Jeg har lige læst om et tiltag på et værested: Kropsorienteret recovery, og det får mig til at tænke på den medicin, jeg i mange år har måttet indtage, fordi jeg ubetinget troede på lægerne og psykiaterne og deres professionalisme og dygtighed. Det skulle vise sig, at min autoritetstro og tillid til læger, kun førte en ting med sig. Dårligdom og mere sygdom, mere medicin og mindre forståelse.

Hvordan har en patient i psykiatrien det? Det kan være mere end svært for en udenforstående at sætte sig ind i. De symptomer, man bliver medicineret for, stammer fra psyke og sind, men medicinen påvirker også kroppen og det ofte i uheldig retning. Den medicinske spændetrøje frem-maner et smil på patientens ansigt, der modsiges af de symptomer, kroppen har fået at slås med. Sindet er stille som vandoverfladen og de ubehagelige psykiske symptomer, man før sloges med, er for en tid væk. Men kroppen har fået noget at tænke på.

Fedme, ofte ledsaget af diabetes II, tendens til blodpropper, stivhed i muskler og led, eller en ubehagelig uro og snurren i kroppen og et sexliv, der er gjort umuligt. Det er bare nogle få af de bivirkninger, medicinsk behandling kan give. Et menneske, der slås mod odds, der er næsten umulige, i et forsøg på at rette kroppen op. Et menneske, hvis sind ikke ænser ubehagelige tanker, men hvis krop er foroverbøjet og går langsomt og slæbende.

Et menneske, hvis hele krop udtrykker ”ked af det-hed” og nedtrykthed, men hvis sind ikke føler noget! De psykiske symptomer kan være stærkt ubehagelige. Men de kropslige symptomer, der ledsages af en alt for kraftig medicinering, er ligeså ubehagelige. Efterhånden bliver man som menneske fanget i en krop, hvis sind er medicineret og ude af stand til at komme videre. Ude af stand til at tage beslutninger, der kræver et plastisk og fleksibelt sind og bevare en krop, der afspejler velbehag og funktionsduelighed.

Jeg har ikke noget mod brugen af medicin. Tværtimod, kan medicin i små doser være en god og hjælpende hånd. Men i store doser og givet med ufølsomhed over for den enkelte patient, uden hensyntagen til individualitet, kan medicin være dræbende for at komme sig. Den bliver blot en spændetrøje.

Sindet er blankt og stille. Hvis man kastede en mønt ned på det, ville mønten ikke synke til bunds. Den ville blive liggende på sindets overflade, og sindet ville ikke tage notits deraf. Kroppen er langsom og foroverbøjet. Han slæber sig gennem sin dag og bemærker ikke, de mange blikke han får. Han er ligeglad. Han er ikke selvhenførende, som en psykiater ville sige, men tilfreds og velmedicineret. Giv os for helvede en chance til et liv. Giv os en behandling vi er glade og tilfredse med. Lad os få indflydelse, giv os mulighed for ”patient til patient” undervisning og recovery. Drop jeres ”vi alene vide” holdning og modtag mennesker, hvis psyke er i nød, med værdighed og ydmyghed.

Vi er mennesker, der har krav på at blive lyttet til, fordi vi kender vores symptomer indefra og ved alt om, hvordan medicin påvirker sind og krop. Brug vores kompetencer til at hjælpe andre patienter, der har brug for forståelse og indlevelse. Vi er de bedste, til at give det!