ingen kontakt har haft med livet igennem – denne medbragte bl.a. en del aflagt brugt tøj, som jeg skulle bruge – uvist af hvilken grund – for jeg havde selv tøj med og alt nattøj, kimono, undertøj, håndklæder og vaskeklude m.v. lå på et stort rullebord, som stod på hospitalsgangen.
Det var et meget lille værelse, jeg opholdt mig i, og der var ikke plads til ret mange poser og pakker med tøj og sager. Det aflagte tøj var for stort, og der var træsko, som ikke egner sig til at gå med på en hospitalsgang. Jeg havde selv to par forholdsvis nye bløde kondisko med. Jeg fortalte om det brugte tøj til plejepersonalet. ”Skidt med det”, sagde de. Det kan vi aflevere i genbrugsbutikken i morgen. Aftenvagterne noterede så i cardex, at dagvagterne skulle tage det med, når de gik til kiosken for dem, som ikke måtte gå ud.
Efter at have opnået udgang i en halv time, var jeg på gåtur med kontaktsygeplejersken og en sygeplejeelev, og da vi gik forbi genbrugsbutikken, sagde jeg henkastet: ”Nå, det er så her mit tøj havner,” hvilket fik sygeplejersken til at reagere. Hun mente nu, at jeg var mere syg end først antaget, idet jeg troede på at hospitalet stjal mit tøj, og leverede det i genbrugsbutikken. Jeg kunne ikke overbevise hende om, at det ikke var dét, jeg mente. Vi hastede så tilbage til afdelingen, og sygeplejersken skrev i cardex, at jeg var mere syg end først antaget, for jeg havde ved gåtur med personalet givet udtryk for, at hospitalet stjal mit tøj, og leverede det i hospitalets genbrugsbutik.
Disse oplevelser kunne jeg skrive mange af – men når én historie er fortalt, er det såmænd rigeligt, for de andre ligner til forveksling, og det viser hvor let psykiatrien tager fejl, og hvor let det er at få et eller andet hæftet på sig, som ikke er til at ændre. Jeg fortalte om oplevelsen til plejepersonalet. Jo, det kunne de da godt se, og de ville prøve at få slettet eller tilføjet, at det var en fejltagelse – men det blev aldrig til noget, og det står der stadig, sammen med uendelig mange andre mærkelige ting. Nogle er til at græde over, og nogle til at grine af. – Og jeg har oplevet, at vi lo af det, når plejerne kom til snak om aftenen på mit værelse - latter var en sjælden lyd på lukkede afdelinger på psykiatrisk hospital i Risskov.
Efter udskrivning fra psykiatrisk hospital fik jeg konstateret en hjerteklaplidelse. Det var sådan det hele begyndte. Jeg var svimmel og utilpas, og daværende praktiserende læge mente, at det var en kronisk psykisk sygdom. Uagtet hvad jeg har oplevet, er jeg heldigvis af den opfattelse, at der findes ordentlige læger indenfor psykiatrien – men på den afdeling hvor jeg befandt mig, var det småt med viden og lægefaglig kunnen, og som fortalt absolut ingen omhyggelighed med diagnoser, hverken psykiatriske eller somatiske. Hvis nogen blev somatisk syge sendte afdelingen bud efter lægerne fra Amtssygehuset. De blev omtalt som ”medicinerende”. Amtssygehuset blev kaldt ”datterselskabet”.
Blodprøver og forskellige ting skulle ”medicinerende” se på. Jamen, de er vel medicinerende alle sammen, sagde jeg til personalet. De sagde blot at det skulle jeg ikke spekulere på. Nu sendte de bud efter en fin speciallæge fra Amtssygehuset, som skulle se på mine blodprøver.
Der kom så en speciallæge i blodsygdomme fra ”datterselskabet”. Hvis det skulle være rigtigt, skulle jeg indlægges på endokrinologisk afdeling. Men så måtte psykiatrisk hospital ophæve tvangsindlæggelsen og det ville de ikke, så indlæggelsen blev ikke til noget. Hvis det var sket, havde man sikkert opdaget hjertelidelsen.
Efter 3 måneder blev jeg dog udskrevet, og jeg faldt næsten ind ad døren på Skejby Sygehus. Jeg var meget udmattet efter opholdet på psykiatrisk afdeling. På psykiatrisk sker alting i den bedste mening. Alting er til for at hjælpe. HELT BESTEMT. – Også selvom patienterne bliver syge af medicinen, og nogle dør, er det i den bedste mening. Hvis psykiatrien føler sig mistænkeliggjort og til tider bliver kaldt primitiv, er det måske ikke underligt. Det må være til at forstå, at diagnoser ikke blot kan skrives af. Der kan jo være somatiske sygdomme – alene – eller sammen med psykiatriske sygdomme, og så skabes et andet billede af situationen. Det kan også være pårørende eller familie, der er syge og mangler omsorg og støtte til egne problemer, og det kan de så få ved at have en ”syg” pårørende.
I håndbog for ”Patienter og Pårørende” oplyses, at man prøver at få så meget at vide om patienten som muligt gennem de pårørende. Det virker da noget usmageligt. Hvorfor taler man ikke med patienten selv? Sygehuset bør i så fald sikre sig, at den pårørende har kontakt til og ved noget om patienten, og at det ikke er den pårørendes egne problemer, der er tale om. Det giver også stof til eftertanke, at Danmark har et langt større antal psykisk syge end andre lande på samme størrelse. Psykiatriske diagnoser ”sidder åbenbart løst” her i landet. Jeg tror ikke på, at halvdelen af de indlagte reelt er psykisk syge. De har fået en tilfældig diagnose, som så bliver ved med at gå igen i journalerne. Og så skal man være mere end stærk og mere end heldig for at kæmpe sig fri af systemet. Hvis folk først er kommet til psykiatrien én gang, kommer de som regel igen og igen…
På somatiske sygehuse er man interesseret i at få patienterne raske og ud fra hospitalet. I psykiatrien er man mange steder interesseret i zombi patienter som kommer igen og igen. Det er der nogen, som lever højt på – ikke mindst medicinalindustrien…
